Ved fremsættelsen af nærværende lovforslag påpegede boligministeren, at de bestemmelser, der i dag regulerer byggeriet, er i høj grad utidssvarende og mangelfulde. Selve købstadbygningsloven er mere end 100 år gammel. Det er selvfølgeligt, at loven kun kunne tage hensyn til den byggeteknik, der fandtes i midten af forrige århundrede. Endvidere er denne gamle lovs krav til ubebygget areal, bygningshøjder og afstandsforhold helt utilfredsstillende set med nutidens øjne. Loven savner helt bestemmelser, som findes i moderne bygningslovgivning, om en regulering af den enkelte bebyggelse som et led i en større sammenhæng.
Den gældende ordning er også utilfredsstillende i en anden henseende. De bygningsvedtægter, der supplerer lovens bestemmelser, er for det første af forskellig alder. Navnlig de ældre vedtægter er behæftet med de samme mangler, som findes ved selve købstadbygningsloven. Men hertil kommer, at de egentlig tekniske forskrifter om bygningers opførelse, konstruktion og indretning varierer i de forskellige kommuner. Således må der regnes med over 400 delvis forskellige sæt byggeforskrifter. Dette forhold vanskeliggør en standardisering af byggeindustriens produktion og vanskeliggør dermed en rationalisering og en billiggørelse af byggeriet. .....
En ny byggelovgivning må tilstræbe at skabe en vis ensartethed i bestemmelserne. Den må ikke alene beskæftige sig med den enkelte bygning, men må sikre hensyntagen til bygningens omgivelser. Den må endelig ikke mindst danne grundlaget for en mere hensigtsmæssig og forenklet administration af de forskrifter, der på den ene eller anden måde regulerer byggeriet, samtidig med at der sikres en rimelig kontrol med bestemmelsernes overholdelse.
Disse hensyn nødvendiggør på den ene side bestemmelser, hvis gyldighed ikke er begrænset til den enkelte kommune, men som må gælde for alt byggeri i landet. På den anden side må der åbnes mulighed for, at der rundt i kommunerne kan gives bestemmelser, som regulerer byggeriet og ordner bygningsadministrationen under hensyn til de lokale forhold. Endvidere må de tekniske forskrifter let kunne ændres og afpasses i takt med den kommende tids tekniske udvikling.
Denne målsætning har motiveret karakteren af lovforslaget. Det indeholder først og fremmest hovedbestemmelser af principielt indhold....
I øvrigt foreslås der som hidtil givet hjemmel for de enkelte kommuner til at udfærdige supplerende bestemmelser i bygningsvedtægter...."
Et af ministeriet nedsat udvalg til udarbejdelse af et udkast til en landsbyggelov afgav betænkning i december 1955. Lovforslaget svarer med enkelte afvigelser til udvalgets lovudkast.
Da lovforslaget ikke gennemførtes i indeværende folketingsår, men agtes genfremsat i det følgende, vil alene lovforslagets hovedpunkter blive omtalt nedenfor.
Loven skal gælde for købstæderne og for landet uden for København og Frederiksberg, dog bortset fra Færøerne og Grønland (§ 1).
For Københavns kommune gennemførtes i 1939 en ny byggelov. Frederiksberg har i lighed med København en særlig byggelov (af 1890), og Frederiksberg kommunalbestyrelse har over for ministeriet udtrykt ønske om bibeholdelse af en særlov for kommunen på dette område og i forbindelse hermed oplyst, at kommunalbestyrelsen agter at fremkomme med forslag om en lovrevision for Frederiksbergs vedkommende. Under hensyn til kommunens særlige forhold, til, at Frederiksberg hidtil har haft en særlig byggelov, og til kommunalbestyrelsens stilling er i forslaget Frederiksberg kommune foreslået holdt helt uden for loven.
Med hensyn til byggeriet i de åbne landdistrikter indeholder lovforslaget en særordning for det normale byggeri på landet, nemlig for jordbrugets bygninger og for småhuse i de egentlige landdistrikter. En væsentlig del af lovens bestemmelser skal efter forslaget ikke gælde for dette byggeri. Det drejer sig om bestemmelser, der hovedsagelig er motiveret med forholdene i bymæssige bebyggelser, eller hvis anvendelse på jordbrugets bygninger og det spredte småhusbyggeri i landområderne i alt fald er mindre påkrævet. Forslaget fritager endvidere dette byggeri for en egentlig byggesagsbehandling, idet der ikke skal søges byggetilladelse eller indhentes godkendelse, og der føres heller ikke som i byerne tilsyn med byggeriets udførelse. Derimod indeholder lovforslaget ingen bestemmelser, hvorefter det her omhandlede byggeri undtages fra forskrifterne i det nedenfor omtalte bygningsreglement. Det er dog hensigten at begrænse reglementets anvendelse således, at småhusbyggeriet og boliger, der hører til landbrug, skovbrug eller gartneri, ikke undergives en række af reglementets bestemmelser, og at avls- og driftsbygninger stort set holdes helt uden for reglementet. I forbindelse med den tilsigtede forenkling i lovgivningen har justitsministeren i et forslag til en ny brandlov foreslået en ophævelse af de bygningsmæssige bestemmelser i brandpolitiloven for landet, som i dag gælder for landbrugets bygninger. Disse bestemmelser må derfor afløses af tilsvarende bestemmelser i bygningsreglementet. I øvrigt må det tages i betragtning, at omend en del af bygningsreglementet formelt gælder for småhuse på landet, vil en række af bestemmelserne ikke kunne finde anvendelse, fordi de efter deres indhold er begrænset til etagebyggeri.
Alle lovens materielle bestemmelser foreslås derimod at skulle gælde for alt andet byggeri i de åbne landområder som f. eks. mejerier, teglværker o. lign. bygninger til erhvervsformål samt forsamlingshuse, skoler, sygehuse o. s. v. Kontrollen med dette byggeri foreslås dog begrænset til en godkendelse af byggeprojekterne (§ 20).
Denne særlige ordning for bebyggelser i de åbne landområder er lovens hovedregel. Der foreslås givet amtsråd og kommunalbestyrelser en beføjelse til med to tredjedeles flertal at beslutte en udvidet anvendelse af lovens bestemmelser (§§ 2, stk. 6-8, 19 og 12, stk. 1).
I modsætning til de ældre byggelove er forslagets saglige indhold i de fleste henseender som nævnt begrænset til hovedbestemmelser af principielt indhold, der udfyldes og suppleres ved bestemmelser uden for loven. Disse bestemmelser foreslås givet dels i et af boligministeren udfærdiget, for hele lovens område fælles bygningsreglement, dels i kommunale bygningsvedtægter (§ 6). Det er en vigtig nydannelse, at lovforslaget således giver hjemmel til, at boligministeren kan udfærdige et bygningsreglement, der er fælles for hele lovens område. Formålet hermed er at give de detaljerede tekniske forskrifter om bygningers materialer, konstruktioner og indretning m. m. på en sådan måde, at der både tilvejebringes den fornødne ensartethed i teknisk henseende landet over og opnås mulighed for, at bestemmelserne til enhver tid kan tilpasses efter udviklingen.
De bygningsvedtægter, hvori de enkelte kommuner kan udfærdige supplerende bestemmelser, skal som hidtil vedtages af kommunalbestyrelsen og stadfæstes af boligministeren. Deres indhold vil navnlig være bestemmelser om administrative forhold og om forhold som f. eks. bebyggelsens tæthed og højder, hvis nærmere regulering må variere i de forskellige bysamfund og må ske i overensstemmelse med den pågældende kommunes byplanmæssige dispositioner.
Enhver købstad og enhver sognekommune, som har en samlet bebyggelse med mere end 1 000 indbyggere, skal ifølge forslaget tilvejebringe en bygningsvedtægt. I andre sognekommuner kan kommunalbestyrelsen besluttede tilvejebringelse af en sådan vedtægt. Kredsen af kommuner, der således får pålagt en pligt til at gennemføre en bygningsvedtægt, er afgrænset på samme måde som kredsen af kommuner, der efter byplanloven har pligt til at tilvejebringe en byplan for kommunen.
Hvad angår ordningen af bygningsmyndighederne (§§ 7—9), opretholder lovforslaget princippet i den gældende lovgivning, at byggelovens lokale administration som et kommunalt anliggende varetages af kommunale myndigheder. Derimod foreslås den bestående bygningskommissionsordning afløst af en ordning, hvorefter kommunalbestyrelsen udøver den almindelige bygningsmyndighed med bistand af et rådgivende bygningsråd med blandet politisk-sagkyndig sammensætning.
Forslaget om bygningsmyndighedens henlæggelse til kommunalbestyrelsen tager i overensstemmelse med den i bygningslovgivningen stedfundne udvikling gennem nyere bygningsvedtægter sigte på en udvidet regulering af bebyggelserne i sammenhæng og som led i større helheder ud fra byplanmæssige hensyn. Bygningsmyndighedens henlæggelse til kommunalbestyrelsen har hensyn hertil og tilsigter en samling af ansvaret for administrationen af byggeloven og byplanloven.
For sognekommunernes vedkommende er ordningen med en kommunal administration foreslået begrænset til umiddelbart at gælde de byplanpligtige kommuner, d. v. s. kommuner, der rummer samlet bebyggelse med mere end 1 000 indbyggere, mens det for andre sognekommuner er foreslået overladt til kommunalbestyrelsen, om kommunen ønsker at overtage bygningsmyndigheden.
Til at udøve den almindelige bygningsmyndighed i de sognekommuner, som ikke er pligtige og ikke selv ønsket at have en kommunal bygningsadministration, foreslås oprettet amtskommunale bygningsmyndigheder — amtsbygningsråd — der tillige skal afløse amterne som anke- og dispensationsmyndighed i sognekommunerne. Amtsbygningsrådene foreslås oprettet i nær tilknytning til amtsrådene og med en blandet politisk-sagkyndig sammensætning.
Lovforslaget søger (§ 5) at sikre de myndigheder, som varetager administrationen af bygge- og byplanlovgivningen, indseende med udstykninger, som finder sted med henblik på bebyggelse, hvad enten de udstykkede grunde tænkes bebygget straks eller først efter forløbet af et kortere eller længere tidsrum. Bestemmelsen tilsigter særligt at opnå indseende med udstykninger, der vil eller kan komme til at blive udgangspunkt for begyndende bymæssig bebyggelse i landområder. Der foreslås derfor tillagt bygningsmyndigheden — henholdsvis kommunalbestyrelsen og amtsbygningsrådet — en beføjelse til at modsætte sig ikke alene udstykninger, som vil komme i strid med loven, men også udstykninger, som vil komme i strid med forsvarlig og hensigtsmæssig bebyggelsesmæssig udvikling. Den nævnte beføjelse foreslås i områder, der er inddraget under byreguleringsloven (byudviklingsområder), henlagt til vedkommende byudviklingsudvalg.
Bestemmelsen må ses som en del af lovforslagets betydningsfulde bestemmelser om bebyggelsesregulering.
En centralt spørgsmål er i denne forbindelse grundudnyttelsen til bebyggelse, d. v. s. forholdet mellem bebyggelsen og dens friarealer. Bestemmelserne herom (kap. 5) har til formål at sikre en i de forskellige områder forsvarlig og rimelig almindelig begrænsning af bebyggelsens tæthed og at sikre de enkelte bebyggelser forsvarlige og tilfredsstillende forhold i henseende til friarealer og afstande.
Forslaget bygger på nyere principper, som på grundlag af Københavns byggelov af 1939 i dag er gennemført i flere købstæders bygningsvedtægter, og som har fundet anvendelse i de almindelige krav til det statsstøttede boligbyggeri. Der opstilles principale krav om friarealer og om disse arealers indretning bestemt af deres funktioner som opholds-, adgangs-, tilkørsels- og parkeringsareal, alt efter arten af bebyggelsen (§ 30). Når disse funktionskrav er opfyldt, bestemmes en bebyggelses tilladelige maksimale omfang som et forhold mellem bygningernes etageareal og friarealerne, herunder medregnet en del af det tilstødende vejareal (udnyttelsesgrad) (§ 28, stk. 3-7).
Forslagets bestemmelser om udnyttelsesgradernes størrelse (8 31) tager deres udgangspunkt i principale maksimale udnyttelsesgrader, som umiddelbart skal gælde for områder uden planlægning, og giver nærmere regler om forhøjelser af udnyttelsesgraderne på grundlag af planlægning. De bygger på en hovedsondring mellem ældre byområder med overvejende sluttet bebyggelse og andre områder. De sidstnævnte områder er områder med villaservitutter, de senere årtiers åbne parkbebyggelser og den mere tilfældige spredte bebyggelse. I disse områder kan gennemføres en sådan begrænsning i bebyggelsens omfang, at de krav, som efter nutidens synspunkter må stilles til friarealer og bygningsafstande, gennemføres helt ud, hvorimod der for de ældre byområder med overvejende sluttet bebyggelse må tages hensyn til den eksisterende bebyggelses tæthed og de herved begrundede grundværdier.
Den planlægning, der skal kunne give grundlag for gennemførelsen af højere udnyttelsesgrader, er kommunernes almindelige byplanlægning i henhold til byplanloven (dispositionsplaner), partielle byplanvedtægter og reguleringsplaner samt bebyggelsesplaner (for en flerhed af grunde eller et større areal).
Bestemmelserne bygger i første række på kommunernes almindelige byplanlægning og går i hovedsagen ud på følgende:
I bygningsvedtægter kan som led i kommunens almindelige byplanmæssige dispositioner fastlægges en inddeling af kommunen i grundkredse (8 15) med varierende udnyttelsesgrader i almindelighed inden for rammer, der er angivet i loven.
I forbindelse med udlæg i bygningsvedtægter af områder til erhvervsbebyggelser eller blandet bebyggelse (§ 16) kan fastsættes særlige udnyttelsesgrader for de pågældende områder i almindelighed inden for rammer, der er angivet i loven.
Endelig kan i bygningsvedtægt tillægges bygningsmyndigheden beføjelse til for byggeri, som opføres på grundlag af godkendte bebyggelsesplaner, at tillade en vis begrænset forhøjelse af den for området i øvrigt gældende almindelige udnyttelsesgrad.
I byplanvedtægter og reguleringsplaner kan gennemføres indskrænkninger eller forhøjelser af udnyttelsesgrader uden bestemte grænser i loven.
I denne forbindelse bør nævnes, at det såkaldte reguleringsinstitut, der kendes fra den københavnske byggelov, er optaget i lovforslagets kap. 9. Formålet med disse bestemmelser er at give mulighed for en fremtidig ombygning af ældre bykvarterer i tilfælde, hvor i hvert fald nogle af grundejerne er interesseret i og i stand til at deltage i byfornyelsen. Der må da foretages en opgørelse og udjævning af de forskellige ejeres og andre rettighedshaveres økonomiske interesser, og de foreslåede bestemmelser henlægger denne opgave til en særlig reguleringskommission for hver landsretskreds.
Det bemærkes, at de nævnte bestemmelser om friarealer, udnyttelsesgrader, grundkredse og byggeområder ikke vil finde anvendelse på det normale byggeri på landet, d. v. s. jordbrugets avls- og driftsbygninger og småhuse i områder uden kommunal bygningsmyndighed.
Andre væsentlige bestemmelser af bebyggelsesregulerende art er foreslået i § 28, stk. 2, og i § 29, der i øvrigt heller ikke vil gælde for det lige nævnte byggeri på landet.
I § 28, stk. 2, er for beboelsesbygninger i ikke-planlagte områder foreslået en almindelig begrænsning af bygningshøjden til 2 etager og 8% meters højde over terrænet.
I § 29 er foreslået en bestemmelse om, at bygninger som almindelig regel skal holdes mindst 2% m fra naboskel, medmindre det i bygningsvedtægt i forbindelse med en grundkredsinddeling er bestemt, at bebyggelsen skal opføres som sluttet bebyggelse i vej linjen. Garager, udhuse og lignende småbygninger må dog føres helt ud i skellet, og der foreslås endvidere tillagt bygningsmyndigheden en almindelig dispensationsadgang.
I kapitel 4 er der foreslået nogle bestemmelser om bebyggelsers forhold til vej. Bestemmelser herom har hidtil været optaget i byggelovgivningen. Det drejer sig om den enkelte bebyggelses adgang til vej, om udlæg af nye veje — deres beliggenhed, retning og bredde — og om vejudvidelser i forbindelse med ny bebyggelse med en vej. En lov om bestyrelsen af de offentlige veje blev gennemført i 1957, og et af ministeren for offentlige arbejder nedsat udvalg har til opgave at udarbejde forslag til en ny lovgivning om private veje. De foreslåede bestemmelser i lovforslagets kapitel 4 er udformet under hensyntagen til den nævnte lov om de offentlige veje, men i øvrigt på grundlag af principperne i den gældende bygningslovgivning. Bestemmelserne skal ikke foregribe overvejelserne i udvalget om de private vejes retsforhold, og det må forudses, at der samtidig med fremsættelsen af et forslag til lov om private veje må stilles forslag til ændring af kapitel 4 i byggeloven.
I § 61 er foreslået en almindelig tidsbegrænsning af byggetilladelser og godkendelser, således at en bebyggelse efter 80 års forløb skal kunne forlanges bragt i overensstemmelse med den til den tid gældende lovgivning. Avls- og driftsbygninger for jordbrugserhvervene er dog foreslået undtaget fra denne tidsbegrænsning. Den tilsvarende bestemmelse i Københavns byggelov har en tidsbegrænsning på 100 år, men i overensstemmelse med byggelovsudvalgets forslag er 80 år anset for at være et tilstrækkelig langt tidsrum til, at de økonomiske interesser i bygningerne kan afvikles.
At byggeriet er undergivet bestemmelser i flere love og administrativt udfærdigede forskrifter og afgørelser fra en række forskellige myndigheder, har givet anledning til megen kritik fra de projekterendes og byggendes side. Kritikken har fremdraget indbyrdes uoverensstemmelser mellem såvel de forskellige forskrifter som navnlig myndighedernes konkrete krav til byggeforetagender. Den har ved siden heraf været rettet imod, at de projekterende i stor udstrækning ud over at søge byggetilladelse hos bygningsmyndigheden skal indhente andre myndigheders tilladelser eller godkendelser med hensyn til byggeprojekterne, og at de i tilfælde, hvor andre tilladelser eller godkendelser ikke er foreskrevet, ofte senere bliver udsat for andre krav end de krav, bygningsmyndigheden har stillet.
Lovforslaget tilstræber at afhjælpe disse uheldige forhold.
Således er i en vis udstrækning foreslået eller forudsat en overførelse af forskrifter fra anden lovgivning til bygningslovgivningen. Det gælder således en række bestemmelser i brandlovene og de af justitsministeren i medfør heraf udstedte bekendtgørelser. Det gælder endvidere bestemmelser i medfør af loven om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger af 1950, og det gælder sundhedsvedtægternes bestemmelser om bygningsmæssige forhold.
I denne forbindelse bemærkes, at boligministeren med tilslutning af folketingets finansudvalg i november 1958 har nedsat et byggeteknisk nævn til at være rådgivende for ministerier og andre myndigheder, der udfærdiger og administrerer forskrifter om byggetekniske forhold, og til at virke til fremme af en hensigtsmæssig samordning af sådanne forskrifter og deres administration. I § 11 er optaget bestemmelser om dette nævns opgaver og sammensætning og endvidere foreslået en beføjelse for boligministeren til at give nærmere bestemmelser om nævnets virksomhed. Udgifterne til nævnets virksomhed afholdes af statskassen.
Dernæst søges tilvejebragt en hensigtsmæssig samordning af administrationen på det lokale plan. Lovforslagets § 10 indeholder en hjemmel for boligministeren til at udfærdige bestemmelser om bygningsmyndighedernes samarbejde med andre myndigheder. Det er hensigten herved at søge byggesagernes ekspedition samlet hos bygningsmyndigheden, så at de byggende kun skal henvende sig ét sted.
Ved 1. behandling gav alle partiers ordførere tilsagn om en velvillig behandling af lovforslaget i et udvalg. Der var almindelig enighed om, at en ajourføring, modernisering og forenkling af byggelovgivningen var påkrævet. En grundig og omfattende udvalgsbehandling af lovforslaget ville imidlertid efter alles mening være nødvendig, og det blev fra flere sider fremhævet, at en gennemførelse af lovforslaget i indeværende folketingsår næppe var mulig.
Navnlig ordførerne for venstre og det konservative folkeparti nærede betænkelighed ved en del af lovforslagets principper og enkeltbestemmelser, som måtte drøftes nærmere i udvalget.
Kryger (V) fandt det således udelukket at give blot nogenlunde ensartede regler for land og by og frygtede, at en del af lovforslagets bestemmelser ville være for strenge for byggeriet i landdistrikterne. Den måde, hvorpå en sammensmeltning af lovbestemmelser tænktes foretaget, var efter hans opfattelse ikke ubetinget heldig. I øvrigt fandt han, at ejerens ret til at bebygge og udnytte sin grund yderligere forflygtigedes gennem lovforslagets bestemmelser, som dels var for strenge, dels prisgav ejerne til de administrative myndigheders skøn.
Adolph Sørensen (KF) fremhævede navnlig betydningen af en forenkling af byggesagernes ekspedition. Forslaget indebar ikke en egentlig landsbyggelov og medførte ikke absolut ensartethed, men var dog et skridt i den rigtige retning. Han måtte i øvrigt tage forbehold, indtil et udkast til bygningsreglementet forelå. Det var vigtigt, at endelige afgørelser i så vid udstrækning som muligt blev henlagt til lokale instanser, og han frygtede, at lovforslaget ville medføre nye hæmmende institutioner.
Boligministeren havde fremsat lovforslaget nu for at give god tid til arbejdet, men havde ikke nogen forestilling om, at det skulle vedtages i år. De praktiske udøvere af bygningsvirksomheden skulle have god tid til at se på det og komme med deres bemærkninger, så det kunne komme til at svare til forventningerne.
Det udkast til bygningsreglement, som kunne forelægges udvalget, kunne derfor kun blive af foreløbig karakter.
Ministeren tilsagde bistand ved udvalgsarbejdet og ville være meget villig til at drøfte ændringer, som skyldtes sagligt begrundede ønsker.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde.