Luk

Luk
Luk

Luk

L 112 Lov om brandvæsenet i købstæderne og på landet.

Af: Justitsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 247 af 10-06-1960
Loven, der tilsigter at gøre reglerne om brandvæsenet mere tidssvarende, svarer med enkelte ændringer til det i folketingsåret 1958-59 fremsatte forslag til lov om brandvæsenet i købstæderne og på landet. Lovens indhold er i det væsentlige refereret i årbog 1958-59, side 492 ff., hvortil henvises.

Om de under folketingets behandling foretagne ændringer anføres:

Det er under henvisning til de større kommunale brandvæseners ordning fundet rimeligt at forhøje de foreslåede aldersgrænser for brandvæsenets personale. Aldersgrænsen for brandinspektører, vicebrandinspektører og brandfogder er herefter sat til 67 år i stedet for 65 år og aldersgrænsen for det øvrige mandskab til 60 år i stedet for 55 år (§§ 7 og 8).

Ved en tilføjelse til § 20 er det bestemt, at den dér omhandlede pligt til vederlagsfrit at yde bistand ved ildebrand kun kan pålægges for et begrænset tidsrum. Hvor det pålægges at yde hjælp i mere end 24 timer, skal kommunen herefter for det overskydende tidsrums vedkommende yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og for afsavn af materiel.

Bestemmelsen om skorstensrensning i § 31 fik en lidt ændret affattelse. Herefter skal skorstene i almindelighed renses mindst 2 gange årlig, sjældent benyttede skorstene dog kun én gang årlig. Tilsvarende kan bestemmes om røgkanaler. De nærmere regler for rensningshyppigheden skal udfærdiges af justitsministeren.

Ved en tilføjelse til § 32 fastslås det, at der ved første ansættelse af skorstensfejermester kun må antages faguddannede skorstensfejere, der har gennemgået fagets mesterskole eller har en tilsvarende af justitsministeren godkendt uddannelse.

Efter formuleringen vil skorstensfejermestre, der har opnået ansættelse før lovens ikrafttræden, ikke blive ramt af reglen, men vil kunne fortsætte i deres stilling og i givet fald opnå ansættelse andetsteds.

Loven træder i kraft den 7. april 1961.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider. Det behandledes sammen med det ovenfor under nr. 66 omtalte forslag til byggelov for købstæderne og landet.

Der blev over for det nedsatte udvalg fremført ønske om, at Amtsrådsforeningen og de private entreprisebrandvæsener kunne repræsenteres i det i § 18 omhandlede brandråd. Det viste sig imidlertid ikke muligt i udvalget at skabe den fornødne tilslutning hertil.

Et i udvalget rejst spørgsmål om at indføre regler om assistance fra de af Civilforsvars-Forbundet organiserede sogneværn til aflastning af de kommunale brandkorps gav anledning til nogen diskussion. Det nævnte spørgsmål fik en aktuel baggrund ved, at en i Jylland verserende mosebrand omtaltes i forbindelse med lovforslagets videre behandling.

I sin tillægsbetænkning fremhæver udvalget stærkt ønskeligheden af, at de i civilforsvarsloven indeholdte muligheder for udnyttelse af civilforsvaret i brand- og katastrofetjeneste udnyttes mest muligt.

Drøftelserne medførte ikke ændringer i lovforslaget på dette punkt.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet Jensen-Broby afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Vagn Bro (V), Adolph Sørensen (KF), Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV), Kristian Kristensen (DR) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)