Ved loven bemyndiges landbrugsministeren til efter forhandling med finansministeren at godkende oprettelse af et finansieringsinstitut, der har til formål at yde sekundære lån i landbrugsiendomme, gartnerier samt skov- og havebrugsejendomme med dertil hørende besætning og inventar m. v., fortrinsvis til fremme af moderniseringen af bygninger samt til formidling af generationsskifte.
Lånegrænsen er fastsat til 70 pct. af en af institutionen foretaget eller godkendt vurdering af ejendommens værdi i handel og vandel inkl. besætning og inventar m. m.
Lånene, der ydes i form af kasseobligationer på tilsvarende måde som ved kreditforeningslån, skal afvikles med lige store halvårlige afdrag over en periode på fra 5 til 20 år, alt efter låneformålene og pantets sammensætning.
Ved optagelse af lån indbetaler lånsøgeren til en reservefond et mindre indskud, hvorhos han betaler et mindre årligt bidrag som risiko- og administrationspræmie. Dette svarer altså også til forholdene, som de er i en kredit- og hypotekforening.
Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde landbrugsministeren rede for de overvejelser, som regeringen forud for fremsættelsen havde foretaget med hensyn til muligheden af at tilføre landbrugserhvervet øget kapital til dækning af behovet for lån til produktivitetsfremmende foranstaltninger, ikke mindst til forbedring af bygninger, og for lån til lettelse af generationsskiftet.
En mulighed, der var blevet overvejet, var oprettelsen af en landbrugsbank efter samme mønster som fiskeribanken.
Som en anden mulighed havde man overvejet oprettelsen af kautionsforeninger i tilslutning til husmandsforeningernes indkøbsforeninger.
Endelig havde man overvejet en ordning med et privat finansieringsinstitut i lighed med Byggeriets Realkreditfond. For nærmere at undersøge mulighederne for at løse landbrugets låneproblemer på denne måde optog ministeren forhandlinger med repræsentanter for pengeinstitutterne, nationalbanken samt med landbo- og husmandsforeningerne. Disse forhandlinger resulterede i, at Danske Bankers Fællesrepræsentation og Danmarks Sparekasseforening i fællesskab udarbejdede et forslag, der fik tilslutning fra De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger.
Det blev dette forslag om et privat finansieringsinstitut, der kom til at danne grundlaget for ministerens forslag, og det nye finansieringsinstitut bliver i den grad selvstændigt, at staten ikke impliceres på anden måde end derved, at landbrugsministeriet fører tilsyn med, at såvel lovens bestemmelser som instituttets vedtægter overholdes, og at hensynet til kasseobligationernes sikkerhed tilbørligt iagttages af instituttets ledelse.
Om instituttet som sådant anførte landbrugsministeren ved fremsættelsen følgende:
„Det er ikke hensigten at opbygge et nyt stort administrationsapparat, men at det ny finansieringsinstitut skal betjene sig af de lokale banker og sparekasser. En lånsøger henvender sig derfor blot til sin sædvanlige bank eller sparekasse. Denne foretager indstilling om lånets størrelse til finansieringsinstituttets bestyrelse og berigtiger på dettes vegne de bevilgede lån, indkasserer terminsydelser og fører det løbende tilsyn med de pantsatte ejendomme.
Til sikkerhed for kasseobligationerne tjener:
1. Pantesikkerheden i de belånte ejendomme.
2. De formidlende pengeinstitutters forlods risiko over for finansieringsinstituttet for 10 pct. af restgælden til enhver tid af de af dem på instituttets vegne formidlede lån.
3. Instituttets reservefond.
4. En garantikapital, der tilvejebringes af de formidlende pengeinstitutter, svarende til 5 pct. af de af det enkelte pengeinstitut formidlede låns restgæld til enhver tid.
5. En supplerende grundfond af en størrelsesorden på omkring 60 mill. kr. tegnet af Danmarks nationalbank samt bankerne og sparekasserne.
Pengeinstitutterne nærer tillid til, at kasseobligationer med denne sikkerhed vil kunne finde tilfredsstillende afsætning, således at lånene kan ydes til en efter markedsforholdene til enhver tid rimelig rente. Hertil vil også tjene, at kasseobligationerne kan belånes i nationalbanken, og at de kan tjene som anbringelse for forsikringsselskabers og pensionskassers bundne midler.
Ved at etablere finansieringsinstituttet som en selvejende institution tilstræber man, at de oparbejdede reserver fuldt ud kan tjene landbrugets formål, og de midler, der måtte være til disposition ved en eventuel opløsning af selskabet, skal anvendes til fremme af landbrugets formål."
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling i folketinget enstemmigt og uændret.