Loven har følgende indhold:

§ 1. De i henhold til lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre §§ 20 og 22 fastsatte renteerstatninger og de i lovens § 31, stk. 2, fastsatte beløb for årslønnen, således som disse har været reguleret, senest pr. 1. oktober 1957, forhøjes med virkning fra 1. april 1958 med 5 pct. De herefter fremkomne årslønbeløb afrundes til det nærmeste med 3 delelige beløb i kroner.

§ 2. For hver gang, lønnen for en tjenestemand i 7. lønningsklasse på første løntrin med stedtillæg (sats c) stiger eller falder i forhold til den pr. 1. april 1958 i henhold til lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd gældende løn, vil de i lov om erstatning til besættelsestidens ofre §§ 20 og 22 omhandlede løbende erstatningsydelser og de i lovens § 31 omhandlede beløb for årslønnen, således som disse erstatningsydelser og beløb fastsættes pr. 1. april 1958, jfr. nærværende lovs § 1, være at forhøje eller nedsætte med et beløb, der udgør samme procent af erstatningsydelserne m. v., som stigningen eller faldet udgør af forannævnte tjenestemandslønning. De herefter fremkomne årslønbeløb afrundes til det nærmeste med 3 delelige beløb i kroner.

§ 3. Denne lov træder i kraft straks med virkning fra den 1. april 1958. Samtidig ophæves § 33, stk. 1, i lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte socialministeren:

„Forslaget er en følge af den nye lønningslov for statens tjenestemænd, idet de i erstatningsloven omhandlede løbende ydelser — renter til invalider og renter til efterladte — såvel som de årslønbeløb, der lægges til grund ved beregningen af erstatningsydelserne — reguleres i takt med tjenestemandslønningerne.

Reguleringerne har ifølge lovens § 33 hidtil fulgt lønningen for en tjenestemand i etaternes 14. lønningsklasse med ét alderstillæg og stedtillæg efter tjenestemandslovens sats C og foreslås nu — efter at der ved den nye lønningslov har fundet en omgruppering sted af lønningsklasserne — knyttet til den hertil nærmest svarende gruppe: 7. lønningsklasse.

Da ydelserne efter erstatningsloven i det hele har fulgt svingningerne i statstjenestemandslønningerne, er der i lovforslaget ligeledes optaget en bestemmelse, hvorefter erstatningerne og de i loven omhandlede beløb for årslønnen pr. 1. april 1958 forehøjes med 5 pct., hvilket gennemsnitligt svarer til den pr. 1. april 1958 stedfundne procentvise nettoforhøjelse af lønnen for tjenestemænd, som på dette tidspunkt blev aflønnet i den tidligere 14. lønningsklasse med et alderstillæg og stedtillæg efter sats C.

Reguleringsbestemmelsen i erstatningslovens § 33 har medført, at tillæggene til erstatningsydelser og årslønbeløb for tiden efter 1. oktober 1957 har udgjort i alt 104,6 pct. af erstatningslovens oprindelige beløb. Herefter er nu maksimumsårslønnen 16 368 kr. og minimumsårslønnen 9 207 kr. Eksempelvis udgør renten ved 100 pct. invaliditet og maksimumsårsløn i dag 13 094 kr. 40 øre og renten til en enke uden børn ved maksimumsårsløn 8 184 kr.

Lovforslaget vil betyde, at der straks med virkning fra den 1. april 1958 sker en forhøjelse af maksimums- og minimumsårsløn til henholdsvis 17 187 kr. og 9 666 kr., således at maksimumsrenten herefter bliver 13 749 kr. 60 øre og maksimumsrenten for en enke uden børn 8 593 kr. 50 øre. Derudover vil forslaget medføre, at erstatningsydelserne fremover reguleres i takt med lønnen til en tjenestemand i 7. lønningsldasse med stedtillæg efter sats C.

Forslaget skønnes at medføre en øjeblikkelig udgift for statskassen på ca. 350 000 kr. årlig, hvortil kommer en stigning på ca. 55 000 kr. for ydelserne efter krigsulykkesforsikringsloven for søfarende, der følger satserne i erstatningsloven og reguleres i takt med disse."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning indstillede lovforslaget til vedtagelse i uændret affattelse og i øvrigt udtalte:

„Udvalget har holdt 3 møder og har herunder haft et samråd med socialministeren.

I det nævnte samråd blev det ved lovforslagets 1. behandling rejste spørgsmål om krigsforliste fiskeres enkers ligestilling med krigsforliste sømænds enker gjort til genstand for en drøftelse. Denne resulterede i, at der på ministerens foranledning nedsættes et embedsmandsudvalg, som skal forsøge at løse det nævnte spørgsmål.

Udvalget ønsker endvidere at henlede finansministerens opmærksomhed på den beskatning, som finder sted for så vidt angår de fra Tyskland og eventuelt andre lande udbetalte erstatninger til ofre for nationalsocialismens forfølgelser, idet der beskatningsmæssigt gøres forskel efter, om erstatningen ydes med et engangsbeløb eller udbetales ratevis."

Ved 3. behandling oplyste udvalgets ordfører, at udvalget mellem 2. og 3. behandling havde modtaget en deputation fra Sammenslutningen af Frihedskampens Erhvervshæmmede. Deputationen fremførte en række problemer omkring behandlingen af sager, især omhandlende tidligere koncentrationslejrfanger, ligesom den ankede over, at sager, der ikke var indbragt senest 2 år efter den gældende lovs ikrafttræden, ikke havde mulighed for senere at blive rejst.

Under henvisning hertil henstillede ordføreren på udvalgets vegne, „at der optages forhandling med de administrative myndigheder, som træffer den endelige afgørelse i disse sager, med henblik på, at der ved fastsættelsen af invaliditetsgraden tages tilstrækkeligt hensyn til de smidigere bestemmelser, der blev givet i § 1, stk. 2, i loven af 12. april 1957 om tillæg til og ændring i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, og at der dispenseres fra ankefristen i det omfang, som sager af denne karakter har krav på. Eventuelle tvivlstilfælde bør komme andrageren til gode, og der bør i det hele taget ved administrationen af denne lovgivning — også ved tilkendelse af erstatning — vises forståelse for de særegne forhold, der knytter sig til de tidligere koncentrationslejrfangers tilværelse."

I disse synspunkter erklærede socialministeren sig enig.

Lovforslaget mødte tilslutning fra alle sider, omend Ragnhild Andersen (DK) beklagede, at en række spørgsmål endnu henstod uløste. Vedtagelsen var enstemmig.