Forslaget til nærværende lov var enslydende med det i folketingsåret 1958-59 fremsatte forslag til byggelov for købstæderne og landet. Om baggrunden for og hovedpunkterne i lovforslaget henvises til årbog 1958-59, side 477. I det følgende vil derfor navnlig blive omtalt de væsentligste af de ændringer, som foretoges i lovforslaget under folketingets behandling af sagen.

I lovens kapitel 1 er bestemmelserne om dens stedlige og saglige område (§§ 1 og 2) uforandret. København og Frederiksberg falder således uden for lovens stedlige område. Den mulighed, § 5 giver for at meddele forbud mod udstykninger, som vil komme i strid med en forsvarlig og hensigtsmæssig byudvikling, begrænses til områder, hvor bygningsmyndigheden udøves af amtsrådet (de rene landdistrikter). De bestemmelser, som skal supplere lovens principielle regler, er tænkt fastsat dels i et for hele lovens område fælles bygningsreglement (§ 6), dels i kommunale bygningsvedtægter (§ 7). Den foreslåede bestemmelse, som omhandler indholdet af bygningsreglementet, gav anledning til nogen diskussion i folketinget og ændredes med henblik på at begrænse reglementets indhold, for så vidt angår bestemmelser om bygningers indretning.

Paragraffen fik i sin endelige udformning følgende ordlyd:

„I et af boligministeren udfærdiget bygningsreglement fastsættes fornødne forskrifter om bygningers opførelse, konstruktioner og indretning til fyldestgørelse af sikkerhedsmæssige, brandmæssige og sundhedsmæssige hensyn. Der kan fastsættes bestemmelser om isolation mod kulde og varme, lyd, fugt og lugt og om udførelse af tekniske installationer samt bestemmelser, der sikrer mulighed for senere installation af sanitære og tekniske anlæg.

For beboelsesbygninger, der opføres med udleje for øje, kan i reglementet optages målnormer, der kan fremme anvendelsen af standardiserede bygningsdele, installationsdele og inventar.

For lejligheder med et nettoareal på 110 m2 eller derunder i beboelsesbygninger, der opføres med udleje eller salg for øje, kan i reglementet optages bestemmelser til sikring af en hensigtsmæssig planudformning under hensyn til lejlighedens tilsigtede brug."

Samtidig udgik bestemmelserne om beboelses- og opholdsrum og om beboelseslejligheder i lovforslagets §§ 39 og 40.

I lovens kapitel 2 er det som et hovedprincip fastslået, at byggelovgivningens administration er et kommunalt anliggende. I landdistrikterne (sognekommuner uden bygningsvedtægt) skulle bygningsmyndigheden ifølge lovforslaget udøves af amtsbygningsråd. Denne myndighed henlagdes ved en ændring af bestemmelsen (§ 8) til amtsrådet, samtidig med at det i § 10 fastslås, at amtsbygningsrådet er af rådgivende karakter. Der foretoges endvidere visse ændringer i amtsbygningsrådets sammensætning, og det blev udtrykkelig angivet, i hvilke arter af sager dets erklæring skal indhentes.

Hvad angår det byggetekniske nævn, der skal nedsættes ifølge § 12, og som skal være rådgivende for ministerier og andre myndigheder, er det ved en ændring fastsat, at dets medlemmer skal være i besiddelse af byggeteknisk sagkundskab. Endvidere skal sundhedsmyndighederne være repræsenteret i nævnet ved en læge med kendskab til hygiejniske forhold i byggeriet.

I kapitel 3 er i bestemmelserne om grundkredse og byggeområder (§ 16) bl. a. sket den ændring, at også vedtægtsforslag om grundkredse skal fremlægges til offentligt eftersyn. Det er endvidere nu bestemt, at fastlæggelsen af et område, der på grund af sin beskaffenhed eller beliggenhed ikke må bebygges, skal tinglyses på ejendommene (§ 17). Hvad angår landbrugsbyggeri og boliger på landet, er bestemmelserne ændret således, at amtsrådet kan stille krav om, at også småhuse og landbrugsbygninger m. v. skal anmeldes til amtsrådet, forinden byggearbejdet påbegyndes (§ 19).

I kapitel 4 findes bestemmelser om bygningers forhold til veje. Ved en tilføjelse til § 22 er den maksimale bredde, hvori en ny privat vej kan forlanges udlagt, fastsat til 20 m. Der er endvidere sket en vis udvidelse af adgangen til at yde erstatning ved hjørneafskæring (§ 23) og ved udvidelse af veje (§ 24). Endelig er der skabt udtrykkelig hjemmel for i bygningsreglementet at optage nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang dele af en bygning kan springe frem over vejlinje eller byggelinje (§ 26).

I kapitel 5 er foretaget en væsentlig redaktionel omgruppering af bestemmelserne. Mens princippet i disse meget væsentlige bestemmelser om grundudnyttelse og højdebegrænsning er fastholdt, er der sket enkelte realitetsændringer i bestemmelserne. Navnlig de i lovforslaget foreslåede udnyttelsesgrader var genstand for indgående drøftelser i folketinget, som resulterede i forhøjelser på visse områder. Bestemmelsen bygger på det princip, at der fastsættes maksimale — relativt lave — udnyttelsesgrader for områder uden planlægning (§ 33, stk. 1), og at der er mulighed for højere udnyttelsesgrader i områder, hvor en af de i loven nævnte former for planlægning har fundet sted. Paragraffen fik i sin endelige form følgende ordlyd:

„Når ingen anden bestemmelse er truffet i bygningsvedtægt, byplan eller reguleringsplan, må en bebyggelses udnyttelsesgrad ikke overstige
i ældre byområder med overvejende sluttet bebyggelse ... 0,50
i andre områder:
for parcelhuse ............................................................... 0,20
for række- og kædehuse o. lign. ..................................... 0,25
for andre bebyggelser .................................................... 0,40

I de ældre byområder med overvejende sluttet bebyggelse fastsættes grundkredsenes almindelige maksimale udnyttelsesgrader i almindelighed varierende mellem 0,50 og 1,00. I andre områder fastsættes de almindelige maksimale udnyttelsesgrader i almindelighed for parcelhusbebyggelse til 0,20, for rækkehusbebyggelse m. v. til 0,25 og for andre bebyggelser varierende mellem 0,40 og 0,60.

For byggeområder til blandet bebyggelse kan fastsættes maksimale udnyttelsesgrader i almindelighed varierende mellem 0,50 og 1,25.

For byggeomrdder til erhvervsbebyggelse kan fastsættes maksimale udnyttelsesgrader i almindelighed varierende mellem 0,50 og 1,50 eller i ældre byområder mellem 0,50 og 2,00. Der kan i stedet for udnyttelsesgrader fastsættes bestemmelser af andet indhold til begrænsning af bebyggelsens omfang.

I bygningsvedtægten kan bestemmes, at bygningsmyndigheden for bebyggelser, der opføres på grundlag af godkendte bebyggelsesplaner, kan godkende forøgelser med indtil 30 pct. af den i en grundkreds eller et byggeområde gældende almindelige maksimale udnyttelsesgrad, dog ikke ud over en udnyttelsesgrad på henholdsvis 2,00 i områder, der er udlagt til erhvervsbebyggelse, og 0,60 for boligbebyggelse uden for ældre byområder med overvejende sluttet bebyggelse.

En bebyggelsesplan som omhandlet i stk. 5 skal omfatte et efter bygningsmyndighedens skøn passende afgrænset område. Planen skal sikre såvel den aktuelle bebyggelse som fremtidig bebyggelse inden for planens område de i loven og bygningsreglementet foreskrevne friarealer og afstandsforhold og skal tage sigte på, at der opnås de bedst mulige samlede bebyggelsesforhold også i forhold til de omliggende grunde.

Yderligere indskrænkninger eller forøgelser af udnyttelsesgraderne ifølge stk. 1-6 kan fastsættes i byplaner og reguleringsplaner.

Bestemmelserne i § 34 om bygningers højde og afstandsforhold bygger på samme principper som udnyttelsesgraderne.

De svarer med en enkelt mindre ændring til de oprindeligt foreslåede.

I kapitel 6, der indeholder bestemmelser om områdeinddelinger efter bebyggelsens art i henseende til anvendelse (bolig- og erhvervsbebyggelse) m. m., er der foretaget visse ændringer i bestemmelsen om indretning af forretnings- og værkstedslokaler i boligområder (§ 38). Ændringerne tilsigter at klargøre, at kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse til indretning af de nævnte lokaler alene har hensyn til at sikre en ud fra bebyggelsesregulerende, herunder færdselsmæssige, hensyn forsvarlig beliggenhed af forsyningsbutikker m. v.

Der var i folketinget ikke enighed om denne bestemmelses affattelse. Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) af det nedsatte udvalg stillede i udvalgets betænkning et ændringsforslag, som gik ud på, at indretning af de nævnte butikker m. v. i et boligområde principielt skulle være tilladt, og at et forbud krævede 2/3 flertal i kommunalbestyrelsen.

Flertallet (regeringspartiernes medlemmer) stillede et ændringsforslag, der som nævnt tilsigtede en klargøring af de hensyn, der burde tages i betragtning, men kunne ikke frafalde kravet om forudgående godkendelse.

Også bestemmelsen om de krav, der i bygningsvedtægt kan stilles til bebyggelsens vedligeholdelse (§ 44), ændredes i overensstemmelse med et af det nævnte flertal stillet ændringsforslag. Herved fremhævedes det, at kravet til en bebyggelses sømmelige stand må have forskelligt indhold under hensyn til beliggenheden, ligesom adgangen til at meddele påbud om afhjælpning m. v. begrænsedes. Også på dette område havde mindretallet stillet forslag om videregående ændringer.

Reguleringsinstituttet, der navnlig har hensyn til ombygning af ældre byområder, er ved en ændring i § 45 udtrykkeligt begrænset til sådanne områder.

Lovens almindelige klageadgang fraviges efter foretagne ændringer, for så vidt angår beslutninger om krav til bebyggelsens ydre fremtræden (8 43), idet der i disse tilfælde åbnes adgang til at påklage beslutningerne til reguleringskommissionen. Denne tilføres derfor ved en tilføjelse til § 53 et på dette område særlig sagkyndigt medlem.

Kommunalbestyrelsens adgang til ekspropriation af privatejede grunde m. m. begrænsedes noget i forhold til det oprindeligt foreslåede. Efter bestemmelsen i § 56 kan ekspropriation herefter ske, når det er nødvendigt til

a. opnåelse af tilfredsstillende bebyggelses- eller vejforhold og tilvejebringelse af fælles tekniske forsyningsanlæg for et bebyggelsesområde eller dele heraf,

b. tilvejebringelse eller udvidelse af kommunale anlæg, institutioner eller virksomheder, der ikke tjener erhvervsmæssige formål, og

c. tilvejebringelse eller udvidelse af børne- og fritidsinstitutioner og -anlæg, der opfylder lovgivningens betingelser for at opnå tilskud til driften fra det offentlige med mindst 50 pct. af de godkendte årlige driftsudgifter.

Lovforslagets bestemmelse om en almindelig tidsbegrænsning på 80 år af meddelte byggetilladelser og godkendelser er udgået. Dog er der (§ 61) bevaret en mulighed for i visse tilfælde at meddele godkendelse som midlertidig, hvor særegne forhold gør det påkrævet.

Loven træder ifølge § 66 i kraft den 1. april 1961. Boligministeren kan dog efter indstilling fra en kommunalbestyrelse meddele udsættelse — længst indtil 1. april 1963 — med lovens gennemførelse i kommunen, når sådan udsættelse er nødvendig af hensyn til tilvejebringelse af en bygningsvedtægt. Kommunalbestyrelsens forslag til bygningsvedtægten skal indsendes til boligministeren inden for en af ministeren fastsat frist og senest den 1. oktober 1961.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det nedenfor under nr. 112 omtalte forslag til lov om brandvæsenet i købstæderne og på landet.

Ved 1. behandling blev der fra alle sider givet udtryk for det ønskelige i at opnå en modernisering, forenkling og koordinering af de for byggeri gældende bestemmelser, således som det var tilsigtet ved fremsættelsen af lovforslaget. Der udtaltes dog — navnlig fra venstres og det konservative folkepartis side — betænkeligheder ved udformningen af en række af lovforslagets bestemmelser, som måtte forudsætte en grundig drøftelse i et udvalg.

Lovforslaget underkastedes en særdeles grundig udvalgsbehandling, som resulterede i en lang række ændringsforslag i betænkningen, der for en stor del tilsigtede at imødekomme de af oppositionen fremførte betænkeligheder.

Bortset fra de ovennævnte to punkter — lovens § 38 om indretning af butikker m. v. og § 44 om kravene til vedligeholdelse — på hvilke mindretallet (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) stillede ændringsforslag, gav hele udvalget tilslutning til de i betænkningen stillede 75 ændringsforslag. De vigtigste af disse fremgår af det foregående.

Om nogle af de i udvalget drøftede spørgsmål skal af betænkningen anføres følgende, idet der i øvrigt må henvises til dennes indgående bemærkninger.

„Udvalget kan tiltræde, at lovforslaget fremkalder en vis samling i byggelovgivningen af almindelige bestemmelser om bygningers opførelse og konstruktioner. Man finder imidlertid, at byggelovgivningen i højere grad, end lovforslaget vil medføre, bør indeholde sådanne almindelige bygningsbestemmelser. Man har navnlig hæftet sig ved, at der bl. a. i loven om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger og i arbejderbeskyttelseslovene er optaget almindelige bestemmelser om bygningers konstruktioner og indretning — bestemmelser, der ikke mindst af hensyn til de byggende bør søges i den egentlige byggelovgivning og administreres af de almindelige bygningsmyndigheder, eventuelt under medvirken af den særlige sagkundskab, der er tilvejebragt ved administrationen af de gældende love.

Boligministeren har over for udvalget erklæret sig principielt enig i dette synspunkt, men fremhævet, at en yderligere samling i byggelovgivningen af almindelige forskrifter om byggetekniske forhold unødigt vil sinke gennemførelsen af en stærkt savnet tidssvarende byggelov. Boligministeren har dernæst anført, at en samordning af sådanne forskrifter i de forskellige lovgivningsområder vil ske under medvirken af det i lovforslagets § 11 omhandlede byggetekniske nævn.

Udvalget har ikke ment at kunne se bort fra disse synspunkter, men henstiller til boligministeren at være opmærksom på det ønskelige i en også formel samling af de omhandlede bestemmelser og tage initiativ til, at en hertil sigtende lovrevision gennemføres."

Udvalget understreger endvidere det principielt ønskelige i, at bygge- og byplanlovgivningen sammenarbejdes i én lov.

"Boligministeren har givet tilsagn om at ville nedsætte en kommission til nærmere at overveje spørgsmålene, når der efter en passende tids forløb er indvundet erfaringer på grundlag af den nye byggelovgivning.

Udvalget er enigt i, at et kommissionsarbejde kan være påkrævet, og finder, at dette bør fremmes mest muligt."

Angående København og Frederiksberg anføres:

„Udvalget ser ingen rimelig grund til, at bestemmelser om bygningers opførelse m. v. — herunder navnlig de teknisk-konstruktive bestemmelser — ikke skal være de samme i de 2 hovedstadskommuner som i det øvrige land.

Da en ny byggelov for landet uden for København og Frederiksberg imidlertid er stærkt påkrævet, afstår udvalget fra at stille ændringsforslag til § 1, men anmoder boligministeren om at søge foretaget en revision af de gældende byggelove for København og Frederiksberg med henblik på, at bygningsbestemmelserne i så vid udstrækning som muligt bliver ensartede for hele landet."

Et spørgsmål, der gav anledning til indgående drøftelse, var bestemmelsen om, at ministeren skulle udfærdige et bygningsreglement. Der opnåedes enighed i udvalget om den ovenfor citerede bestemmelse i lovens § 6. Det udtales i øvrigt i betænkningen, at „udvalget anser fastsættelsen af bestemmelser i bygningsreglementet for at være et administrativt anliggende, hvorunder boligministeren handler under sædvanligt parlamentarisk ansvar. Man har derfor ikke set det som sin opgave at tage stilling til indholdet af de enkelte bestemmelser i det udkast til bygningsreglement, som boligministeren har forelagt for udvalget."

Det anføres endvidere, at boligministeren på foranledning af henvendelser fra en række landboforeninger har "truffet aftale med de landøkonomiske foreninger om en ordning, hvorefter foreningerne nedsætter et fælles byggeudvalg, der indeholder også teknisk sagkundskab, og boligministeren søger samråd med dette udvalg om sådanne ændringer i bygningsreglementet, der skal finde anvendelse på landbrugets bygninger, herunder stuehusene. Boligministeren har endvidere givet udtryk for, at denne ordning også vil omfatte det første bygningsreglement i henhold til loven, for så vidt angår bestemmelser af interesse for de landøkonomiske foreninger. Udvalget kan tiltræde den trufne ordning."

Det erkendtes ved lovforslagets videre behandling fra både venstres og det konservative folkepartis side, at lovforslaget ud fra de to partiers synspunkter var forbedret gennem de foretagne ændringer.

Venstre kunne dog ikke stemme for lovforslagets endelige vedtagelse ved 3. behandling. Det vedtoges herefter med 101 stemmer (S, KF, RV, DR og DK) mod 1 (Jensen-Broby (V)), mens 35 (V) undlod at stemme.