Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af Den Europæiske Valutaoverenskomst, undertegnet i Paris den 5. august 1955, med tilhørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 27. juni 1958.
Baggrunden for den europæiske valutaoverenskomst var de planer, der fra engelsk side fremkom i 1952-53 om at gøre pundsterling konvertibel for således at styrke pundets stilling og øge dets anvendelse som internationalt betalingsmiddel. Man måtte gå ud fra, at England og andre EPU-lande efter gennemførelse af konvertibilitet ikke ville ønske at fortsætte som medlemmer af Den Europæiske Betalingsunion (EPU). De problemer, som ville opstå i forbindelse hermed, blev i 1954-55 drøftet i Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde (OEEC) i Paris.
Ved den i 1950 oprettede betalingsunion var der etableret dels et centraliseret afregningssystem for betalingerne mellem de deltagende lande, hvorved OEEC-landenes valutaer var blevet indbyrdes konvertible, dels et system af automatiske kreditter i betalingsforholdene mellem de deltagende lande, hvorved der i unionens sidste år blev ydet eller modtaget kredit for 25 pct. af de beløb, som kom til afregning inden for betalingsunionen. Efter gennemførelsen af konvertibilitet ville der ikke mere være det samme behov for et sådant afregningssystem. Desuden var der fra kreditorlandenes side ønsker om at komme bort fra det automatiske kreditsystem, som oprindelig havde taget sigte på ydelse af korte kreditter, men som i praksis havde medført ydelse af mere permanente kreditter.
Under drøftelserne i OEEC var der enighed om, at der i tilfælde af EPUs ophør måtte søges tilvejebragt visse kreditmuligheder inden for OEEC til afløsning af den automatiske kreditgivning i EPU. Sådanne kreditter blev anset for nødvendige for at bistå medlemslandene med at overvinde forbigående betalingsvanskeligheder, f. eks. i forbindelse med overgangen til konvertibilitet. Desuden ønskede man — navnlig fra de kontinentale landes side — at bevare et snævert samarbejde mellem medlemslandene på det valutariske område.
Resultatet af forhandlingerne blev nedfældet i Den Europæiske Valutaoverenskomst (EMA), der skulle afløse overenskomsten om Den Europæiske Betalingsunion. Ved valutaoverenskomsten oprettes der inden for rammerne af Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsorganisation (OEEC) en europæisk fond med en kapital på 600 millioner dollars, der tilvejebringes dels ved overførsel til fonden af EPUs kapital, dels ved bidrag fra medlemslandene. Fonden kan efter ansøgning yde lån til medlemslandene for maksimalt 2 år. Medlemslandenes bidrag til fonden — for Danmarks vedkommende højst 15 millioner dollars — skal indkaldes, når fondens likviditetssituation kræver det, men organisationen har mulighed for, under hensyntagen til de enkelte landes særlige stilling, indtil et vist beløb at give henstand med indbetalingen af bidrag, indtil samtlige andre bidrag er betalt. Danmark og en række andre lande fik på grund af deres ugunstige betalingsbalance i 1955 en sådan særstilling. To af de pågældende lande har nu givet afkald på denne særstilling under hensyn til deres forbedrede betalingsbalance.
Ved Den Europæiske Valutaoverenskomst oprettes endvidere et flersidet alregningssystem.
Afregningssystemet forudsætter, at medlemslandene skal fastsætte snævre margener, inden for hvilke deres valutakurser må svinge. Medlemslandene skal endvidere inden for visse grænser kunne modtage og yde kredit til de øvrige medlemslande; for Danmarks vedkommende er det maksimale månedlige beløb for ydet eller modtaget kredit en sum svarende til 12 millioner dollars.
Ydet kredit skal tilbagebetales enten ved køb af kreditlandets valuta i det frie marked i løbet af den måned, i hvilken kreditten er trukket, eller ved afregning fuldt ud i dollars ved månedens udgang. De månedlige afregninger skal finde sted på grundlag af kreditorlandets laveste kursmarginal over for dollars (køberkursen), d. v. s. til den for debitorlandet ugunstigste kurs.
Den til overenskomsten hørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 27. juni 1958, indeholder ændringer til overenskomsten af rent teknisk art og udgør ifølge sin ordlyd en integrerende bestanddel af selve aftalen.
Den 27. december 1958 gjorde Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien deres valutaer konvertible for valutaudlændinge. Samtidig besluttede disse lande at gøre brug af den i EPU-overenskomsten indeholdte ophørsklausul, hvorefter lande repræsenterende 50 pct. eller derover af de samlede kvoter i EPU når som helst kunne bringe EPU til ophør under forudsætning af, at EMA samtidig blev sat i kraft. Da de nævnte lande repræsenterede 72 pct. af de samlede kvoter i EPU, blev EPU dermed bragt til ophør, og EMA trådte i kraft i overensstemmelse med den til overenskomsten knyttede protokol om foreløbig anvendelse af overenskomsten. Danmark, Norge og Sverige traf samtidig beslutning om at gennemføre en tilsvarende konvertibilitet og at tilslutte sig EPUs ophør og EMAs ikrafttræden.
Den Europæiske Valutaoverenskomst var ved begyndelsen af april 1959 ratificeret af Frankrig, Holland, Norge, Schweiz og Sverige, og regeringen anså det for ønskeligt, at også Danmark ratificerede.
Forslaget til folketingsbeslutning fremsattes i folketinget af statsministeren på udenrigsministerens vegne. Det støttedes i folketinget af samtlige ordførere med undtagelse af den kommunistiske, der gik imod det.
Forslaget vedtoges uændret med 141 stemmer mod 5 (DK).