Om baggrunden for og indholdet af de af udvalget for forretningsordenen foreslåede ændringer i forretningsordenen, hvilke ændringer blev tiltrådt af folketinget i den foreslåede affattelse, anføres i udvalgets betænkning:

„Der har i udvalget været ført en række forhandlinger angående ændringer i folketingets forretningsorden. Særlig indgående er det blevet drøftet, om man — med henblik på at få udvalgsarbejdet lagt ind i fastere rammer — skulle gå over
til i højere grad end hidtil at arbejde med stående udvalg. Sådanne ændringer har også tidligere været drøftet (se herom tillæg B. 1949-50 sp. 3281 ff). Tanken har dog måttet opgives, da det viste sig, at den ikke kunne opnå fornøden tilslutning inden for noget af de i udvalget repræsenterede partier. Dels mente man, at den bestående ordning gav de yngre medlemmer større mulighed for at få lejlighed til at gøre en indsats i udvalgsarbejdet. Dels advaredes der mod en for vidtgående specialisering af arbejdet i folketinget. Man lagde i det hele taget stærk vægt på bevarelsen af den smidighed, der præger den nuværende ordning.

Nærværende forslag tilsigter derfor ingen udvidelse af antallet af stående udvalg.

Derimod er der opnået enighed om forskellige andre ændringsforslag, af hvilke dog kun nogle få er af principiel karakter, mens de øvrige drejer sig om ajourføring af gældende bestemmelser, tydeliggørelser eller rent redaktionelle rettelser.

Størst interesse knytter der sig i principiel henseende til ændringsforslag nr. 4, 11, 12 og 17, hvorefter man ved 2. behandling af udvalgsbehandlede lovforslag m. v. afskaffer begrebet „udvalgets ordfører", idet betænkningen forudsættes at indeholde en redegørelse for udvalgsarbejdets forløb, ligesom samtlige stillede ændringsforslag forudsættes begrundet skriftligt. Det er en reform, der stemmer overens med den stadig mere almindeligt anvendte skriftlige fremsættelse af lovforslag. Efter nyordningen er det hensigten, at ordet straks skal gives til partiordførerne i den rækkefølge, der bestemmes af partiernes størrelsesforhold, og at samtlige i eller uden for betænkningen stillede ændringsforslag frit skal kunne omtales uden forud- .gående mundtlig begrundelse fra forslagsstillernes side. Man vil herved få gennemført en forenkling af de i tingets praksis udformede regler om talernes rækkefølge ved 2. behandling. Desuden skulle der formentlig kunne opnås en tidsbesparelse.

Skal nyordningen kunne virke på bedst mulig måde, bør det imidlertid tilstræbes, at betænkningerne indeholder de fornødne oplysninger til belysning af udvalgsarbejets forløb og til begrundelse af ændringsforslagene. Desuden vil det være ønskeligt, at ændringsforslag uden for betænkningen i større omfang end hidtil ledsages af forklarende bemærkninger.

Ved 3. behandling vil en ordfører for udvalget ikke kunne undværes, når der afgives mundtlig indstilling, hvilket må antages at ville ske i lidt større omfang end hidtil, hvis ændringsforslag nr. 6 vedtages. Sådanne indstillinger er dog som regel ganske kortfattede. Man foreslår derfor, at de afgives af udvalgets formand, medmindre der vælges en særlig ordfører. Også de ændringsforslag, der stilles ved 3. behandling, må i fornødent omfang være skriftligt begrundet.

Angående de øvrige ændringsforslag, som udvalget stiller, kan i hovedsagen henvises til de ledsagende bemærkninger. Dog ønsker man at henlede opmærksomheden på ændringsforslag nr. 7, 8 og 18, der indeholder nye regler vedrørende den afsluttende behandling af lovforslag, hvis 3. behandling har været afbrudt, for at sagen kunne blive undergivet udvalgsbehandling inden vedtagelsen."

Angående de væsentligste af ændringerne i den gældende forretningsorden for folketinget af 17. december 1953 med ændringer af 23. november 1954 anføres:

I § 7 har stk. 3 fået følgende affattelse:

„I hvert folketingsår nedsættes et udvalg på 17 medlemmer til at gøre indstilling til folketinget angående statsrevisorernes betænkning. Tilsvarende udvalg, ligeledes hvert pa 17 medlemmer, nedsættes vedrørende Kongeriget Danmarks Hypotekbanks regnskab samt vedrørende årsberetninger fra Nordisk Råds danske delegation (jfr. lov nr. 292 af 21. december 1957) og fra Europarådets danske delegation, for så vidt sådanne årsberetninger foreligger til behandling."

I tilslutning hertil er foretaget en konsekvensændring i § 17.

Som begrundelse for disse ændringer anføres i bemærkningerne til udvalgets ændringsforslag:

„Ved lov nr. 292 af 21. december 1957 om Nordisk Råd bestemmes i § 3, at den danske delegation afgiver en årlig beretning til folketinget om Nordisk Råds virksomhed, og at regler om folketingets behandling af rådets beretning vil kunne gives i tingets forretningsorden eller ved særskilt folketingsbeslutning.

I overensstemmelse hermed stilles ændringsforslag nr. 3 og 10, der åbner mulighed for en tilsvarende behandling af årsberetninger fra Europarådet, hvis sådanne fremkommer, hvilket der har været fremsat ønske om."

Ved en omredaktion af 3. punktum i § 8, stk. 2, har man taget hensyn til, at der fremtidig ikke skal være nogen ordfører for udvalget ved lovforslags 2. behandling, samt til de ændrede regler vedrørende ordførerskabet, når der afgives mundtlig indstilling ved 3. behandling.

I § 8 har stk. 8 fået følgende affattelse:

„Over et lovforslag, som udvalget har afgivet betænkning over til 2. behandling, kan dog afgives mundtlig indstilling ved 3. behandling, for så vidt udvalgets arbejde afsluttes, uden at der stilles ændringsforslag og intet af udvalgets medlemmer kræver tillægsbetænkning afgivet. Træffes der beslutning om mundtlig instilling, meddeles dette til folketingssekretariatet."

I bemærkningerne anføres herom:

„Ifølge de hidtidige regler kan et udvålg afgive mundtlig indstilling ved 3. behandling, for så vidt indstillingen er enstemmig og går ud på vedtagelse af lovforslaget uden ændringer.

Det foreslås nu — med henblik på at gøre afgivelsen af rent formelle tillægsbetænkninger uden nye oplysninger unødvendig — at give udvalgene en lidt udvidet adgang til at afgive mundtlig indstilling."

Når der ved 3. behandling af et lovforslag vedtages ændringslorslag af vidtrækkende eller principiel karakter, vil det undertiden være hensigtsmæssigt —således som det i enkelte tilfælde har været praktiseret — at gøre brug af forretningsordenens § 7, stk. 6, hvorefter forhandlingen kan afbrydes og sagen henvises til fornyet prøvelse i et udvalg. Der kan derved blive mulighed for — såvel i som uden for tinget — at se nærmere på lovforslaget i den ændrede affattelse inden dets endelige vedtagelse.

Ved tilføjelser til §§ 8 og 13 samt til taletidsreglerne i bilaget til forretningsordenen gives der nærmere regler om, hvordan den videre behandling af sagen i så fald skal foregå. Sådanne regler har hidtil været savnet.

I § 18 er — i overensstemmelse med, hvad der anføres i de indledende bemærkninger — indføjet følgende nye bestemmelse:

„Ændringsforslag til lovforslag og forslag til folketingsbeslutning bør, hvad enten de stilles i eller uden for en udvalgsbetænkning, i fornødent omfang være ledsaget af bemærkninger, der tjener til deres begrundelse."

Da der i forvejen er adgang til at begrunde ændringsforslag i betænkninger og ledsagende bemærkninger, er den foreslåede tilføjelse ikke absolut påkrævet, men den kan måske bidrage til at understrege betydningen af en fyldestgørende skriftlig begrundelse af ændringsforslag.

Efter en i § 20, stk. 5, foretagen ændring kan den, der i henhold til nævnte paragraf stiller et spørgsmål til en minister og får det besvaret mundtligt, altid få ordet 2 gange, uanset om det i anden omgang ikke er for at stille et tillægsspørgsmål.

Ved 1. behandling havde foruden udvalgets ordfører, Gustav Pedersen (S), kun Alfred Jensen (DK) ordet. Han gik imod, at man ville forlade „det gamle hævdvundne princip med ordførertaler ved 2. behandling". Ganske vist var det hensigten, at betænkningerne til gengæld skulle gøres fyldigere, men taleren gjorde gældende, at udviklingen ikke hidtil var gået i den retning, skønt man også ved grundlovsrevisionen i 1953 var inde på ønskeligheden af at få mere materiale frem i betænkningerne. De nye regler angående 3. behandling pegede derimod i den rigtige retning. Taleren havde ingen bemærkninger at gøre „i anledning af, at der ikke i større udstrækning gås over til stående udvalg, selv om flere stående udvalg maske ville betyde en bedre fordeling af arbejdsbyrden i tinget og måske bevirke, at andre grupper blev draget med ind i arbejdet i visse situationer".

Vedrørende de ændrede regler for lovforslags 2. behandling pegede udvalgets ordfører på, at det er uhyre svært at adskille et debatindlæg fra en motivering for et ændringsforslag. Derfor havde man søgt at komme den vej ud, at „man skal motivere sine ændringsforslag eller i øvrigt sin stillingtagen skriftligt, og så kan man supplere det — jeg havde nær sagt alt det, man vil — gennem et mundtligt indlæg". Ordføreren sluttede med at sige, at det, der her foresloges, ikke var en evighedsforanstaltning; det var et forsøg på at få en mere hensigtsmæssig form for forhandlingerne her. „Skulle det vise sig, at ændringen ikke svarer til sit formål, sådan som det er sket med det, der står i forretningsordenen i dag, tager vi sagen op til fornyet behandling, og så regner jeg med, at vi efterhånden kan arbejde os frem til noget holdbart."

Efter 1. behandling var forslaget til en fornyet udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag.

Ved 2. behandling begrundede Alfred Jensen nærmere, hvorfor han ikke kunne støtte forslaget, mens ordføreren imødegik den kritik, som var rettet mod det af den kommunistiske ordfører.

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges derefter enstemmigt med 109 stemmer, idet 4 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.