Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd: Folketinget beslutter, at fhv. minister for Grønland Johannes Kjærbøl skal tiltales for rigsretten til straf i anledning af hans embedsførelse i året 1957.

Tiltalen rettes mod forhenværende minister Johs. Kjærbøl,

1) fordi han som minister for Grønland i marts 1957 gennem den kgl. grønlandske handel medvirkede til, at 7 af Handelens skibsførere den 11. marts 1957 afgav en erklæring, som på et væsentligt punkt, nemlig vedrørende passagerbefordring ved vintersejlads, var ændret i forhold til en af skibsførerne den 8. samme måned afgiven erklæring, hvori advaredes mod sådan befording, til trods for at han var vidende om, at erklæringen skulle bruges som dokumentation over for folketinget ved besvarelsen af et af nu afdøde folketingsmand A. Lynge stillet spørgsmål, der drejede sig om forsvarligheden af vintersejlads med passagerer,

2 a) fordi han som minister for Grønland den 13. marts 1957 i folketinget i sine besvarelser af nu afdøde folketingsmand A. Lynges spørgsmål af 11. samme måned om forsvarligheden af at opretholde vinterbesejling på Grønland, med fuldt passagerantal og sammes tillægsspørgsmål den 13. marts som bekræftelse for rigtigheden af sine udtalelser om, at vintersejlads burde opretholdes, uden nærmere oplysninger om dens tilblivelsesmåde dokumenterede skibsførernes erklæring af 11. samme måned, skønt han var vidende om, at skibsførerne i disses erklæring af 8. samme måned havde tilrådet at indskrænke vintersejlads til det mindst mulige, særlig med henblik på passagerbefordring, og derved undlod at give folketinget fuld og loyal oplysning om alle kendsgerninger, som var af betydning for folketingets vurdering,

2 b) subsidiært fordi han dokumenterede skibsførernes erklæring af 11. samme måned uden at have sikret sig, at erklæringen var udtryk for skibsførernes virkelige mening om vintersej ladsen med passagerer, til trods for at han var bekendt med folketingsmand A. Lynges spørgsmål og den alvorlige baggrund herfor, herunder Lynges henvisning til, at Grønlandsnavigatørerne efter hans opfattelse for størsteparten var modstandere af vintersejlads, at han var bekendt med, at en af medunderskriverne, skibsfører Møller, i Dagbladet Politiken havde udtalt sig imod vintersejlads, og at han var bekendt med, at der havde været vanskeligheder ved tilvejebringelsen af skibsførernes erklæring af 11. marts, hvorved han undlod at opfylde sin pligt som minister til at sikre folketinget fuld og loyal oplysning om alle kendsgerninger, som var af betydning for folketingets vurdering,

3) fordi han som minister for Grønland i marts 1957 over for daværende redaktør af Grønlandsposten Palle Brandt har fremsat trusler om at afskedige denne fra nævnte stilling, såfremt redaktør Brandt fortsatte med at fremkomme med kritiske artikler om forsvarligheden af vintersejlads på Grønland.

Folketinget vælger til offentlig anklager under denne rigsretssag højesteretssagfører Carl Ricard.

Forslaget fremsattes på forslagsstillernes vegne af Ninn-Hansen (KF), der understregede, at man ved fremsættelsen af forslaget ikke havde dømt nogen på forhånd, men følt det som en pligt at bidrage til at få en trist sag bragt til afslutning.

„Når folketinget af en minister bliver udsat for vildledende oplysninger, som det var tilfældet den 13. marts 1957, må tinget reagere herimod. Hvis det er andre end den ansvarlige minister, der bærer den egentlige skyld for forsømmelsen, er det ikke folketingets, men regeringens sag at gennemføre de foranstaltninger, der skal træffes i den anledning.

Folketinget er derimod henvist til alene at gøre ansvaret gældende over for den ansvarlige minister, og anses en retlig afgørelse for nødvendig, vil rigsretten være eneste mulige forum herfor.

Grundloven anviser kun denne vej, hvis man mener, pligtforsømmelsen over for folketinget har været af et sådant omfang, at ansvaret herfor må fastlægges. Gennem rigsrettens behandling gives der også alle de garantier, som vor retspleje indeholder til opnåelse af en retfærdig afgørelse. I modsætning til undersøgelsesudvalgets behandling af sagen vil forklaringerne blive afgivet under vidneansvar, anklager og forsvarer vil tilvejebringe bevismaterialet, og retsmøderne vil foregå i fuld offentlighed. Det uheldige indtryk, befollmingen har fået af mange forhold ved offentliggørelsen af dommerudvalgets beretning, har sat en diskussion i gang, der ikke er heldig for folkestyrets anseelse. Rigsretten — landets højeste domstol — vil ved sin afgørelse standse diskussionen om denne sag. For de implicerede i sagen må det også være en fordel at få fjernet den nuværende usikkerhed om ansvaret og få det fastlagt. For folketinget er det en nødvendighed at få en afgørelse, der ikke kan betvivles."

Forslaget blev ved 1. behandling imødegået af justitsministeren, hvis udførlige udredning af sagen mundede ud i, at „vi i justitsministeriet efter nøje overvejelse er nået til det resultat, at sagen ikke vil kunne gennemføres til domfældelse, og at rigsretssag derfor ikke bør rejses."

Statsministeren tog ligeledes afstand fra tanken om en rigsretstiltale, der efter alt foreliggende forekom ham urimelig.

Efter at have været gjort til genstand for en indgående debat henvistes sagen til et udvalg, der afholdt 6 møder.

I udvalgets betænkning erklærede et flertal, bestående af regeringspartiernes medlemmer, at det ikke kunne tiltræde forslaget om en rigsretsanklage, men ville stille et dagsordensforslag af nærmere angivet indhold (jfr. nedenfor). Et mindretal, bestående af venstres og det konservative folkepartis medlemmer, indstillede forslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det var fremsat.

Ved 2. (sidste) behandling stillede Niels Andersen, Einer-Jensen, Victor Gram, Per Hækkerup, Frode Jakobsen, Lannung, K. Axel Nielsen, Peter Nielsen og Edel Saunte det bebudede forslag om overgang til næste sag på dagsordenen, der havde følgende ordlyd:

„Folketinget afviser det af Ninn-Hansen, Henry Christensen, Erik Eriksen, Axel Kristensen, Poul Møller, Sønderup, Poul Sørensen og Thestrup stillede forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod fhv. minister Johannes Kjærbøl.

Folketinget tager de af undersøgelsesudvalget afgivne beretninger og rigsadvokatens udtalelser til efterretning og understreger det beklagelige i, at fhv. minister Johannes Kjærbøl ikke i sit svar på Augo Lynges spørgsmål gav oplysning om sit kendskab til de vanskeligheder, der havde været forbundet med at fremskaffe kaptajnserklæringen af 11. marts 1957, og derved lod erklæringen indgå i besvarelsen med større vægt, end dens tilblivelseshistorie berettigede til, og opfordrer regeringen til at søge kommissionsarbejdet vedrørende en ministeransvarlighedslov fremmet mest muligt.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Efter forhandlingens slutning sattes dagsordensforslagets 1. afsnit først til afstemning. Denne foretoges efter formandens afgørelse ved navneopråb og gav til resultat, at 85 medlemmer (alle hørende til regeringspartierne) stemte for afsnittet og 73 (alle hørende til venstre, det konservative folkeparti, Danmarks kommunistiske parti eller socialistisk folkeparti) imod. 9 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod (Baunsgaard (RV), Djurhuus (Færøerne), Kirkegaard (RV), Elias Lauf (Grønland), A. C. Normann (RV), Paabøl (V), Hans Schmidt (SI), Slipsager (RV) og Aksel Sørensen (RV)). 12 medlemmer var fraværende.

Resten af dagsordensforslaget (begyndende med: „Folketinget tager ....") vedtoges med 90 stemmer mod 5 (DK), idet 71 medlemmer (V og KF samt Baunsgaard, Elias Lauf, Hans Schmidt og Aksel Larsen) afholdt sig fra at stemme.

Dagsordensforslaget var dermed som helhed vedtaget og forslaget til folketingsbeslutning bortfaldet.