Loven, der træder i stedet for lov nr. 134 af 2. maj 1934 om udvandring, har følgende indhold:

§ 1. Ved en udvandrer forstås en i Danmark fast bosat person, der forlader landet for at tage fast ophold og søge sit udkomme i udlandet, eller et af hans familiemedlemmer, der enten ledsager ham eller senere forlader Danmark i den hensigt at slutte sig til ham.

§ 2. Arbejdsdirektøren varetager med bistand af de offentlige arbejdsanvisningskontorer administrationen af denne lov.

Det påhviler arbejdsdirektøren at yde udvandrere bistand, herunder at tilvejebringe og i fornødent omfang offentliggøre oplysninger om forholdene i de lande, hvortil der her fra landet finder eller kan finde udvandring sted.

Arbejdsdirektøren skal følge den virksomhed, som erhvervsvirksomheder eller andre udøver med hensyn til meddelelse af oplysninger og ydelse af støtte til udvandrere samt med hensyn til uddannelse af disse.

Arbejdsdirektøren udarbejder i samarbejde med det statistiske departement oversigter med så fuldstændige statistiske oplysninger som muligt vedrørende udvandringen her fra landet.

§ 3. Den, der planmæssigt eller mod vederlag eller ved meddelelse af urigtige eller vildledende oplysninger om forholdene i et fremmed land søger at bevæge nogen til at udvandre, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Arbejdsdirektøren kan pålægge den, der om forholdene i et fremmed land har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, som kan antages at fremme udvandringen til det pågældende land, at berigtige oplysningerne på den efter forholdene mest hensigtsmæssige måde. Arbejdsdirektørens afgørelse kan indbringes for arbejdsministeren. Undladelse af at efterkomme pålægget straffes med bøde.

§ 4. På samme måde som anført i § 3, stk. 1, straffes den, der uden arbejdsdirektørens tilladelse træffer aftale med en person, som agter at udvandre, om, at den pågældendes befordring helt eller delvis skal aftjenes ved arbejde eller betales efter ankomsten til bestemmelsesstedet.

Såfremt arbejdsdirektøren nægter at meddele en tilladelse som omhandlet i stk. 1, kan ansøgeren indbringe spørgsmålet for arbejdsministeren.

§ 5. Denne lov træder i kraft den 1. april 1959.

Samtidig med lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 134 af

2. maj 1934 vedrørende udvandring.

Den de autoriserede udvandringsagenter i henhold til § 31 i lov nr. 134 af 2. maj 1934 påhvilende pligt til at erlægge koncessionsafgift bortfalder dog pr. 31. december 1958.

Den af de autoriserede udvandringsagenter i henhold til § 6 i lov nr. 134 af 2. maj 1934 stillede sikkerhed tilbagebetales den 1. oktober 1959.

§ 6. Denne lov gælder ikke for Færøerne.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte arbejdsministeren som begrundelse for den foreslåede nyordning:

„Når jeg har fundet det rigtigt nu at fremsætte forslag til en ny udvandringslov, er årsagen den, at en række regler i den gældende lov af 2. maj 1934 i tidens løb er kommet ud af takt med udviklingen.

Reglerne i loven af 1934, der for en dels vedkommende har rod i den første lovgivning på dette område — lov af 1. maj 1868 om tilsyn med udvandreres befordring — tilsigter for det første en beskyttelse af udvandrerne under rejsen til indvandringslandet. Dette formål søges nået derved, at kun særligt bemyndigede personer — autoriserede udvandringsagenter — må formidle befordringen af udvandrere. Til gengæld er det pålagt udvandringsagenterne til det offentlige at udrede en koncessionsafgift på 1 pct. af billetprisen for rejsen til indvandringslandet for de ved agentens mellemkomst befordrede udvandrere.

Loven tilsigter dernæst — ved oplysningskontoret for udvandring (statens udvandringskontor) — at tilvejebringe de bedst mulige oplysninger om forholdene i indvandringslandene til brug for udvandringsinteresserede og at bekytte udvandrere mod urigtig eller vildledende propaganda eller udnyttelse.

Loven omfatter umiddelbart kun udvandring, som sker med skib til oversøisk havn, men den kan ved kgl. anordning sættes i kraft for udvandring til europæiske lande samt for sådan udvandring, som ikke foregår med skib til oversøisk havn. Dette er ikke sket, og det er derfor alene skibsfarten, som er undergivet de særlige regler om udvandringsagenter, koncessionsafgift m. v., medens den udvandring, som finder sted ad luftvejen — i de senere år ca. 50 pet. af den samlede udvandring — ikke er undergivet disse regler.

Denne forskelsbehandling af skibsfart og luftfart har været genstand for stærk kritik fra danske rederorganisationer og store udenlandske skibsfartsselskaber, og på denne baggrund har arbejdsministeriet overvejet spørgsmålet om på den ene side en lempelse i de hidtil gældende regler med sigte på en tilpasning til den udvikling i trafikmidlernes art og kapacitet, der er sket siden lovens ikrafttræden, og på den anden side en inddragelse af luftfarten under loven.

Når henses til den udvikling, der har fundet sted ikke alene i trafikmidlernes tekniske standard og kapacitet, men tillige i de — i vid udstrækning på internationalt grundlag hvilende — regler til skibs- og luftfartens betryggelse, er der efter arbejdsministeriets opfattelse ikke længere tilstrækkelig grund til at opretholde de hidtil gældende regler med sigte på udvandrernes beskyttelse under rejsen, endsige til at udvide disse regler til også at omfatte rejser med fly.

Herved bortfalder grundlaget for opretholdelsen af størsteparten af de regler, der indeholdes i den gældende lovs afsnit II-VI samt afsnit VIII om udvandringsagenter, befordringskontrakter og anmeldelser for udvandrere m. v. samt koncessionsafgift, og tilbage bliver kun afsnit I (definition af begrebet udvandrer) samt afsnit VII og IX om oplysningskontoret for udvandring (statens udvandringskontor). Under hensyn hertil har man ved lovforslagets drøftelse i regeringen overvejet at foreslå loven ophævet i dens helhed.

Det er imidlertid regeringens opfattelse, at der er visse opgaver, der hidtil har påhvilet statens udvandringskontor, som det offentlige ikke kan skyde fra sig uden derved at forringe den beskyttelse, som hidtil er ydet de samfundsborgere, som af en eller anden grund står foran beslutningen om at udvandre. Dette gælder navnlig den neutrale oplysningsvirksomhed for udvandrere, beskyttelsen af udvandrere mod ansvarsløs propaganda, hvervning eller økonomisk afhængighed og endelig administrationen af de gældende stagiairesoverenskomster (d. v. s. overenskomster mellem stater om udveksling af unge i uddannelsesøjemed).

Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at det offentlige i Norge, Sverige og Finland sørger for en oplysningsvirksomhed, hvorigennem alle udvandringsinteresserede vederlagsfrit kan få oplysninger om forholdene i de oversøiske lande.

I overensstemmelse hermed er i det foreliggende lovforslag, til hvilket jeg i øvrigt tillader mig at henvise, foreslået opretholdt de regler i den gældende lov, der tager sigte på at skaffe udvandringsinteresserede bedst mulig oplysning om forholdene i indvandringslandene og at beskytte udvandrere mod vildledende oplysninger og propaganda samt økonomisk udnyttelse i forbindelse med udvandringen. Reglerne er samtidig søgt forenklet med henblik på en klargøring og lettelse af administrationen, hvorhos loven foreslås udvidet til også at omfatte sådan udvandring, som finder sted til ikke-oversøiske lande.

Reglerne om autorisation af udvandringsagenter, disses virksomhed, befordringskontrakter, koncessionsafgift etc. med sigte på en særlig beskyttelse af udvandrere under rejsen til indvandringslandet er derimod ikke medtaget i forslaget og vil følgelig bortfalde ved forslagets ophøjelse til lov. Samtidig vil den hidtidige forskelsbehandling af skibsfart og luftfart bortfalde. Indtægten ved koncessionsafgift er for finansåret 1958-59 anslået til 25 000-30 000 kr.

Da en gennemførelse af lovforslaget vil medføre en forenkling af det administrative arbejde ved lovens anvendelse, er det foreslået, at administrationen af loven fremtidig henlægges til arbejdsdirektoratet, således at statens udvandringskontor nedlægges som selvstændig institution. Herved vil foruden en intensivering af den i forvejen bestående kontakt mellem arbejdsanvisningen og udvandringstilsynet opnås en besparelse i udgiften til lønninger m. v., der skønsmæssigt er anslået til 45 000 kr. årlig."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag. I udvalgets enstemmige betænkning hedder det:

„Udvalget har holdt 4 møder og herunder haft et samråd med arbejdsministeren og modtaget en deputation af repræsentanter for Dansk Kirke i Udlandet, Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Den danske Folkekirkes Nødhjælp.

I det nævnte samråd har udvalget fået udførlige svar på en række spørgsmål og oplysninger om en række problemer. Udvalget er blevet gjort bekendt med det samarbejde, som under den hidtil gældende lov har været iværksat mellem udvandringskontoret og ovennævnte kirkelige institutioner, og idet udvalget henstiller, at dette søges fortsat under den nye lov, indstiller hele udvalget lovforslaget til vedtagelse uforandret."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.