Loven har følgende indhold:
§ 1. Beløb, der efter aftale mellem Danmark og en anden stat af denne sidste stat måtte blive udbetalt til den danske regering som en samlet godtgørelse (globalerstatning) for tab, der er opstået som følge af foranstaltninger fra denne anden stats side, bl. a. derved, at ejendom er nationaliseret, inddraget eller på anden lignende måde unddraget ejerne, vil være at fordele mellem de erstatningsberettigede i overensstemmelse med reglerne i denne lov.
Indeholder en aftale bestemmelser om udbetaling af en globalerstatning for skader, opstået som følge af eller i forbindelse med krig, krigslignende operationer, neutralitetskrænkelser, foranstaltninger til værn mod sådanne, borgerkrig, oprør eller borgerlige uroligheder under krig, kan handelsministeren efter samråd med udenrigsministeren, finansministeren og justitsministeren bestemme, at sådan globalerstatning skal fordeles efter reglerne i denne lov.
§ 2. Fordelingen af den til rådighed stillede globalerstatning foretages af et af handelsministeren nedsat nævn bestående af en af handelsministeren i samråd med justitsministeren udnævnt formand, der skal opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til dommer, samt 3 andre medlemmer, af hvilke udenrigsministeren, finansministeren og handelsministeren hver udpeger et medlem.
Handelsministeren fastsætter nævnets forretningsorden. Handelsministeren udnævner en sekretær for nævnet.
Nævnets formand kan antage fornøden medhjælp.
§ 3. Nævnet opfordrer ved 3 bekendtgørelser i Statstidende alle, som mener sig berettiget til andel i erstatningsbeløbet, til inden 3 måneder fra den første bekendtgørelse at regne at anmelde deres krav over for nævnet. Nævnet kan bestemme, at indkaldelsen tillige skal indrykkes i ét eller flere andre dagblade ...
§ 4. Nævnet foretager en prøvelse af de indkomne anmeldelser, herunder om den indsendte dokumentation for kravene er fyldestgørende ...
§ 5. Nævnet giver hver enkelt anmelder skriftlig underretning om nævnets afgørelse med hensyn til det anmeldte krav. For så vidt kravet afvises helt eller delvis, skal nævnets afgørelse være ledsaget af grunde.
Afgørelsen kan af vedkommende anmelder indbringes for domstolene. Sag må være anlagt senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt vedkommende.
§ 6. Når den i § 5 omhandlede frist er udløbet, for så vidt angår alle anmeldte krav, og et beløb til dækning af fordelingsomkostningerne er fastsat, jfr. § 8, udfærdiger nævnet en fordelingsliste, som skal indeholde en fortegnelse over
1) de beløb, med hvilke de godkendte krav kan deltage i fordelingen, jfr. § 4, stk. 2,
2) de krav, der måtte være indbragt for domstolene, jfr. § 5,
3) de af nævnet under fornødent hensyn til de for domstolene indbragte krav beregnede beløb, som kan udbetales til hver af de i fordelingen deltagende.
Alle i fordelingen deltagende beløb skal have samme forholdsmæssige dækning, medmindre andet fremgår af den indgåede aftale, forhandlingerne eller forudsætningerne for denne.
Nævnet anmoder derefter finansministeriet om at foretage udbetaling af de beregnede beløb.
§ 7. Når alle retssager, som måtte være anlagt, er afgjort, foretager nævnet eventuelt fornøden berigtigelse af fordelingslisten og anmoder derefter finansministeriet om at foretage udbetaling i overensstemmelse hermed.
§ 8. Handelsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren for hver enkelt erstatningsaftale et vederlag én gang for alle til medlemmerne af nævnet og nævnets sekretær. Dette vederlag såvel som andre omkostninger i forbindelse med nævnets virksomhed udredes af globalerstatningen, medmindre andet måtte være godkendt af folketingets finansudvalg.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:
„Forslaget, der er udarbejdet i samarbejde med udenrigsministeriet, finansministeriet og justitsministeriet, tilsigter at tilvejebringe regler om fordeling af beløb, der i henhold til aftale med andre lande betales som erstatning for dansk privat ejendom, som i vedkommende land er blevet ramt af nationaliseringer eller lignende indgreb. Sådanne indgreb i den private ejendomsret er under og efter den anden verdenskrig foretaget i en række lande, og der er i den anledning indledt forhandlinger med stater, der har foretaget sådanne indgreb, med henblik på opnåelse af erstatning herfor.
Såfremt det lykkes at opnå sådanne erstatninger, ydes de erfaringsmæssigt i den form, at den pågældende fremmede stat betaler en rund sum som en fælles erstatning for de rejste krav, og det er så den modtagende stats opgave at foretage fordelingen af beløbet.
Denne fordeling kan rejse mange vanskelige spørgsmål, hvis løsning kræver sagkundskab af forskellig art, og det foreslås derfor, at fordelingen her i landet, ligesom tilfældet er i en række andre lande, overlades til et nævn, der sammensættes på en sådan måde, at de forskellige sagkyndige instanser kan blive repræsenteret.
De beløb, der efter forslaget skal fordeles af nævnet, er i første række sådanne, som udgør erstatning for nationaliseret ejendom, men det kan ikke udelukkes, at det også i visse andre tilfælde vil kunne være hensigtsmæssigt at lade nævnet foretage fordelingen f. eks. af erstatninger for skader, opstået som følge af eller i forbindelse med krig, når det ikke ligger klart, hvorledes erstatningen skal fordeles mellem de skadelidte.
Jeg kan tilføje, at forhandlingerne med de forskellige lande i to tilfælde er nået så vidt, at der foreligger paraferet udkast til aftaler om erstatning. Det drejer sig om Ungarn og Rumænien. For Polens vedkommende er der ratificeret en aftale om erstatning, som dog ikke vil falde ind under de foreslåede regler."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider, omend flere af ordførerne ønskede forskellige af dets bestemmelser nærmere overvejet i et udvalg.
Resultatet af udvalgsbehandlingen blev, at udvalget som helhed indstillede lovforslaget til vedtagelse med nogle ændringer, som vedtoges ved 2. behandling. Særlig skal nævnes, at man i § 1 fik stk. 1 affattet således, at der ikke kan være tvivl om, at ethvert tab omfattes af loven, og at sidste punktum i § 5, stk. 1, blev føjet til den oprindelig foreslåede tekst. I stk. 2 indskrænkede man antallet af medlemmer af det nævn, der skal fordele erstatningerne, fra 5 til 4 ved at lade finansministeriets repræsentant udgå; mellem 2. og 3. behandling opnåedes der imidlertid enighed om i stedet for at lade en repræsentant for justitsministeriet udgå, idet udvalget havde den opfattelse, at justitsministeriets interesse i sagen ville kunne tilgodeses ved besættelsen af formandsposten.
Ved lovforslagets 2. behandling udtalte K. Axel Nielsen (S) som udvalgets ordfører bl. a.:
„Under udvalgsarbejdet, der har strakt sig over 6 møder med 2 samråd med den højtærede handelsminister, har det været drøftet, om den lovgivning, der her er tale om, i det hele taget er nogen nytte til. Det er blevet anført, at de enkelte erstatningsberettigede måske havde en friere stilling uden en lovgivning, samt at en sådan jo ikke absolut er nødvendig for, at myndighederne kan yde bistand dels til at opnå erstatning, dels til at fordele en sådan, hvor erstatningen omfatter flere krav.
Under hensyn til de oplysninger, handelsmisteren har meddelt udvalget, og hvoraf det fremgår, at lovforslaget er godkendt af en række institutioner, nemlig Grosserer-Societetets Komité, Provinshandelskammeret, Industrirådet, Dansk Dampskibsrederiforening, Assurandør-Societetet og Danske Bankers Fællesrepræsentation, samt at en række lande, således Schweiz, Frankrig, England og Belgien, har gennemført en tilsvarende lovgivning, samt endelig, at erstatningerne som regel ydes som globalerstatning, hvis fordeling kan give anledning til overvejelser af indviklet juridisk beskaffenhed, kan hele udvalget anbefale lovforslaget med de i betænkningen anførte ændringsforslag ...
Når det også i udvalget har været anført, at den omstændighed, at vi hidtil ikke har haft nogen lovgivning, ikke har forhindret, at enkelte danske firmaer har opnået erstatning bl. a. fra USA, ja, at et enkelt rederi endog har gennemført en erstatningssag ved de amerikanske domstole mod den amerikanske stat, må man heroverfor gøre gældende, at det lovforslag, vi her behandler, i første række tager sigte på erstatning for tab i de lande, hvor retsforholdene afviger fra de principper, der råder i vor del af verden - lande, hvor det ikke er muligt for udlændinge ved domstolene at rejse private søgsmål mod vedkommende stat."
I den ændrede, ovenfor gengivne affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.