Luk

Luk
Luk

Luk

L 83 Lov for Færøerne om børnebidrag til enlige forsørgere m. v.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 249 af 10-06-1960
Angående udarbejdelsen og behandlingen af forslaget til nærværende lov henvises til, hvad der er anført under omtalen af den nærmest foregående sag.

Den danske forsorgslovs afsnit om børnebidrag blev ved kgl. anordning nr. 101 af 18. marts 1949 sat i kraft for Færøerne. Anordningen blev ændret i 1950 og 1956, men svarede ikke fuldt ud til, hvad der var gældende hernede. Med hensyn til forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag indeholdt anordningen således forskellige indtægtsgrænser for ugifte og gifte, og der fandtes ingen regler om forholdet mellem et barns egne indtægter og adgangen til forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag til barnet. Endvidere var der ikke i anordningen regler om ydelse af barselfærdsbidrag til enker og andre enlige mødre, som ikke i henhold til overøvrighedsresolution var berettiget hertil. Endelig kan efter forsorgsloven understøttelse til børn født uden for ægteskab, for hvilke faderskabet ikke er fastslået, i visse tilfælde ydes fra barnets fødsel at regne, mens den færøske anordning ikke indeholdt en tilsvarende regel.

I nærværende lov er der på de nævnte punkter gennem reglerne i §§ 9, 10, 29 og 32, stk. 1, sidste punktum, tilvejebragt overensstemmelse med lovgivningen for den øvrige del af riget. Man har fundet det hensigtsmæssigt samtidig at samle reglerne om forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag til børn født i og uden for ægteskab i et fælles kapitel, ligesom der af hensyn til overskueligheden er foretaget nogle mindre ændringer af redaktionel karakter.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Wilhelm Dupont (S), Johan Poulsen (V), Asger Jensen (KF), Helge Larsen (RV), Robert Sandau (DR) og Ragnhild Andersen (DKP)