Ved beslutningen giver folketinget samtykke til ratifikation af den i overskriften nævnte overenskomst, som går ud på følgende:

I art. 1, stk. 1, bestemmes, at erstatningsbeløbet betales til fordel for danske statsborgere, der på grund af race, tro eller verdensanskuelse har været ramt af nationalsocialistiske forfølgelsesforanstaltninger og som følge heraf har været udsat for indgreb i deres frihed eller har lidt skade på helbred, samt til fordel for efterladte efter personer, der er omkommet på grund af sådanne forfølgelsesforanstaltninger. Fordelingen af erstatningsbeløbet er ifølge art. 1, stk. 2, helt overladt til den danske regerings skøn.

Art. II omhandler betalingsterminerne for erlæggelsen af erstatningsbeløbet.

Ifølge art. III er alle af overenskomsten omfattede spørgsmål i forholdet mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland endeligt afgjort med betalingen af globalerstatningsbeløbet, uden at danske statsborgere dog herved udelukkes fra over for Tyskland at fremsætte krav i henhold til den tyske erstatningslov- givning. Under henvisning til art. III forpligter den danske regering sig i en tilhørende brevveksling til ikke i fremtiden at ville henvende sig til den tyske regering med krav om regulering af yderligere spørgsmål, der hidrører fra nationalsocialistiske forfølgelsesforanstaltninger under krigen og besættelsen, men regeringen har dog forbeholdt sig adgang til i forbindelse med den ved London-overenskomstens art. V, stk. 2, forudsete endelige ordning af Tysklands krigsgæld at fremsætte krav mod Tyskland om regulering af yderligere fordringer af den pågældende art.

Om overenskomstens tilblivelseshistorie anføres på grundlag af bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning:

Den i efterkrigstiden gennemførte tyske lovgivning om erstatning til nationalsocialismens ofre („Bundesentschädigungsgesetz") udelukker som følge af visse bopælsbetingelser i praksis de fleste ikke-tyske statsborgere fra at få erstatning.

Otte stater, nemlig Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene, Norge og Storbritannien, rettede derfor den 21. juni 1956 en fælles henvendelse til Forbundsrepublikken

Tyskland med henblik på at opnå, at der fra tysk side blev ydet erstatning til nationalsocialismens ofre i de otte lande, der ikke omfattedes af den tyske erstatningslovgivning.

I besvarelse af henvendelsen meddelte den tyske forbundsregering ved noter af 21. februar 1957 de otte lande, at regeringen ikke anså sig juridisk forpligtet til inden den endelige fredsslutning at yde erstatning til personer, der ikke omfattes af den tyske erstatningslovgivning, idet man henviste til, at fordringer, der hidrører fra den anden verdenskrig, ved London-gældsoverenskomsten af 27. februar 1953 er blevet henskudt til afgørelse ved en kommende fredstraktat.

I noten erklærede forbundsregeringen dog, at Tyskland var rede til at overveje en erstatningsordning på humanitær, ikke-officiel basis.

Ved noter af 23. juli 1957 fremhævede de otte erstatningssøgende lande på ny over for den tyske forbundsregering, at ofrene for nationalsocialismens ugerninger måtte have ret til erstatning, hvorfor det tyske forslag afvistes, idet man udtalte, at de af Tyskland skitserede planer kun kunne anvendes som videre forhandlingsgrundlag, såfremt de blev underkastet betydelige ændringer.

Ved noter af 8. december 1958 meddelte den tyske forbundsregering de erstatningssøgende lande, at den som følge af London-gældsoverenskomsten fortsat mente, at der ikke bestod nogen juridisk pligt til at yde erstatning inden den endelige fredsslutning, men at Forbundsrepublikken dog var villig til at erlægge visse frivillige erstatningsydelser.

Efter modtagelsen af denne note indledte Danmark — på linje med andre af de erstatningssøgende lande — bilaterale forhandlinger om sagen med Forbundsrepublikken Tyskland.

Under forberedende dansk-tyske drøftelser i Bonn i marts 1959 blev der overgivet de tyske forhandlere oversigter over de personer, som efter dansk opfattelse burde komme i betragtning som erstat- ningsberettigede. Oversigterne, der var udarbejdet i samråd mellem udenrigsministeriet, socialministeriet samt Fællesudvalget for Danmarks tidligere politiske Fanger, omfattede samtlige de under besættelsen i tyske fængsler og lejre i Danmark internerede og til tyske fængsler og koncentrationslejre i Tyskland deporterede personer samt de personer, som havde været underkastet tortur eller mishandling, eller som var omkommet ved terrormord, m. fl.

Fra tysk side stod man fast på, at der efter den tyske regerings opfattelse og i overensstemmelse med de i den tyske note af 8. december 1958 angivne principper og kriterier alene kunne være tale om at yde erstatning til de deporterede danske statsborgere af jødisk afstamning samt til de danske, der havde været underkastet frihedsberøvelse i anledning af bistand ved sådanne personers flugt til Sverige. Herudover var man beredt til at yde godtgørelse til særligt hårdt ramte. En erstatning baseret på disse principper og udregnet på grundlag af den tyske erstatningslovgivnings takster ville efter tysk opfattelse beløbe sig til ca. 8 mill. DM, hvorfor de tyske forhandlere fremsatte et erstatningstilbud på dette beløb.

Det tyske tilbud blev drøftet mellem de interesserede danske myndigheder på den ene side og repræsentanter for Fællesudvalget for Danmarks tidligere politiske Fanger samt Mosaisk Trossamfund på den anden side. Der var enighed om, at der ikke burde tages endelig stilling til tilbuddet, før resultatet af andre igangværende erstatningsforhandlinger mellem Tyskland og visse andre stater, først og fremmest Norge, forelå.

De dansk-tyske forhandlinger indledtes den 4. august 1959 i København mellem en dansk embedsmandsdelegation og en udsendt tysk delegation.

Den danske delegation havde under forhandlingerne nøje kontakt med Fællesudvalget for Danmarks tidligere politiske Fanger og Mosaisk Trossamfund. Under forhandlingerne opnåedes enighed om, at Danmark kunne fordele en globalerstatningssum til en videre kreds end den, som man fra tysk side havde anerkendt under drøftelserne i Bonn i marts 1959. Man lagde herved navnlig vægt på at kunne yde erstatning til deporterede medlemmer af frihedsbevægelsen, de deporterede politibetjente, grænsegendarmer og kommunister.

Som resultat af forhandlingerne blev der, efter at Fællesudvalget for Danmarks tidligere politiske Fanger og Mosaisk Trossamfund havde givet deres tilslutning, den 6. august 1959 paraferet en aftale, hvorefter Forbundsrepublikken Tyskland forpligter sig til at erlægge et globalerstatningsbeløb på 16 mill. DM. Erstatningsbeløbet blev ligesom erstatningsbeløbet i den norsk-tyske aftale beregnet på grundlag af de i den tyske erstatningslovgivning indeholdte principper med tillæg til fordel for de hårdest ramte blandt de forfulgte.

I sin redegørelse ved forslagets fremsættelse karakteriserede udenrigsministeren i nogle afsluttende bemærkninger regeringens stilling til sagen således:

„Regeringen er af den opfattelse, at der med den foreliggende overenskomst er tilvejebragt en efter omstændighederne acceptabel løsning af et problem, som hidtil har belastet bestræbelserne for at genoprette et godt forhold mellem Danmark og vort sydlige naboland. Vi må betragte erstatningen, som nu ydes Danmark, som et udtryk for det demokratiske Tysklands vilje til at råde bod på det nationalsocialistiske styres misgerninger, ikke for at disse skal glemmes, thi de kan og bør ikke glemmes, men for at fastslå, at der nu er opstået et andet Tysldand. I det europæiske samarbejdes interesse bør Danmark påskønne den gode vilje."

Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget — omend med forbehold — tilslutning fra ordførerne for de 5 største partier, mens Ragnhild Andersen (DK) fandt overenskomsten ganske utilfredsstillende og ønskede nye forhandlinger med Tyskland optaget, for at man kunne nå til „en for de skadelidte og for nationen værdig overenskomst". Også Aksel Larsen (SF) rettede stærk kritik mod overenskomsten, som efter hans opfattelse bød på for ringe et beløb og i mange henseender var af en sådan art, at han ikke kunne tiltræde den.

Uden for ordførernes kreds tog Frode Jakobsen (S) afstand fra overenskomsten, om hvilken han bl. a. udtalte:

„Jeg er ked af, at jeg ikke kan støtte forslaget; jeg er ked af det over for den regering, som kun har villet det bedste, og jeg er ked af det over for de fangeorganisationer, som oprigtigt har troet at varetage fangernes interesser, de gestapofanger, der har lidt mere under besættelsen end nogen andre. Jeg kan godt forstå, at regeringen og fangeorganisationerne er faldet for fristelsen til bare at søge at opnå så meget som muligt i penge, men jeg mener, at det er en fristelse, som de ikke burde være faldet for, at denne aftale ikke er Danmark og den danske modstandsbevægelse værdig. „Men modstandsbevægelsen er gået ind for den." Det var, ligesom den opfattelse spøgte bag ved noget af det, der er blevet sagt herfra.

Til det må der siges et tydeligt nej. For det første: besættelsestidens fanger repræsenterer da ikke modstandsbevægelsen, det var da heldigvis kun en brøkdel af modstandsbevægelsen, der endte som fanger. For det andet: fangeorganisationerne repræsenterer ikke uden videre fangerne, de fleste står jo ikke i nogen organisation. Og så har organisationerne oven i købet delt sig for og imod. Der er ingen, der kan tale på modstandsbevægelsens vegne. Jeg kan kun udtale min tro, og den er, at et flertal af modstandsbevægelsens folk med mig føler et ubehag ved disse forhandlingers forløb."

Taleren sluttede sit udførlige indlæg således:

„Det gør mig altså ondt, at jeg må tage den stilling, at jeg ikke kan støtte forslaget, ondt over for det Tyskland, som vi så gerne ville komme i møde, ondt over for de fangeorganisationer, der med en ærlig vilje har arbejdet for deres kammeraters bedste, og jeg beklager det også over for den regering, som kun har villet hjælpe, men jeg mener, at her burde vi have sagt nej, at Danmark havde råd til det, at vi derimod knap nok har råd til at bukke os så dybt, som vi gør med dette forslag."

Heller ikke Per Federspiel (V) kunne tiltræde overenskomsten. Han erklærede ved behandlingen af det senere fremsatte lovforslag om fordelingen af beløbet fra Tyskland, at han stort set var enig med Frode Jakobsen, omend på visse punkter med en anden begrundelse.

Ved sagens 1. behandling førte justitsministeren ordet på den fraværende udenrigsministers vegne.

I det udvalg, der behandlede sagen, enedes et flertal om at indstille forslaget til vedtagelse uændret. Uden for flertallet stod Frode Jakobsen og Per Federspiel, der under henvisning til deres udtalelser i folketinget erklærede ikke at kunne medvirke til forslagets gennemførelse.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget med 105 stemmer mod 4 (DK), idet 3 medlemmer (Frode Jakobsen, Per Federspiel og Aksel Larsen) afholdt sig fra at stemme.