Loven har følgende indhold:

§ 1. Landbrugsministeren bemyndiges til i tiden indtil 1. juli 1960 på statskassens vegne at yde garanti for lån, som til sædvanlig markedsrente optages i banker og sparekasser af ejere eller brugere af landbrugsejendomme, der i 1959 har haft en høst af korn og rodfrugter på under 60 pct. af gennemsnittet af de 2 foregående års høst af nævnte afgrøder, og som af denne grund er kommet i økonomiske vanskeligheder.

De lån, for hvilke der ydes garanti, må andrage indtil 10 000 kr., men ikke overstige 75 pet. af værdien af mindrehøsten af korn, rodfrugter og græs, således som denne mindrehøst skønsmæssigt beregnes på grundlag af en pris af 40 øre pr. foderenhed.

De for lånene udstedte pantebreve skal kunne tinglyses inden for 120 pct. af ejendommens panteværdi, hvorved forstås ejendomsværdien plus den ved formuebeskatningen ansatte værdi af besætning og inventar. Statsgarantien for lånene bortfalder ved ejerskifte.

Lånene skal afdrages med 1/10 halvårlig, første gang i december termin 1960.

§ 2. Statsgaranti kan ikke ydes for lån til ejendomme, der har været genstand for salg eller bortforpagtning i tiden efter 1. oktober 1959.

§ 3. Statsgaranti i henhold til § 1 kan kun ydes under forudsætning af:

at at kommunalbestyrelsen afgiver erklæring om, at ansøgerens opgivende af høstudbyttet må anses for at være rigtig,

at kommunalbestyrelsen bekræfter, at ejendommen ikke har været genstand for salg eller bortforpagtning som i § 2 anført,

at kommunalbestyrelsen kan anbefale andragendet, og

at der fra kommunalbestyrelsen foreligger oplysning om ejendomsværdien samt om ansøgerens skattepligtige indkomst og formue.

§ 4. Når statsgaranti i henhold til § I er bevilget for lån til ejeren af et selvstændigt brug, som er undergivet pantsætningsbegrænsninger efter § 24 eller § 54 i statshusmandsloven

(lovbekendtgørelse nr. 11 af 13. januar 1956, jfr. lov nr. 129 af 16. april 1957) eller efter lov om foranstaltninger vedrørende landbrugets gæld (lovbekendtgørelse nr. 706 af 30. december 1940), kan pant for lånet tinglyses på ejendommen uden særlig tilladelse.

§ 5. Eventuelle nærmere regler vedrørende gennemførelsen af denne lov fastsættes af landbrugsministeren.

§ 6. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder straks i kraft.

Lovforslaget var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„Fra De samvirkende danske Husmandsforeninger har landbrugsministeriet modtaget en henvendelse om at få gennemført en kortvarig låneordning for landmænd, der er særlig hårdt ramt af den ekstraordinære tørke i sommeren og efteråret 1959, og henvendelsen støttes i princippet af De samvirkende danske Landboforeninger.

Der er tidligere truffet aftale med landbo- og husmandsforeningerne om, at 4 mill. kr. af kornfondens midler fordeles til særlig tørkeramte til indkøb af såsæd, og der er indkommet ca. 17 000 andragender om at få del i denne hjælp. Denne hjælp og hjælpen til halmtransporter er imidlertid ikke tilstrækkelig.

Tørkeskaderne varierer stærkt fra egn til egn. Det anslås, at den samlede tørkeskade for landet som helhed beløber sig til ca. 15 pct. af den totale høst, men for den enkelte landmand er skaden i mange tilfælde væsentlig større.

Da det er ønskeligt, at tørkeramte landmænd ikke tvinges til at indskrænke deres produktionsapparat af økonomiske grunde, finder regeringen det hensigtsmæssigt, at særlig hårdt ramte landmænd opnår en vis støtte fra statens side til at skaffe sig lån, der kan sætte dem i stand til at klare de særlige vanskeligheder, der er en følge af tørken, og den fremsætter derfor nærværende lovforslag."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, for at man nærmere kunne overveje enkelte af dets bestemmelser, bl. a. vedrørende lånenes maksimumsbeløb og forpagternes stilling.

I udvalget enedes man om at ændre lovforslagets titel, der oprindelig lød: „forslag til lov om statsgaranti til støtte for tørkeramte landmænd."

Samtidig stillede udvalget ændringsforslag om en ny affattelse af § 1, stk. 2, der ved fremsættelsen havde følgende ordlyd: „De lån, for hvilke der ydes garanti, må andrage indtil 5 000 kr., under særlige omstændigheder indtil 10 000 kr., men ikke overstige 75 pct. af værdien af mindrehøsten, således som denne beregnes på grundlag af en pris af 40 øre pr. foderenhed."

Endelig foreslog man den i § 1, stk. 3, fastsatte procentsats sat op fra 110 til 120.

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning. Såvel Henry Hansen (V) som H. C. Toft (KF) beklagede imidlertid, at det ikke var lykkedes at nå frem til en løsning af problemet vedrørende de tørkeramte forpagtere. Landbrugsministeren svarede hertil, at han havde overvejet sagen, men var kommet til det resultat, at forpagtere måtte være undergivet de samme regler som ejere, d. v. s. at lån må kunne tinglyses i den ejendom, som de forpagter. „Jeg vil gerne mellem anden og tredje behandling søge at medvirke til, at vi kan finde frem til en anden ordning, men jeg må gøre opmærksom på, at det fra ingen sider i udvalget i det samråd, jeg har haft med det, er antydet, i hvilken retning en sådan ordning så skulle gå."

Den genoptagne udvalgsbehandling førte ikke til andet resultat.

I udvalgets tillægsbetænkning hedder det herom:

„Udvalget har holdt et møde efter lovforslagets 2. behandling og har på ny drøftet spørgsmålet om forpagteres mulighed for at opnå lån efter loven.

Da det efter samråd med landbrugsministeren ikke har været muligt at finde en forsvarlig sikkerhedsordning for lånene, indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i den form, hvori det foreligger efter afstemningen ved 2. behandling."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.