Loven har følgende indhold:

§ 1. Fra Københavns stift udskilles et nyt stift, der benævnes Helsingør stift. Samtidig oprettes et nyt bispeembede med Skt. Olai kirke i Helsingør som domkirke.

§ 2. Til Helsingør stift henlægges Københavns nordvestre provsti og Kapernaums, Tagensbo, Bispebjerg, Emdrup og Lundehus sogne af Københavns nordøstre provsti, Sokkelund herreds østre provsti, Sokkelund herreds vestre provsti med undtagelse af de på Amager beliggende sogne, Smørum herreds provsti, Lynge-Kronborg herreds provsti, Horns, Ølstykke og Lynge-Frederiksborg herreders provsti samt Holbo og Strø herreders provsti.

§ 3. Angående besørgelse af stiftsøvrighedsforretningerne og de forretninger, der henhører under overtilsynene for kirkerne i den del af København, som henlægges til det nye stift, samt om ansættelse af domprovst og varetagelse af provsteforretningerne i Københavns nordøstre provsti og Sokkelund herreds vestre provsti bestemmes det fornødne ved kgl. resolution.

§ 4. Tidspunktet for denne lovs ikrafttræden fastsættes ved kgl. anordning.

Efter det af kirkeministeren fremsatte lovforslag skulle det nye stift benævnes "Kronborg-Bispebjerg stift" og have Grundtvigskirken som domkirke. Dette ændredes under sagens behandling i folketinget, hvor man ligeledes ændrede grænsedragningen lidt.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte kirkeministeren bl. a.: „Københavns stift er oprettet i henhold til lov nr. 288 af 30. juni 1922, idet det daværende Sjællands stift ved denne lov og den dertil knyttede kongelige anordning af 15. november 1922 fra 1. december 1922 at regne blev delt i to stifter. Roskilde stift blev udskilt, og den tilbageværende del af stiftet fik betegnelsen Københavns stift. Til Københavns stift henlagdes staden København, Gl. Københavns amt, Frederiksborg amt samt Færøerne og Grønland. Til Roskilde stift henlagdes GI. Roskilde, Holbæk, Sorø og Præstø amter.

Efter den tid har der fundet en voldsom forøgelse sted af folketallet i Københavns stift og særlig i egnen umiddelbart nord og vest for København. Som det er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, er mere end 50 pet. af hele landets befolkningstilvækst i tiden 1925-1955 faldet på Københavns stift. Befolkningstallet i stiftet er nu, godt 37 år efter oprettelsen, væsentlig større end hele det tidligere Sjællands stifts folketal inden delingen. Denne stærke udvikling er som bekendt på ingen måde afsluttet, idet befolkningstallet fortsat forøges stærkt i store dele af Københavns amt og nu også — omend foreløbig i noget mindre grad — i Frederiksborg amt. Det er under disse omstændigheder ikke mærkeligt, at der, inden ministeriet nedsatte et udvalg til sagens overvejelse, både fra menigheder og præsters side var fremsat indtrængende henstilling til ministeriet om at søge gennemført en deling af stiftet, og det er ikke uventet, at det omtalte udvalg også er kommet til det resultat, at en deling må anses for at være nødvendig. Under udvalgsbehandlingen har man dog, inden man kom til det anførte resultat, overvejet forskellige andre muligheder, men med negativt resultat." En tredeling af Københavns stift kunne efter ministerens opfattelse være naturlig, men var ikke blevet bragt i forslag, da der kunne være tvivl om, hvor befolkningstilvæksten ville blive størst i den kommende tid.

Ved slutningen af sin tale nævnte ministeren, at der „under behandlingen i det nedsatte udvalg over for ministeriet og udvalget er fremsat ønsker om oprettelse af embeder som biskop eller vicebiskop for Færøerne og om et embede som vicebiskop for Grønland.

Udvalget har ikke ment at kunne tage stilling til disse spørgsmål, der efter udvalgets skøn kun i mindre grad har betydning for aflastning af Københavns bispeembedes arbejdsbyrde og derfor også meget vel kan behandles særskilt.

Det er utvivlsomt rigtigt, som også af udvalget anført, at en behandling af de omtalte spørgsmål — der som allerede anført først fremkom under udvalgsbehandlingen — forudsætter overvejelser, undersøgelser og forhandlinger, som allerede under hensyn til den tid, der var til rådighed, ikke kunne gennemføres og endvidere måtte forudsætte repræsentation i udvalget for de særlige interesser, der berøres af de nævnte forslag.

De færøske og grønlandske ønsker er nu taget op til overvejelse i kirkeministeriet i samråd med statsministeriet og ministeriet for Grønland; jeg finder derfor ikke tiden inde til at tage stilling til sagen, men kan blot udtale, at Færøernes og Grønlands interesser naturligvis vil blive varetaget med størst mulig hensyntagen til de specielle kirkelige forhold dér."

Lovforslaget blev i folketinget gjort til genstand for en indgående udvalgsbehandling, der resulterede i enighed blandt udvalgets medlemmer om gennemførelse af lovforslaget med de foran omtalte ændringer.

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning.

Fra grønlandsk side anbefalede Elias Lauf lovforslaget til vedtagelse, selv om det ikke løste det problem, man på dette område stod over for i Grønland, hvor flertallet af præsterne gerne ville have en vicebiskop. Hvad Færøerne angik, kunne Johan Poulsen ligeledes tiltræde lovforslaget, idet han mente, at tiden endnu ikke var inde til at træffe nogen nyordning på Færøerne. Djurhuus kunne derimod ikke stemme for lovforslaget, idet han gjorde gældende, at Færøerne burde have deres egen biskop. „Vi havde", udtalte han, „regnet med, at når sagen kom frem i kommissionen og senere i et folketingsudvalg, kunne den ordnes uden politisk kiv oppe hos os. Det har desværre ikke kunnet lade sig gøre, og jeg kan ikke stemme for det foreliggende forslag."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme.