Siden oprettelsen af de to husmandskreditforeninger i 1880 har staten — som det omtales i bemærkningerne til forslaget til den heromhandlede lov — med hjemmel i kreditforeningsloven garanteret for renten af foreningernes 3½ og 4 pct.s kasseobligationer. Med enkelte afbrydelser har garantien fra 1915 ved midlertidige love været udvidet til også at omfatte 4% pct.s obligationer og i de senere år tillige 5 og 6 pct.s obligationer.

Denne garanti var, ligesom de tidligere ophævede begunstigelser med hensyn til refusion af vurderingsomkostninger og honorarer til de af staten udpegede revisorer, begrundet i, at foreningerne oprindelig ydede lån til ejendomme på landet, som de øvrige foreninger ikke ønskede at belåne. Da karakteren af foreningernes panter har ændret sig, dels som følge af forbedringen af husmandsbrugenes kvalitet, dels på grund af det voksende byggeri af parcelhuse på landet og på købstædernes markjorder, er det blevet muligt at konsolidere foreningerne således, at statens garanti ilclce længere kan anses for påkrævet. Foreningerne har derfor erklæret sig indforstået med en afvikling af garantiordningen.

I forbindelse med drøftelserne om afvikling af statsgarantien har husmandskreditforeningerne fremsat ønske om visse ændringer i deres lånegrænser og låneområder. Regeringen har erklæret sig rede til at forhandle herom.

Som følge af de særlige forhold i Sønderjylland efter genforeningen påtog staten sig at garantere for Sønderjyllands Kreditforenings 45-årige serier. Efter den stedfundne udvikling i landsdelen skønnes garantien ikke længere påkrævet for nye serier. Foreningens ledelse har derfor erklæret sig indforstået med, at garantien bortfalder efter en tilsvarende afviklingsperiode som for husmandskreditforeningerne, idet man dog har taget det forbehold, at man kan rejse sagen på ny, hvis en ændring af forholdene i Sønderjylland skulle gøre det påkrævet. Begrundelsen for afviklingsperioden er, at foreningerne bør have mulighed for at træffe de nødvendige forberedelser til åbning af nye serier og afdelinger til afløsning af de nu åbne, at overgangen ikke bør ske for pludseligt, og at de åbne afdelinger ikke bør lukkes så tidligt, at de bliver af en for ringe størrelse.

I overensstemmelse med, hvad der ovenfor er anført, tilsigter nærværende lovs § 1 en afvikling af boligministerens i kreditforeningsloven hjemlede bemyndigelse til at garantere for husmandskreditforeningernes 372 og 4 pct. s obligationer. Bemyndigelsen har hidtil ikke været tidsbegrænset, men kan efter loven kun benyttes for kasseobligationer, som er udfærdiget for lån, stiftet senest pr. december termin 1962 i afdelinger, der var åbne for udlån ved lovens ikrafttræden.

§ 2 omfatter forlængelse og afvikling af boligministerens ved midlertidige love hjemlede bemyndigelse til at garantere for 472 og 5 pct.s obligationer, der havde gyldighed til udgangen af 11. december termin 1958, således at der bliver samme frist for afviklingen af de nu åbne serier til 472 og 5 pct. som for de øvrige åbne serier.

Ved § 3 afvikles på tilsvarende måde boligministerens ved midlertidig lov hjemlede ikke-tidsbegrænsede bemyndigelse til at garantere for 6 pct.s obligationer med en 10-årig amortisationsperiode.

Endelig afvikles ved § 4 boligministerens ved specielle love hjemlede bemyndigelse til at garantere for renten af Sønderjyllands Kreditforenings 8., 9. og 11. serie. Også her kan bemyndigelsen senest benyttes for kasseobligationer, der udfærdiges for lån stiftet senest pr. december termin 1962.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider, men gav ved 1. behandling anledning til nogle udtalelser om husmandskreditforeningernes fremtidige lånegrænser og låneområder, idet der herom gjorde sig forskellige opfattelser gældende.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.

Ved 2. behandling gav Bladt (S) som udvalgets ordfører udtryk for forventning om, at der snarest ville blive fremsat et lovforslag om husmandskreditforeningernes lånegrænser. Man ville så få lejlighed til i et folketingsudvalg at føre realitetsforhandlinger om dette spørgsmål, som der ikke skulle tages stilling til under den foreliggende sags behandling (jfr. nærmest efterfølgende sag).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt.