Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om ændringer i

1. lov om landbrugsejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 259 af 8. august 1958, således at adkomst på en landbrugsejendom ikke må erhverves af selskaber, foreninger, legater, stiftelser el. lign. eller af personer, der ikke selv vil drive pågældende ejendom og lade dennes drift være hovederhverv,

2. ligningsloven, jfr. bekendtgørelse nr. 326 af 15. december 1959, der begrænser adgangen for ikke-landmænd til at fratrække underskud ved landbrugsvirksomhed i anden indtægt.

Forslaget begrundedes ved fremsættelsen således af Fuglsang (DK):

„Det har i egentlige landbrugerkredse fremkaldt betydelig uro, at samtidig med at antallet af landbrugsejendomme stadig går tilbage, overgår et stigende antal af disse i hænderne på ikke-landmænd. Således gælder det for de største ejendomme med over 10 tdr. hartkorn, at i femåret 1954-58 er 34 pct. eller en tredjedel af de ejendomme, der er solgt i fri handel, købt af ikke-landmænd mod 27 pet. i det forudgående femår, og denne udvikling fortsætter i stigende grad. Mens byboernes interesse synes at have været mindre for middelbrugenes vedkommende, stiger den igen med hensyn til husmandsbrugene, af hvilke 19 pct. blev købt af ikke-landmænd.

I visse tilfælde har denne jordbegærlighed ført til omgåelse af forbuddet mod at erhverve mere end to ejendomme.

Årsagen til denne udvikling kan bl. a. søges i visse pengestærke kredses interesse i at anbringe deres midler i det nogenlunde værdifaste, som jord er. En anden og væsentlig grund er ønsket om ved benyttelse af landbrugets gunstige afskrivningsregler at udnytte den bestående adgang for ikke-landmænd til at fratrække underskud ved landbrugsvirksomhed i anden indtægt.

Denne udvikling er ingenlunde ny. F. eks. så vi også i krigsårene sådanne forsøg på ved ejendomskøb at anbringe ved spekulation eller på anden vis lettjente penge til skade for landbrugserhvervets egne udøvere.

Rent umiddelbart har disse opkøb ført til en unaturlig stigning i ejendomspriserne — i de konkrete tilfælde op over, hvad erhvervets egne folk er i stand til at betale. Dertil kommer det væsentlige, at de folk, der på denne måde opkøber ejendomme, ikke på samme tid tænker på at skifte erhverv. Deres hovederhverv vil stadig ligge uden for landbruget. Dette medfører i praksis, at de lader deres ejendomme drive af andre, og at disse, landbrugets praktiske folk, kommer til at virke som bestyrere, forpagtere o. lign. for andre.

Det er dette, der med rette har fremkaldt røre og krav om forholdsregler fra lovgivningsmagtens side, således som det allerede kendes i andre lande, f. eks. Sverige. Dette gælder i høj grad fra husmandsside, men også fra landboforeningskredse. Vi ved, at der kunne tænkes andre og også stærkere indgreb end det her foreslåede, men vi mener, at det må være et rimeligt og naturligt minimumskrav, at jorden forbeholdes dem, der selv vil dyrke den og bygge deres eksistensgrundlag på den."

Landbrugsministeren kunne ikke tiltræde forslaget, om hvilket han dels på egne, dels på finansministerens vegne udtalte:

„Det foreliggende forslag til folketingsbeslutning indeholder i punkt 1 en opfordring til at foretage ændringer i lov om landbrugsejendomme, således at adkomst på en landbrugsejendom ikke må erhverves af selskaber, foreninger, legater, stiftelser el. lign. Hertil er at bemærke, at der allerede er lovgivet herom ved lov nr. 127 af 16. april 1957 om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord. Efter denne lov er selskaber, foreninger og andre sammenslutninger samt legater, stiftelser og andre selvejende institutioner i almindelighed udelukket fra at erhverve adkomst på landbrugsejendomme, medmindre erhvervelsen overvejende sker til udnyttelse af særlige forekomster i jorden eller til udnyttelse til andre i loven nærmere angivne særlige formål.

I forslagets punkt 1 er tillige rejst spørgsmål om gennemførelse af et forbud mod erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom for personer, der ikke selv vil drive ejendommen og lade dennes drift være hovederhverv, og i forslagets punkt 2 er der rejst spørgsmål om en begrænsning i adgangen for ikke-landmænd til at fradrage underskud ved landbrugsvirksomhed i anden indtægt.

Med hensyn til begge disse spørgsmål skal jeg bemærke, at den landbokommission, som blev nedsat for nylig, blandt sine opgaver har taget bl. a. spørgsmålene om jordlovgivningen, om ejendomsstørrelsen og om besiddelsesformer op til undersøgelse. Det må forventes, at kommissionen herunder vil drøfte de spørgsmål, som de ærede forslagsstillere her har peget på.

En begrænsning i adgangen for ikke-landmænd til at fradrage underskud ved landbrugsvirksomhed i anden indtægt har allerede været taget op til overvejelse i forbindelse med behandlingen af den senest gennemførte lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten. Som det fremgår af betænkningen fra folketingsudvalget vedrørende ligningsloven for skatteåret 1960-61, har man i udvalget drøftet mulighederne for at indføre en begrænsning i adgangen for ikke-landmænd til at fradrage underskud ved landbrugsvirksomhed samt — under hensyn til vanskeligheden ved at finde frem til regler, der kan praktiseres — muligheden for at give almindelige regler, altså gældende for alle skatteydere, om en vis begrænsning i retten til at fradrage underskud ved landbrugsvirksomhed i skatteyderens øvrige indtægt. Den daværende finansminister har givet udvalget tilsagn om inden fremsættelsen af forslag til ligningslov for skatteåret 1961-62 at lade foretage en undersøgelse af mulighederne for en praktisk løsning af spørgsmålet."

Efter at ordtøreren for forslagsstillerne havde fremsat en replicerende udtalelse, foretoges der på begæring af Carl Petersen (S) afstemning om forslagets overgang til 2. behandling. Med 103 stemmer mod 5 (DK) vedtoges det at nægte sagen overgang til 2. behandling (1 grønlandsk medlem undlod at stemme).

Forslaget var dermed bortfaldet.