Luk

Luk
Luk

Luk

L 4 Lov om tillægsbevilling for finansåret fra 1. april 1959 til 31. marts 1960

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 11 af 10-06-1960
På finansloven for 1959-60 er drifts- og anlægsbudgettets indtægter opført med 6 068 mill. kr. og dets udgifter med 5 623 mill. kr., hvilket giver en anslået merindtægt på 445 mill. kr.

På det af finansministeren fremsatte tillægsbevillingsforslag for samme finansår regnedes der, for så vidt angår drifts- og anlægsbudgettet, med en stigning i indtægterne på 597 mill. kr. og en stigning i udgifterne på 204 mill. kr., altså en forøgelse af merindtægten på 393 mill. kr.

Under tillægsbevillingslovforslagets behandling i folketinget forøgedes drifts- og anlægsbudgettets indtægter med 54 mill. kr. og dets udgifter med 52 mill. kr. Det samlede resultat skulle herefter, når finans- og tillægsbevillingslovens drifts- og anlægsbudget tages under ét, stille sig således: indtægter 6 720 mill. kr., udgifter 5 880 mill. kr., merindtægt 840 mill. kr.

Ved lovforslagets 1. behandling havde alene et af de grønlandske medlemmer (Rosing) samt ministeren for Grønland ordet. Lovforslaget henvistes derefter til finansudvalget, hvis arbejde med sagen resulterede i 590 ændringsforslag (året før 516 og 2 år tilbage 473). Af disse stilledes det overvejende flertal af ministrene med tilslutning fra udvalget som helhed eller — i 4 tilfælde — med tilslutning fra et større eller mindre flertal af udvalgsmedlemmerne. 12 ændringsforslag blev stillet af et mindretal bestående af venstres og det konservative folkepartis repræsentanter; disse ændringsforslag var ikke tiltrådt af ministrene.

Ved 2. behandling blev de af ministrene stillede ændringsforslag vedtaget, mens mindretallets ændringsforslag forkastedes.

Til 3. behandling var ikke stillet ændringsforslag. Forhandlingen formede sig efter sædvane som en almindelig politisk debat, under hvilken følgende medlemmer havde ordet som ordførere for deres partier: Per Hækkerup (S), Erik Eriksen (V), Poul Møller (KF), A. C. Normann (RV), Niels Andersen (DR), Fuglsang (DK) og Aksel Larsen (SF). Endvidere havde Elias Lauf (Grønland) og Carsten Raft (KF) ordet. Af ministrene deltog kun statsministeren og ministeren for Grønland i debatten.

Lovforslaget vedtoges med 125 stemmer mod 6 (DK og SF).
Partiernes ordførere
Holger Brodthagen (S), K. Damsgaard (V), K. Thestrup (KF), Hermod Lannung (RV), J. M. Pedersen (DR) og Villy Fuglsang (DKP)