Ved loven sættes den i henhold til lov nr. 193 af 4. juni 1947 om bekæmpelse af kønssygdomme gældende ordning i kraft for Færøerne med enkelte afvigelser, som hovedsagelig er begrundet i disse øers særlige forhold.

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte indenrigsministeren ved fremsættelsen:

„Antallet af smittede med kønssygdomme på Færøerne er ikke stort og er ikke steget ret meget i en årrække. Der er 15-20 gonorrétilfælde om året, og syfilis forekommer kun med adskillige års mellemrum. I de sidste år har der dog været en del tilfælde af gonorré, hvor det har været vanskeligt at opspore smittekilden, således at sundhedsmyndighederne har været nødt til at bede politiet om bistand til opsporingen. Dette har imidlertid fundet sted uden nogen egentlig lovhjemmel.

Ved lov nr. 193 af 4. juni 1947 om bekæmpelse af kønssygdomme blev der gennemført regler, der med hensyn til smitteopsporingen og pligten til at underkaste sig lægebehandling betød en skærpelse i forhold til de hidtil gældende regler ifølge lov nr. 81 af 30. marts 1906 om modarbejdelse af offentlig usædelighed og venerisk smitte.

Loven af 4. juni 1947 gælder imidlertid ikke for Færøerne, hvorfor Færøernes landsstyre efter indstilling fra landslægen nu har fremsat forslag om, at tilsvarende regler også bliver gennemført på Færøerne.

Det foreliggende lovforslag er udarbejdet på grundlag af loven af 4. juni 1947; der er kun foretaget redaktionelle ændringer samt ændringer, der er begrundet i de for Færøerne gældende særlige forhold."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt uden at have været undergivet udvalgsbehandling.