Loven har følgende indhold:

§ I.

I lov nr. 51 af 25. marts 1872 om konkurs samt om nogle forandringer i de gældende bestemmelser om pant og eksekution sker følgende ændringer:

Til § 43.

Paragraffen affattes således:

„Når nogen, som efter lovgivningen er forpligtet til at føre forretningsbøger eller for ikke længere end 1 år siden har udøvet virksomhed med sådan forpligtelse, har standset sine betalinger, har enhver fordringshaver, så længe standsningen med betalingen varer, ret til at forlange skyldnerens bo taget under konkursbehandling, uden at han behøver at føre andet eller videre bevis for skyldnerens insolvens."

Til § 46.

I § 46 udgår „ , jfr. § 45,".

§ 2.

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1960.

Lovændringen, der gennemførtes i forbindelse med den samtidigt vedtagne bogføringslov (se nærmest foregående sag) er at betragte som en konsekvens af, at den nu gennemførte bogføringslov ophævede de i § 7 i den tidligere gældende lov om bogføring m. v. indeholdte bestemmelser, der foretog visse ændringer i konkurslovens bestemmelser.

Loven er bortset fra ikrafttrædelsesdatoen enslydende med et i folketinget 1953-54 fremsat lovforslag, til hvis ledsagende bemærkninger der da også henvistes ved fremsættelsen (årbog 1953-54, side 543). Fra disse bemærkninger citeres her følgende redegørelse for indholdet af den ved loven foretagne ændring i konkurslovens bestemmelser:

„Ved § 7 i lov nr. 98 af 10. maj 1912 om bogføring m. v. blev i forbindelse med den da stedfindende regulering og udvidelse af bogføringspligten den i § 45 i lov nr. 51 af 25. marts 1872 om konkurs m. m. indeholdte bestemmelse af begreberne handlende, fabrikanter og skibsredere ændret, således at konkurslovens særregler om disse grupper erhvervsdrivende fremtidig skulle omfatte enhver, der efter lovgivningen er forpligtet til at føre forretningsbøger. I bogføringslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., bemærkedes dog udtrykkeligt, at den anførte bestemmelse ikke skulle gøre nogen forandring i den bestående lovgivning med hensyn til, hvilke konkursboer der skal behandles ved sø- og handelsretten, jfr. herom konkurslovens § 149, nu § 9, stk. 11, i lov om rettens pleje, lovbekendtgørelse nr. 265 af 15. september 1953; i den omhandlede relation gælder således stadig den snævrere bestemmelse af de nævnte grupper erhvervsdrivende, som indeholdtes i konkurslovens § 45 i sin oprindelige skikkelse.

Den ved bogføringsloven af 1912 ændrede affattelse af konkurslovens § 45 har herefter alene betydning i forhold til konkurslovens §§ 43, 44 og 46, der indeholder bestemmelser om adgangen til at forlange en skyldners bo taget under konkursbehandling i tilfælde af betalingsstandsning eller undladelse af at betale efter forudgående notarialbeskikkelse samt om skyldnerens pligt til at erklære sig fallit.

Efter det forslag til en ny lov om bogføring, som fremsættes samtidig med nærværende lovforslag, ophæves bogføringslov nr. 98 af 10. maj 1912 i sin helhed, derunder også § 7, som ændrede konkurslovens § 45.

Når denne bestemmelse bortfalder, vil det være nødvendigt på, anden måde at fastslå området for konkurslovens §§ 43, 44 og 46,
og dette er ved bogføringslovforslaget forudsat løst ved en samtidig og særskilt ændring af konkursloven.

Nærværende lovforslag har herefter til formål at fastslå, at de nævnte bestemmelser i konkursloven som hidtil kommer til anvendelse på alle bogføringspligtige personer.

I stedet for som i den gældende lov i en særskilt paragraf (§ 45) at bestemme kredsen af personer, på hvilke lovens specialregler om handlende, fabrikanter og skibsredere finder anvendelse, har man fundet det lovteknisk mere hensigtsmæssigt at fastslå i lovens § 43, at denne bestemmelse gælder for bogføringspligtige; således som §§ 44 og 46 er formulerede, vil disse bestemmelser herefter finde anvendelse på de samme personer. Den omhandlede ændring af systematikken er således af rent formel art.

Efter det fremsatte bogføringslovforslag vil der vel ske en udvidelse af kredsen af bogføringspligtige i forskellige henseender, og efter nærværende forslag vil dermed også kredsen af de personer, der omfattes af konkurslovens §§ 43, 44 og 46, blive udvidet tilsvarende. Man er imidlertid af den opfattelse, at en sådan udvidelse er uden betænkelighed, og at de nævnte bestemmelser i konkursloven som hidtil bør være knyttet til det nugældende klare og retsteknisk let anvendelige kriterium, om bogføringspligt foreligger eller ej.

Uanset at forslaget medfører, at konkurslovens § 45 i sin oprindelige affattelse bortfalder, er der dermed ikke tilsigtet nogen ændring med hensyn til sø- og handelsrettens skiftekompetence. Bestemmelsen herom i retsplejelovens § 9, stk. 11, må derfor forstås som omfattende samme grupper erhvervsdrivende som konkurslovens § 45 i sin oprindelige affattelse."

For tydeliggørelsens skyld bemærkes, at selv om den nu gennemførte bogføringslov på flere punkter afviger fra det forslag til lov om bogføring m. v., der fremsattes i folketingsåret 1953-54, og hvortil der henvises i de ovenfor citerede bemærkninger, giver disse bemærkninger dog en fuldgyldig beskrivelse af indholdet af den nu gennemførte ændring i konkurslovens bestemmelser, idet der ved den nu gennemførte bogføringslov netop er foretaget den ophævelse af bestemmelserne i den tidligere bogføringslov af 1912, som også blev foreslået i det i 1953-54 fremsatte forslag til lov om bogføring m. v. (årbog 1953-54, side 540).

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.