Lovforslaget var udarbejdet af et udvalg bestående af repræsentanter for landbo- og husmandsforeningerne, Danmarks Naturfredningsforening, Amtsrådsforeningen, Sognerådsforeningen samt statens klitvæsen og landbrugsministeriet, og det var i den foreliggende udformning enstemmigt tiltrådt af dette udvalg, jfr. udvalgets betænkning af 8. januar 1960.

Lovforslaget tog sigte på i en enkelt lov at sammenfatte, ajourføre og modernisere den gældende lovgivning om sandflugtens bekæmpelse, hvis ældste gældende lovbestemmelser findes i love fra 1857 og 1867, der senere er suppleret med tillægslove af 1. april 1921 og 11. maj 1935.

Mens bekæmpelsen af sandflugten og dens virkninger tidligere kunne tilgodeses ved bestemmelser om fredning for færdsel og anden benyttelse af særligt udsatte enkeltstrækninger, er det gennem de senere år blevet nødvendigt for Vestkystens vedkommende at fastsætte mere almindelige bestemmelser om fredning af strandbredden og den tilgrænsende havklit, idet offentlighedens færdsel samt bebyggelse, herunder navnlig sommerhusbyggeri, og anden stigende benyttelse af klitarealerne skabte nye problemer med hensyn til en forsvarlig dæmpning af sandflugten.

Lovforslaget indeholdt derfor dels en udvidelse af klitfredningens udstrækning, hvor den fredede havklit langs Vestkysten på enkelte steder er smallere end 100 m, idet fredningen i disse tilfælde foresloges udvidet til de bagved liggende arealer inden for 100 m regnet fra strandbredden, dels regler om fremtidige periodiske revisioner af klitfredningsgrænsen langs Vestkysten. Ved sådanne revisioner skulle der efter forslaget kunne gennemføres reguleringer af fredningsgrænsen ikke blot, som det i de forløbne år er sket ved enkelte lokale revisioner, når kystlinjen er rykket tilbage, men også når forandringer i klitternes karakter og udstrækning gør det fornødent, eller når stigende bebyggelse eller forøget færdsel udsætter klitstrækninger bag den nuværende fredklit for sandflugtens genopståen.

Efter forslaget skulle klitfredningen dog ikke ved revision af fredningsgrænsen kunne udvides ud over en afstand af 500 m fra strandbredden, svarende til den efter 1935-loven gældende maksimale fredning af havklit, hvor denne består af uregelmæssige klitdannelser.

Ved revisionerne skulle ændringer i fredningsgrænserne endvidere kun foretages, hvor en konkret bedømmelse af de sandflugtsmæssige forhold tilsiger en sådan ændring. Denne bedømmelse skulle som hidtil udøves af de kommunale sandflugtskommissioner, der efter forslaget skulle afgive indstilling til klitdirektøren, hvis afgørelse skulle kunne indankes til prøvelse ved en overlandvæsenskommission.

Mens lovforslaget i øvrigt i alt væsentligt fulgte den gældende lovgivning med hensyn til grundejernes rettigheder og offentlighedens færdselsret, foresloges der dels gennemført visse ændringer i statens ret til at ekspropriere klitter m. v. til beplantning, dels en ændring i fordelingen af udgifterne til sandflugtens dæmpning, hvorefter den påligning af 1/6 af udgifterne på lodsejerne, der er foreskrevet for den hidtil efter loven af 29. marts 1867 behandlede del af de fredede private sandflugtsstrækninger, skulle bortfalde.

Lovforslaget blev ved 1. behandling kritiseret af ordførerne for venstre og det konservative folkeparti, der krævede en indgående og grundig udvalgsbehandling af flere af forslagets bestemmelser, især bestemmelserne vedrørende klitmyndighedernes beføjelser og statens muligheder for at ekspropriere samt erstatningsspørgsmålet.

Udvalget, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets afslutning.