Loven har følgende indhold:
§ 1. Ejendom, der omfattes af lov nr. 132 af 30. marts 1946 om konfiskation af tysk og japansk ejendom (konfiskationsloven), og som kommissarius ikke inden 31. juli 1959 har overtaget eller truffet foranstaltninger til at overtage, jfr. konfiskationslovens § 7, fritages herved fra konfiskation. Dette gælder dog ikke ejendom, der er unddraget kommissarius ved, at pligtig anmeldelse svigagtigt er undladt.
§ 2. Endvidere fritages fra 31. juli 1959 at regne nedennævnte rettigheder fra konfiskation:
1. krav på falden arv, der henstår i uskiftede boer, i hvilke kommissarius har anmeldt kravet, men som ikke den 31. juli 1959 er taget under skiftebehandling,
2. krav på efter den 31. juli 1959 forfaldende ydelser i henhold til licenskontrakter, der ikke vedrører her i landet registrerede patenter, og
3. forfatter- og kunstnerrettigheder.
§ 3. Det i konfiskationslovens § 5 omhandlede nævn (dispensationsnævnet) ophæves fra den 31. december 1959 at regne.
Andragender om fritagelse fra konfiskation, der er fremkommet til handelsministeriet eller dispensationsnævnet senere end 31. august 1959, kan ikke tages under behandling af dispensationsnævnet.
Handelsministeren kan dog med tiltrædelse af udenrigsministeren og finansministeren imødekomme et sådant andragende helt eller delvis, såfremt det skønnes undskyldeligt, at andragende ikke tidligere har været indgivet, eller at nye oplysninger i en allerede behandlet sag ikke tidligere er tilvejebragt, eller såfremt der i øvrigt undtagelsesvis måtte foreligge ganske særlige omstændigheder, herunder hensynet til danske interesser, der tilsiger, at dispensation gives. Fritagelse i medfør af denne bestemmelse kan dog kun gives under forudsætning af, at de i konfiskationslovens § 5 i øvrigt angivne betingelser er til stede.
§ 4. Den ved konfiskationslovens § 6 oprettede midlertidige stilling som kommissarius nedlægges fra den 31. marts 1960 at regne.
Handelsministeren udøver efter den 31. marts 1960 med de af denne lov følgende ændringer de kommissarius tillagte funktioner.
§ 5. Det i konfiskationslovens § 7, stk. 2, omhandlede nævn [konfiskationsnævnet] ophæves.
Bestemmelsen i konfiskationslovens § 7, sidste stykke, ophæves. De i henhold til nævnte bestemmelse fastsatte vilkår for videresalg af konfiskeret ejendom ophører at have gyldighed, og tinglyste deklarationer om sådanne vilkår kan udslettes af tingbøgerne på begæring af ejerne af vedkommende ejendomme.
§ 6. Det i konfiskationslovens § 20, stk. 4, omhandlede udvalg ophæves. [Udvalget havde til opgave at afgive indstilling til handelsministeren angående salg af konfiskerede patenter m. v. Det havde allerede nogen tid før lovforslagets fremsættelse ophørt at fungere].
Lovforslaget undergik i folketinget enkelte ændringer, idet man dels udskød de af handelsministeren i §§ 1, 2, 3 og 4 oprindeligt fastsatte frister noget, dels indsatte ordet „svigagtigt" i slutningen af § 1 i stedet for „forsætligt eller ved grov uagtsomhed". Ændringen af fristerne havde hovedsagelig sin begrundelse i, at behandlingen af lovforslaget tog noget længere tid end oprindelig påregnet.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.: „Loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom nr. 132 af 30. marts 1946 har til baggrund en international aftale, nemlig Pariseraftalen af 14. januar 1946, der er undertegnet af i alt 19 lande.
Aftalens hovedbestemmelse om konfiskation er artikel 6 A, der udtaler, at hver af signatarmagterne skal under den fremgangsmåde, som den måtte vælge, beslaglægge tysk, fjendtlig ejendom inden for dens jurisdiktion for at udelukke sådan ejendoms tilbagevenden til tysk eje eller kontrol og skal opføre sådanne aktiver på sin erstatningskonto.
Det nu fremsatte forslag tager — som nævnt i bemærkningerne — sigte på at søge arbejdet med konfiskation af tysk og japansk ejendom her i landet afsluttet. Dette arbejde har stået på i over 12 år og er nu af kommissarius, dispensationsnævnet og de øvrige særlige nævn ført så vidt frem, at de pågældende organer vil kunne nedlægges i løbet af året 1959 under forudsætning af, at der som foreslået finder en frigivelse sted af visse værdier, som kommissarius ikke hidtil har kunnet inddrage.
En frigivelse som den foreslåede medfører ikke, at vi på nogen måde overtræder vore før omtalte internationale forpligtelser, men
er blot påkrævet for at få en formel afslutning på de opgaver, der ved konfiskationsloven blev pålagt administrationen. I modsætning til forholdene i flere andre lande, hvor konfiskationen af tysk og japansk ejendom er gennemført ved administrative dekreter, efterhånden som man kom på sporet af de pågældende værdier, blev tysk og japansk ejendom her i landet konfiskeret ved selve loven umiddelbart ved dennes ikrafttræden den 30. marts 1946, og da der ikke er hjemmel til administrativt at give en generel dispensation, er det nødvendigt, at det punktum, der skal sættes for kommissarii arbejde, sættes ved lov.
En forudsætning for kommissariatets nedlæggelse er det endvidere, at dispensationsnævnets arbejde bringes til afslutning. Ifølge forslaget er 30. april 1959 sat som sidste dag for indsendelse af andragender i henhold til den bestående konfiskationslov om dispensation eller om genoptagelse af tidligere afgjorte sager. Dispensationsnævnet skulle så efter forslaget ophæves den 30. juni 1959 og kommissariatet derefter den 30. september 1959.
Nu åbner forslagets § 3, stk. 3, ganske vist en snæver adgang for handelsministeren til med tiltrædelse af udenrigsministeren og finansministeren også efter nævnets ophævelse at give dispensationer. Denne bestemmelse er begrundet i, at det ikke kan udelukkes, at der efter 30. april 1959 fra en tysk statsborger eller fra et tysk selskab vil kunne fremkomme en ansøgning, som det undtagelsesvis vil være rimeligt eller ønskeligt at tage under behandling. Det kan således tænkes, at faktiske for den pågældende undskyldelige omstændigheder har været til hinder for indgivelse af dispensationsandragende eller for den fulde opklaring af en tidligere behandlet sag, ligesom det kan tænkes, at der i en sag kan gøre sig sådanne ganske særlige omstændigheder gældende — herunder navnlig hensynet til danske interesser — at det skønnes ønskeligt, at dispensation gives.
Det fremgår imidlertid af lovtekstens formulering og af bemærkningerne, at en dispensation i medfør af denne bestemmelse kun skal kunne gives ganske undtagelsesvis.
Ifølge lovforslaget vil efter nævnets ophævelse dispensationer fra konfiskationsloven således i princippet ophøre.
Ved konfiskationslovens ikrafttræden anslog man på grundlag af en opgørelse over de til direktoratet for vareforsyning anmeldte tyskejede værdier nettoprovenuet af den ved loven konfiskerede ejendom til at blive ca. 100 mill. kr. Den samlede nettosum, der er indgået ved konfiskation, androg pr. 1. november 1957 ca. 156 mill. kr....
Som nævnt i forslagets bemærkninger kan der ikke opstilles beregninger over størrelsen af de formueværdier, der foreslås fritaget fra den stedfundne konfiskation, idet fritagelsen så godt som udelukkende omfatter formueværdier, som kommissarius ikke har kunnet efterspore. En del — formentlig en væsentlig del — af de værdier, der foreslås fritaget, består imidlertid i krav på falden arv, der henstår i uskiftede boer. Om disse krav kan det siges, at de i de fleste tilfælde sikkert alligevel efter ansøgning ville blive fritaget fra konfiskationen i overensstemmelse med den dispensationspraksis, der hidtil er fulgt."
Lovforslaget henvises efter 1. behandling til et udvalg, der indstillede det til gennemførelse med de nævnte ændringer.
Vedtagelsen var enstemmig.