De gældende regler om krigs-ulykkesforsikring for personer beskæftiget om bord i fiskerskibe eller -fartøjer indeholdes i lov om krigs-ulykkesforsikring for søfarende, jfr. lovbekendtgørelse nr. 91 af 18. marts 1948.
Der er herved tillagt enker efter de pågældende fiskere en kapitalerstatning, som — på linje med, hvad der gælder for søfolk — går ud over, hvad der ydes efter ulykkesforsikringsloven, hvorimod lovbekendtgørelsens regler om en supplerende krigs-ulykkesforsikringsrente til søfolk ikke finder anvendelse, for så vidt angår denne gruppe.
I de senere år har der været rejst spørgsmål om ydelse af en tillægserstatning til enker efter krigsulykkesramte fiskere, hvorved disse blev ligestillet med krigsforliste sømænds efterladte.
Under hensyn hertil nedsattes et embedsmandsudvalg med det formål at søge tilvejebragt en forbedring af understøttelsesforholdene for krigsulykkesramte fiskeres enker.
På grundlag af dette udvalgs indstilling foresloges i forslaget til nærværende lov, at der, for at råde bod på den nævnte forskelsbehandling, med virkning for fremtiden blev tillagt de pågældende fiskerenker en månedlig ydelse af en størrelse svarende til det i kommunegruppe II (købstæder m. v.) til enhver tid gældende maksimale grundbeløb for pension i henhold til lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m. fl., hvilket folketinget sluttede sig til.
Lovens to første paragraffer er sålydende:
§ 1. Ret til krigs-ulykkesforsikringsrente efter bestemmelserne i denne lov har:
1) enker, der i henhold til lov nr. 183 af 20. maj 1933 om forsikring mod følger af ulykkestilfælde med senere ændringer har modtaget eller er berettiget til erstatning efter personer beskæftiget om bord i fiskerskibe eller -fartøjer — herunder de efter nævnte lovs §§ 57, 58 og 59 forsikrede fiskere — såfremt dødsfaldet skyldes ulykkestilfælde som følge af krigsbegivenheder, indtruffet i tiden 1. september 1939-31. marts 1959,
2) enker efter fiskere, der er omfattet af bestemmelsen i § 6 i lov nr. 355 af 20. juli 1945 om hjemrejse og ferie m. m. for søfarende, såfremt dødsfaldet er en følge af ulykkestilfældet.
§ 2. Retten til at oppebære rente i henhold til denne lov er betinget af, at bestemmelserne i § 65 i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre ikke ville afskære fra erstatning i henhold til nævnte lov.
§ 3 indeholder bestemmelser om pristalsregulering af renten, hvis grundbeløb fastsættes til 3 228 kr. årlig.
§ 4 indeholder en bestemmelse om udbetalingen af renten. Endvidere udtales det i paragraffen, at bestemmelserne i ulykkesforsikringslovens §§ 6 og 35, stk. 1-5, om rentenyderens dispositionsret til renten finder tilsvarende anvendelse på renten ifølge loven.
I § 5, stk. 1, bestemmes, at retten til renten bortfalder ved indgåelse af ægteskab, men genindtræder efter begæring, hvis ægteskabet ophører ved dødsfald eller skilsmisse.
§ 6 fastsætter lovens ikrafttrædelsesdato til 1. april 1959.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af samtlige partiers ordførere, idet dog Ragnhild Andersen (DK) beklagede, at der ikke ved forslaget var skabt ligestilling mellem på den ene side de af forslaget omhandlede fiskerenker og på den anden side enker efter søfolk og efter andre ofre fra besættelsestiden.
Efter at have været underkastet en udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag, vedtoges det uændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.