Ved loven gives forskrifter om svømmedykning og om typegodkendelse af svømmedykkermateriel (de såkaldte frømandsudrustninger), ligesom det bestemmes, at der fremtidig kræves dykkerbevis af enhver, der udfører erhvervsmæssig dykning.

Ifølge § 1 skal således enhver, der erhvervsmæssigt udfører dykkerarbejde på dansk territorium eller fra dansk skib, være i besiddelse af dykkerbevis. Undtaget herfra er dog personer, som arbejder fra fremmed skib og hører til dettes besætning, samt personel under søværnet, for så vidt angår arbejde udført i tjenesten. Det bestemmes endvidere, at enhver, der anvender medhjælpere til udførelse af dykkerarbejde, er pligtig at forvisse sig om, at disse er i besiddelse af dykkerbevis og med tilfredsstillende resultat har gennemgået en undersøgelse for lungetuberkulose. Dog kan danske skibe i udlandet anvende udenlandske dykkere uden dykkerbevis.

Da fremkomsten af svømmedykkerudrustninger har medført ønskeligheden af indførelse af et særligt dykkerbevis for brugere af sådan udrustning, er der i § 2 foretaget en sondring mellem svømmedykkerbevis, der giver ret til udførelse af dykkerarbejde med svømmedykkerudrustning, og dykkerbevis af 1. og 2. klasse, der giver ret til udførelse af dykkerarbejde med tunge dykkerudrustninger, for 2. klasses vedkommende dog kun på vanddybder indtil 12 m. Disse dykkerbeviser udstedes i modsætning til tidligere vederlagsfrit.

Til erhvervelse af disse dykkerbeviser kræves ifølge § 3 kun, at vedkommende er fyldt 21 år, men ikke 40 år, at han med tilfredsstillende resultat har gennemgået en af handelsministeren fastsat lægeundersøgelse, og at han har bestået den til beviset svarende dykkerprøve ved en godkendt dykkerskole, mens kravet om ædruelighed og opfyldelsen af særlige vandelsbetingelser ikke længere stilles.

Bevarelse af dykkerbevis er ifølge § 4 betinget af, at dykkeren hvert femte år indsender attest for med tilfredsstillende resultat at have gennemgået en nærmere fastsat lægeundersøgelse. (Fra dykkerens fyldte 60. år skal sådan attest dog indsendes hvert år). Endvidere kræves det, at dykkeren årligt lader sig undersøge for lungetuberkulose.

Mens efter tidligere gældende lovgivning enhver dykkerudrustning skulle underkastes eftersyn, forinden den toges i brug, og derefter mindst en gang hvert andet år, skal ifølge § 8 kun udrustninger, der anvendes til erhvervsmæssig dykning, underkastes sådant eftersyn, idet eftersyn af andre dykkerudrustninger — f. eks. udrustninger, der udlejes til sportsbrug på badestrande, og udrustninger, som på grund af deres stærkt begrænsede anvendelighed ikke egner sig til erhvervsmæssig dykning (f. eks. ånderørstypen) — falder uden for lovens formål.

Mens således kun dykkerudrustning, der anvendes til erhvervsmæssig brug, er underkastet de forannævnte eftersynsbestemmelser, skal til gengæld ifølge § 9 enhver svømmedykkerudrustning, der bringes i handelen her i landet, være af godkendt type og mærket i fornødent omfang.

For at muliggøre det for enhver, der forud for lovens ikrafttræden har udøvet erhvervsmæssig dykning, at opnå dykkerbevis, bestemmes i § 15 følgende:

„Den, som på fyldestgørende måde godtgør, at han forinden denne lovs ikrafttræden på lovlig måde erhvervsmæssigt har udført dykkerarbejde uden at være i besiddelse af dykkerbevis, og som med tilfredsstillende resultat har gennemgået den i § 4 omhandlede lægeundersøgelse, kan indtil udgangen af 1962 af handelsministeriet erholde dykkerbevis, der giver ham ret til at udøve dykkervirksomhed i samme omfang som hidtil."

Det fremsatte lovforslag byggede på en betænkning, der var afgivet af det af handelsministeren den 9. august 1954 nedsatte „dykkerudvalg", og fulgte på de fleste punkter den af udvalget afgivne indstilling, der dog ikke var enstemmig, for så vidt angik forslaget om fremtidig at kræve dykkerbevis af enhver, der udfører erhvervsmæssig dykning, idet et mindretal havde ønsket den hidtil gældende undtagelsesregel for personer, der udfører dykning for egen regning, opretholdt.

Lovforslaget blev ved 1. behandling velvilligt modtaget af samtlige ordførere; dog ytrede Skov Jørgensen (V) og Baagø (KF) betænkelighed over for tanken om at stryge den hidtil gældende undtagelsesregel for personer, der dykker for egen regning.

I den af udvalget afgivne betænkning kom disse betænkeligheder til yderligere udtryk i følgende udtalelse:

„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) finder det ikke begrundet at inddrage private erhvervsdrivende under loven og påpeger i denne anledning, at repræsentanter for stenfiskeriet og Switzers bjærgningsselskab over for udvalget har givet udtryk for de vanskeligheder, en sådan lovgivning kan berede disse erhverv, og da handelsministeren efter mindretallets opfattelse ikke over for udvalget har kunnet påvise, at der foreligger tilfælde, hvor den hidtidige undtagelsesregel i praksis har givet anledning til vanskeligheder eller særlig fare for de pågældende, finder mindretallet det upåkrævet at lovgive mod erhvervenes ønsker."

Da mindretallet dog kunne tilslutte sig de bestemmelser, der havde karakter af arbejderbeskyttelse, erklærede det at ville stemme for loven, dersom et af det stillet ændringsforslag, hvorefter personer, der driver erhvervsvirksomhed som dykkere for egen regning, skulle undtages fra bestemmelserne om dykkerbevis, blev vedtaget.

Dette ændringsforslag blev imidlertid forkastet ved afstemningen efter 2. behandling. Herefter udtalte mindretallet i udvalgets tillægsbetænkning, at det ikke kunne stemme for lovforslaget.

Ved 3. behandling vedtoges derefter lovforslaget med 83 stemmer, idet 40 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.