Luk

Luk
Luk

Luk

L 132 Lov om ændring af loven om oprettelse af „Statens almindelige Videnskabsfond".

Af: Undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 171 af 29-04-1960
Ved lov nr. 146 af 23. maj 1958 (årbog 1957-58, side 469) forhøjedes den årlige rådighedssum for det ved lov nr. 215 af 7. juni 1952 oprettede Statens almindelige Videnskabsfond fra 2 mill. kr. til 2,5 mill. kr. Ved nærværende lov sættes beløbet - med virkning fra 1. april 1960 - yderligere op til 3½ mill. kr.

Som begrundelse herfor anførte undervisningsministeren ved fremsættelsen:

„I de år, fondet har eksisteret, har det gjort en indsats af stor betydning for videnskaben, og gennem de arbejder, der er blevet sat i gang, tillige for hele det danske samfund. Et stort antal forskningsprojekter er blevet udført for fondets penge og har skaffet os ny viden på vigtige forskningsområder. Adskillige af de foretagne undersøgelser har desuden ført til økonomiske resultater, der i mange tilfælde kan betegnes som betydelige i forhold til de relativt beskedne beløb, som fondet har investeret i dem.

Den ekspansion af dansk videnskab, som har kendetegnet de senere år, og som fondet selv i så høj grad har bidraget til, har imidlertid medført, at presset på fondsmidlerne er blevet forøget meget stærkt. Ved lov nr. 146 af 23. maj 1958 forhøjedes den årlige rådighedssum da fra 2 mill. kr. til 2,5 mill. kr., men med denne regulering opnåede man i det væsentlige kun at gengive rådighedssummen den realværdi, den havde haft i fondets første leveår, og en yderligere forhøjelse af rådighedssummen er nu blevet påkrævet.

Det stærke og stadig stigende pres på fondsmidlerne har flere årsager. Det spiller selvfølgelig en rolle, at lønninger og timebetaling til mange videnskabsmænd blev sat i vejret ved lønningsloven af 1958. Men en endnu vigtigere faktor er tilkomsten af en lang række nye forskningsinstitutioner, der dels tager nye forskningsopgaver op, dels ofte har brug for højt specialiseret og kostbart apparatur til gennemførelse af disse opgaver. Netop med henblik på det særlig dyre apparatur, men også med tanke på udsendelse af større videnskabelige ekspeditioner o. a. var det oprindelig tanken, at det skulle være muligt inden for fondets enkelte kommissioner at opspare af de årlige dispositionsbeløb og overføre det besparede til et kommende år. Hertil har der imidlertid i almindelighed ikke været tilstrækkeligt med midler. Erfaringen fra de senere år viser tværtimod, at kommissionerne ikke alene opbruger beløbene for de enkelte år, men også gør indhug i de midler, der forventes bevilget i de følgende år.

Videnskabsfondets bestyrelse har nu indstillet, at fondets årlige rådighedssum snarest muligt forhøjes med 1 mill. kr. til 3,5 mill. kr., og denne indstilling mener jeg bør følges."

Lovforslaget vedtoges efter en kort udvalgsbehandling uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Ib Kolbjørn (S), J. Martin (V), Ole Bjørn Kraft (KF), Helge Larsen (RV), Aage Gøting (DR) og Petra Petersen (DKP)