Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

1) Folketinget beslutter at opfordre ministeren for offentlige arbejder til inden 1. april 1960 at fremlægge en sådan opstilling af statsbanernes regnskab og budget, at det heraf fremgår, hvilke indtægter og hvilke udgifter der kan tillægges de enkelte banestrækninger, således at tinget vil kunne få oplysning om — og tage stilling til:

a) hvilke strækninger der giver overskud og således lader sig opretholde umiddelbart,

b) hvilke strækninger der eventuelt vil kunne bringes i økonomisk balance, og

c) hvilke strækninger det — uanset et driftsunderkud - af særlige grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at opretholde.

2) På denne baggrund beslutter folketinget dernæst at opfordre ministeren for offentlige arbejder til at fremsætte lovforslag om nedlæggelse af sådanne øvrige strækninger, hvis driftsresultater gør nedlæggelse naturlig. Inden sådan nedlæggelse finder sted, bør dog udvalg sammensat af repræsentanter for statsbanerne, kommunerne samt de lokale erhvervsorganisationer rådspørges om de pågældende egnes fremtidige betjening med gods- og passagertransport.

3) Endelig opfordrer folketinget ministeren for offentlige arbejder til, indtil en samlet plan for omfanget af statsbanernes fortsatte drift måtte foreligge, at udvise den største tilbageholdenhed med hensyn til nyansættelser af tjenestemænd ved banerne.

Ved fremsættelsen af forslaget til beslutning anførte Jørgen Jørgensen (Ullerup) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Forslaget opfordrer ministeren for offentlige arbejder til inden 1. april 1960 at lade statsbanernes regnskabsmateriale og øvrige statistik bearbejde og offentliggøre på en sådan måde, at folketing og offentlighed kan bedømme, hvilke jernbanestrækninger der er underskudgivende, og hvilket tilskud staten yder til drift m. v. ai hver enkelt strækning.

Endvidere opfordres ministeren ved forslaget til at fremsætte lovforslag om nedlæggelse af jernbanestrækninger, hvis driftsresultater ifølge opstillingen må forekomme så utilfredsstillende, at nedlæggelse skønnes rimelig. Hvor dette er tilfældet, opfordres ministeren til at drøfte den fremtidige trafikbetjening med repræsentanter for de forskellige lokale interesser.

Forslagsstillerne opfordrer endelig ministeren til at udvise den største tilbageholdenhed med hensyn til nyansættelser af tjenestemænd ved banerne. I de sidste 5 år er statsbanernes personale, uanset rationaliseringer, specielt inden for sikkerhedstjenesten, og uanset overgangen til enmandsbetjente diesellokomotiver, kun reduceret ganske ubetydeligt, nemlig fra 29.00 i 1954-55 til 28 150 i 1958-59. Heraf var henholdsvis 16.35 og 15.764 tjenestemænd, og der er da også i de senere år hvert år nyantaget ca. 600 tjenestemænd.

Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, har forslagsstillerne gennem en række beregninger søgt at danne sig et vist indtryk af underskuddets størrelse på enkelte af de tabgivende sidebanestrækninger. Sådanne beregninger har ikke kunnet foretages alene på grundlag af statsbanernes offentliggjorte talmateriale, og forslagsstillerne har derfor gennem ministeren for offentlige arbejder modtaget forskelligt materiale, for hvilket jeg benytter lejligheden til at takke den højtærede minister. Man er herved kommet til det resultat, at tre tilfældigt udvalgte banestrækninger i driftsåret 1958-59 eksklusive forrentning og afskrivning har givet et underskud på henholdsvis 1,2, 1,7 og 0,6 mill. kr.

Selv det fra ministeren modtagne materiale er imidlertid ikke helt fyldestgørende, og beregningerne er derfor behæftet med en vis usikkerhed. Jeg tror dog, at den højtærede minister vil anerkende, at forslagsstillerne, der ikke frit kan disponere over administrationens bistand og oplysninger, er ude af stand til at nå et nøjagtigere resultat end det her angivne. I øvrigt mener vi at have iagttaget den største forsigtighed under selve beregningerne, og det gælder også det samlede skøn, som anslår driftsunderskuddet på de 14 mest urentable sidebanestrækninger med en så vid margen som til mellem 15 og 25 mill. kr.

I de egne af landet, hvor transporten er blevet afviklet ved hjælp af private baner, har befolkningen affundet sig med den udvikling, der kan betegnes som „tilbage til vejene". Kommunerne har truffet beslutninger om nedlæggelse af privatbaner, selv om staten yder et betydeligt tilskud til driften af disse. Slet den samme beslutsomhed er ikke blevet lagt for dagen i de egne, hvor det er DSB og dermed staten alene, der står for driften af urentable jernbanestrækninger. Det må derfor anses for fuldt rimeligt, at disse strækninger, hvis driftsøkonomi i mange tilfælde ikke er bedre end de nedlagte privatbanestrækningers, nu må dele skæbne med de egne af landet, som privatbanerne hidtil har betjent. Det er helt naturligt, at DSB rationaliserer og moderniserer på alle de ruter, hvor der — så vidt man i dag kan skønne — fortsat vil være behov for at basere navnlig erhvervslivets transport på jernbanedriften. Men det kan ikke siges at være i pagt med udviklingen, at der skal gå 4-5 år imellem, at vi her i folketinget behandler forslag om at nedlægge strækninger, som befolkningen delvis, ja, næsten helt er holdt op med at benytte."

Ministeren for offentlige arbejder belyste ved forslagets 1. behandling sin stilling til de rejste spørgsmål i en udførlig redegørelse. Han sluttede med sammenfattende at udtale, at der ikke var nogen uenighed mellem ham og forslagsstillerne om det principielle i det foreliggende forslag. „Om der er nogen uenighed med hensyn til den fremgangsmåde, der skal anvendes ved nedlæggelse af sidelinjer, kan vi sikkert få klaret ved denne debat og eventuelt i et senere udvalgsarbejde. Men én ting vil jeg gerne have lov til at understrege, og det er den, at vi ikke løser spørgsmålet om statsbanernes økonomi alene ved at nedlægge sidelinjer. Det er kun en meget begrænset del af opgaven, der løses herved. Det, som er det afgørende, og som jeg har været inde på både i dag og ved tidligere lejligheder, er en fortsættelse af den rationalisering og automatisering, som statsbanerne særlig i de sidste år har gennemført, og som har givet sig udslag i den stadige nedgang i driftsunderskuddet, således at det fra at være på 40,6 mill. kr. i regnskabsåret 1952-53, da en af de ærede forslagsstillere var trafikminister, nu er gået ned til i det sidst afsluttede regnskabsår at være på 22,5 mill. kr., og dette til trods for meget store stigninger både i priser og lønninger i disse år." Forslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.