Luk

Luk
Luk

Luk

L 98 Lov om lån og garantier til visse erhvervsvirksomheder.

Af: Minister for handel, industri og søfart Kjeld Philip ()
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 144 af 04-04-1960
Loven træder i stedet for følgende bestemmelser i den hidtidige lovgivning:

1) den i kapitel II i lov om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser indeholdte hjemmel til ydelse af lån af statskassen til industri- og håndværksvirksomheder, der ophørte med udgangen af finansåret 1959-60 (årbog 1953-54, side 326), og

2) den ved lov om udlån til visse rederivirksomheder (årbog 1956-57, side 293) givne bemyndigelse for handelsministeren til i finansårene 1957-58, 1958-59 og 1959-60 at yde lån af statskassen til bygning eller ombygning af mindre fragtskibe, hvilken bemyndigelse ligeledes udløb med udgangen af finansåret 1959-60.

Der er således ved den heromhandlede lov skabt mulighed for, at staten fortsat vil kunne yde bistand til de pågældende dele af næringslivet.

Lovens enkelte bestemmelser svarer i det store og hele til den hidtidige lovgivning på dette område, dog er der åbnet adgang til at erstatte udlån af statskassen med statsgaranti for lån optaget i private pengeinstitutter, i det omfang de af loven tilsigtede formål kan opnås ad denne vej.

Loven, der skal optages til revision i folketingsåret 1961-62, mødte under behandlingen i folketinget stærk modstand fra venstre og det konservative folkeparti, der ikke ønskede at medvirke til en videreførelse af den hidtil gældende ordning om statslån til private erhvervsvirksomheder.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 86 stemmer (S, RV, DR, DK og SF) imod 54 (V og KF).
Partiernes ordførere
Lars M. Olsen (S), Henry Christensen (V), Svend Aage Fanger (KF), A. C. Normann (RV), Niels Andersen (DR) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)