Ved lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning, der afløste naturfredningsloven af 1917, indførtes i § 31 en bestemmelse, hvorefter der ved overfredningsnævnets foranstaltning skulle udarbejdes planer over og beskrivelse af almeninteressante, særlig ejendommelige eller smukke landskaber, så at der på grundlag heraf kunne udarbejdes en samlet frednings- plan enten for hele landet eller for enkelte landområder. Udgifter hertil skulle bevilges ved finansloven.
Ved nærværende lov erstattes denne paragraf af nedenstående bestemmelser, der indføjes i den gældende naturfredningslov som et nyt kapitel med overskriften „V. Fredningsplaner" (§§ 33-39):
§ 33. Det påhviler statsministeren at lade udarbejde planer over og beskrivelse af almen interessante eller særlig ejendommelige landskaber samt arealer, som det på grund af deres naturskønhed eller beliggenhed må anses for ønskeligt at bevare fri for bebyggelse eller andre foranstaltninger, der kan ødelægge eller forringe de pågældende områder for almenheden.
Udgifterne hertil bevilges på finansloven.
§ 34. Til at udarbejde de i § 33 nævnte planer kan statsministeren nedsætte et udvalg for hele landet eller særlige udvalg for en eller flere amtsrådskredse eller for andre nærmere bestemte områder.
Udvalgene kan antage fornøden sagkyndig medhjælp.
§ 35. Når en fredningsplan er udarbejdet af et af de i § 34 omhandlede udvalg, indsender dette planen til overfreaningsnævnet. Såfremt overfredningsnævnet godkender fredningsplanen, hvorom bekendtgørelse vil være at indrykke i Statstidende, må, indtil fredning af de pågældende arealer er gennemført eller endeligt opgivet, hvorom bekendtgørelse ligeledes indrykkes i Statstidende, tilstanden på de under planen inddragne områder ikke uden vedkommende udvalgs tilladelse forandres, men de pågældende arealer må udelukkende udnyttes på samme måde som hidtil. Navnlig må der i det omhandlede tidsrum ikke uden udvalgets tilladelse på arealerne opføres bygninger af nogen art eller anbringes master, boder eller andre indretninger eller foretages beplantninger, der kan ødelægge eller forringe de pågældende områders betydning for almenheden. Såfremt udvalgets tilladelse nægtes, kan ejeren indanke sagen for overfredningsnævnet. Går overfredningsnævnets afgørelse imod ejeren, kan han kræve fredningssag rejst i overensstemmelse med lovens almindelige bestemmelser.
§ 36. Når overfredningsnævnets godkendelse foreligger, foranlediger det udvalg, der har udarbejdet fredningsplanen, denne tinglyst og noteret på tingbogens blade for de ejendomme, som helt eller delvis omfattes af planen. Aflysning skal ligeledes ved udvalgets foranstaltning finde sted, når planerne er endeligt opgivet.
§ 37. Det påhviler endvidere de i § 34 omhandlede udvalg at underrette statsministeren om, hvilke arealer der er inddraget under fredningsplanerne med henblik på udnyttelse som opholdspladser, campingpladser o. lign. samt til frie badestrande.
Statsministeren kan pålægge udvalgene at søge sådanne arealer erhvervet til det offentlige eller på anden måde sikret til det tilsigtede formål ved overenskomst med ejeren og andre i vedkommende ejendom berettigede.
Om udfaldet af forhandlingerne afgiver udvalget meddelelse til statsministeren, som afgør, om sagen skal fremmes på det ved forhandlingerne tilvejebragte grundlag, henholdsvis ved rejsning af fredningssag efter naturfredningslovens almindelige regler.
Statsministeren kan gøre sin godkendelse betinget af, at købesummen for ejendommen eller erstatningen for servitutten udredes på samme måde som i § 17 anført.
§ 38. Skønner et udvalg, at spørgsmålet om et areals fredning kan forventes rejst snarest efter fredningsplanens godkendelse af overfredningsnævnet, kan udvalget vælge at rejse fredningssag efter lovens almindelige regler.
§ 39. Bestemmelserne i § 7 og § 32, sidste stykke, finder anvendelse på de i § 34 omhandlede udvalg.
Herudover foretages ved loven — bortset fra tekniske ændringer — enkelte mindre ændringer i naturfredningsloven. Disse tilføjedes under sagens behandling i folketinget og går ud på følgende:
1) Mens den staten påhvilende del af erstatninger for fredninger, der har betydning for hele landet eller store dele deraf, hidtil iflg. § 17, stk. 2, har kunnet fastsættes til indtil to tredjedele, kan man nu gå op til tre fjerdedele. I ganske særlige tilfælde kan overfredningsnævnet ved enstemmig beslutning bestemme, at statskassen skal udrede indtil ni tiendedele af erstatningen.
2) I § 17, stk. 3, har man ophævet den hidtil gældende bestemmelse om, at den del af erstatningen, der pålægges en i fredningen særlig interesseret kommune, er uden indflydelse på fordelingen af den øvrige erstatningsudredelse mellem staten og de øvrige bidragydere. Herefter vil fredningsnævnet og overfredningsnævnet være frit stillet med hensyn til fordelingen af erstatningspligten mellem statskassen, amtsfonden og den eller de særlig interesserede kommuner.
3) En i § 33, stk. 4, foretaget ændring åbner mulighed for, at staten kan afholde udgifterne til skiltning, der kan henlede publikums opmærksomhed på fredede områder med adgang for offentligheden.
4) Endelig skal nævnes, at den stedfundne prisstigning har foranlediget forhøjelse af nogle beløb i § 19, stk. 3, og § 21, stk. 1.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte statsministeren bl. a.: „De senere års stærke udvikling af kommunikationsmidlerne har medført, at hverken boliger eller arbejdspladser i samme grad som tidligere behøver at placeres i eller i umiddelbar tilknytning til byerne, men sådan bebyggelse vil ofte med fordel kunne anbringes på steder, der tidligere landskabeligt set har henligget uforstyrret. Hertil kommer, at væsentlig større kredse end tidligere har mulighed for at komme bort fra byerne for at nyde ferier og anden fritid i naturen, således at et stigende behov for sommerhuse samtidig har bevirket en ofte uskøn og rodet bebyggelse på de mest naturskønne steder.
Befolkningens interesse i, at landskabets naturværdier bevares, trues således nu langt stærkere end før, medens det behov, der i stigende omfang foreligger for at kunne forhindre, at naturskønne egne eller andre områder af værdi for befolkningens friluftsliv ødelægges ved byggeri, som uden vanskelighed kunne have været placeret andetsteds, ikke har kunnet tilfredsstilles effektivt i den gældende lovgivning.
Foruden den mulighed, naturfredningsloven indeholder for gennem rejsning af fredningssag at sikre sådanne truede områder, indeholder byplanloven og loven om regulering af bymæssige bebyggelser hjemmel til at regulere byggeriet inden for visse områder. For de to sidstnævnte loves vedkommende er der imidlertid ikke tale om et egentligt byggeforbud. Endvidere tager gennemførelsen af en fredningssag erfaringsmæssigt lang tid, og da den hastige udvikling ofte nødvendiggør en hurtig indsats og har gjort spørgsmålet om sikring af større områder aktuelt, vil en afværgelse af uheldige indgreb i de landskabelige værdier bedst kunne ske ved tilvejebringelse af fredningsplaner.
Ved en fredningsplan pålægges der de pågældende arealer en foreløbig servitut, hvorefter tilstanden ikke må ændres, men arealerne må udelukkende udnyttes på samme måde som hidtil. Ved en sådan foreløbig servitut skabes der således sikkerhed for, at der ikke uden fredningsmyndighedernes godkendelse kan foretages foranstaltninger, der vil ændre landskabsforholdene og forringe det pågældende område for almenheden. På den anden side er der kun tale om et foreløbigt bånd på den pågældende ejers frihed til at råde over sin ejendom. Såfremt han nemlig ønsker at ændre tilstanden på ejendommen, har han, såfremt hans ønske ikke kan imødekommes, krav på, at der rejses fredningssag efter naturfredningslovens almindelige regler.
I den gældende naturfredningslov findes i § 31 en regel, hvorefter det påhviler overfredningsnævnet at udarbejde planer og beskrivelse af de almeninteressante, særlig ejendommelige eller smukke landskaber, således at der på grundlag heraf kan udarbejdes en samlet fredningsplan enten for hele landet eller for enkelte områder. Sådanne fredningsplaner er af overfredningsnævnet foranlediget udarbejdet for Københavnsegnen og Århusegnen samt for Fanø og omgivelserne af Arresø.
Overfredningsnævnet administrerer de gennemførte fredningsplaner og tager stilling til fremsatte ønsker om ændring i eller dispensation fra de godkendte planer. Dette påfører overfredningsnævnet et ikke ubetydeligt arbejde.
Ved det foreliggende lovforslag søges denne forretningsgang forenklet, således at initiativet til fredningsplaners udarbejdelse henlægges til statsministeriet og administrationen af planerne til de i forslagets § 34 nævnte udvalg, medens overfredningsnævnet i overensstemmelse med dets almindelige placering i loven som overordnet myndighed alene skal fungere som godkendende organ og som ankeinstans.
Denne forenkling må under hensyn til den stigende aktivisering af fredningsvirksomheden, som de nævnte forhold har nødvendiggjort, anses for påkrævet dels af hensyn til grundejerne, som opnår en hurtigere afgørelse af eventuelle dispensationsandragender, dels af hensyn til overfredningsnævnets varetagelse af de opgaver, der i øvrigt er pålagt det ved loven.
Foruden at udarbejde fredningsplaner — foranstaltninger, som alene tilsigter bevarelse af eksisterende naturværdier — foreslås det i § 37, at udvalgene også skal søge tilvejebragt arealer, der kan anvendes som campingpladser, opholdspladser o. lign. for befolkningen, og søge frie badestrande åbnet for almenheden.
Selv om der er behov for udarbejdelse af fredningsplaner flere steder, er det dog tanken i første omgang kun at nedsætte 2 udvalg, nemlig et udvalg vedrørende Nordsjælland og et udvalg vedrørende Jyllands vestkyst....
Forslagets § 37 tillægger ikke udvalgene nogen besluttende myndighed, men alle spørgsmål om fremskaffelse af arealer til campingpladser, opholdspladser o. lign. samt til frie badestrande skal søges løst på frivillighedens grund. Hvis udvalgene ikke kan opnå den fornødne aftale med ejeren af sådanne arealer om, at det offentlige erhverver arealerne eller erhverver sådanne rettigheder over arealerne, at de kan benyttes til det angivne formål, vil udvalgene ikke have anden beføjelse end at indstille til statsministeren, at der rejses fredningssag for de pågældende arealer efter naturfredningslovens almindelige regler.
I denne forbindelse henledes opmærksomheden på, at ministeriet for offentlige arbejder ved § 23 i loven om bestyrelsen af de offentlige veje har hjemmel til ved ekspropriation at erhverve arealer til egentlige rastepladser ved vejene. De i § 37 omhandlede opholdspladser tænkes ikke placeret i umiddelbar tilknytning til vejene".
Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i nogle ændringsforslag (jfr. ovenfor). I udvalgets enstemmige betænkning udtales bl. a.:
„Under forhandlingerne har udvalget bl. a. drøftet spørgsmålet om udlændinges adgang til at erhverve fast ejendom her i landet. Da dette spørgsmål imidlertid principielt ingen forbindelse har med naturfredningen, er der enighed om, at spørgsmålet eventuelt må løses ved en særlig lov, jfr. grundlovens § 44, stk. 2.
Statsministeren har under samråd oplyst, at de i § 34 omhandlede udvalg vil få en alsidig sammensætning under videst mulig hensyntagen til lokale forhold, således at de interesserede amts- og sogneråd får lejlighed til at udpege personer i eller uden for deres egen midte, som nyder almindelig tillid og er i besiddelse af lokalkendskab. Som formand for de nævnte udvalg vil fortrinsvis blive udpeget en amtmand inden for det område, fredningsplanen omfatter."
Lovforslaget vedtoges enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
I den ændrede affattelse er naturfredningsloven optaget i Lovtidende som lovbekendtgørelse nr. 106 af 21. marts 1959.