Luk

Luk
Luk

Luk

L 154 Forslag til lov om ændringer i lov om folkeforsikring.

(om nedsættelse af tilgangsalder, ophævelse af zonegrænser og forhøjelse af grundbeløb og ægteskabstillæg m. v.).

Samling: 1959-60
Status: Bortfaldet
Lovforslaget indeholdt 4 ændringer til folkeforsikrings- loven.

Den første af disse gik ud på nedsættelse af den nugældende tilgangsalder efter folkeforsikringslovens § 1, stk. 2, fra 67 år til 65 år for mænd og fra 65 år til 60 år for kvinder samt udvidelse af den personkreds, som har ret til folkepension, med gifte kvinder i alderen 60-65 år, der ikke oppebærer invalidepension.

Den anden ændring omhandlede grundbeløbene, som foresloges fastsat ens i hele landet ved, at taksterne for zone II og III blev hævet til hovedstadstaksten, som derudover skulle forhøjes med 300 kr. årlig til ægtepar og 200 kr. til enlige pensionister.

Den tredje ændring angik børnetillæggene, der ifølge loven kan gives til invalide- og folkepensionister med børn indtil disses 18. år. Forslaget gik ud på, at tillæggene skulle kunne ydes ud over barnets 18. år, for så vidt læren, skolegangen eller uddannelsen fortsætter ud over dette tidspunkt.

Det fjerde og sidste ændringsforslag angik ægteskabstillæggene. De foresloges fastsat ens i hele landet og forhøjet, så at de kom til at udgøre halvdelen af forskellen mellem pensionens grundbeløb til ægtepar og enlige.

Lovforslaget fremsattes på forslagsstillernes vegne af Ragnhild Andersen (DK), der efter at have begrundet de foreslåede ændringer bl. a. udtalte:

„Naturligvis er der omkostninger forbundet med et sådant forslags gennemførelse, men er der en vilje, er der også en vej. Der er overskud på statsbudgettet, og store besparelser ville kunne opnås ved nedsættelse af de militære budgetter og tjenestetiden. Sluttelig er min gruppe fortsat af den opfattelse, at det vil være på sin plads at påligne arbejdsgiverne at yde bidrag til sikring af deres gamle arbejderes alderdom, således som vi tidligere har givet udtryk for."

Socialministeren kunne ikke tiltræde lovforslaget, om hvilket han udtalte:

„Jeg finder det kommunistiske forslag, således som det her er sammenstillet, i høj grad urealistisk. Jeg kan således oplyse, at det i finansåret 1960-61 ville medføre en merudgift på i alt ca. 250 mill. kr. til folke- og invalidepension, og denne merudgift ville i finansåret 1961-62, da overgangsperioden for tilgangsalderen er ophørt, stige med yderligere 14 mill. kr.

Jeg har imidlertid for mit vedkommende intet imod, at et udvalg ser nærmere på lovforslaget."

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.