Ved lovens § 1 ophæves med virkning fra 1. januar 1960 den hidtidige midlertidige lov nr. 263 af 24. juni 1942 om ændringer i patentloven, således som denne var ændret ved lov nr. 348 af 8. juli 1943.

Ved denne midlertidige lovgivning var handelsministeren bemyndiget til at fastsætte, at behandlingen af visse bortfaldne patentansøgninger kunne genoptages, ligesom løbetiden for visse patenter kunne forlænges. Begrundelsen herfor var, at man fandt det ubilligt, at ansøgere, pantenthavere og eventuelle andre interesserede som følge af den ekstraordinære situation under krigen, hvor mange patentrettigheder faktisk ikke kunne udøves, skulle miste de fordele, som patentlovgivningen indrømmer dem. Når disse bestemmelser nu er ophævet, skyldes det, at de grunde, der i sin tid talte for at gennemføre en sådan midlertidig lovgivning, ikke længere findes at være til stede.

Det bestemmes dog i § 2, at ansøgninger om løbetidsforlængelse, der er indkommet før den I. januar 1960, færdigbehandles efter de indtil denne dato gældende regler.

Årsafgifterne for sådanne patenter, for hvilke der er indrømmet en forlænget løbetid, skal dog ifølge § 3 betales efter patentlovens regler og forhøjes altså i overensstemmelse med de i den samtidig gennemførte lov om ændring i lov om patenter (lov nr. 324 af 28. november 1958) fastsatte regler. For at sådanne patenthavere ikke ved forudbetaling af årsafgifterne skal kunne unddrage sig denne forhøjelse af afgifterne, bestemmes det i § 3 ligeledes, at kun afgifter, der i overensstemmelse med de hidtidige regler er betalt inden 1. oktober 1958, ikke undergives forhøjelse.

Lovforslaget, der gennemførtes i forbindelse med det samtidig vedtagne lovforslag om ændring i lov om patenter, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.