Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af forannævnte overenskomst med tilhørende protokol;
I. Overenskomstens baggrund og forhistorie.
Finland har siden 1956 deltaget på lige fod med Danmark, Norge og Sverige i det nordiske økonomiske samarbejde. På denne baggrund og under hensyn til den af de nordiske lande udarbejdede plan for et snævert økonomisk samarbejde erklærede den finske minister for handel og økonomi under mødet i Saltsjöbaden den 20.-21. juli 1959 om oprettelsen af det lille europæiske frihandelsområde, at Finland kun ville kunne del- lage i et samarbejde, der var foreneligt med Finlands øvrige internationale aftaler og traditionelle handelsforbindelser, herunder den handel, der var baseret på tosidede aftaler. Det var ikke på daværende tidspunkt muligt at fastlægge Finlands stilling til det planlagte frihandelsområde, men den finske regering håbede at få lejlighed til at følge de videre drøftelser om planen. De syv landes ministre erklærede sig indforstået med, at Finland fik adgang hertil under embedsmandsforhand- lingerne i Stockholm i efteråret 1959, hvor teksten til konventionen om Den europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) blev endeligt udformet.
Efter at det finske parlament havde bemyndiget den finske regering til uden at ansøge om egentligt medlemsskab at optage forhandlinger vedrørende Finlands tilknytning til EFTA-samarbejdet, anmodede man fra finsk side under ministermødet den 19. og 20. november 1959, hvor teksten til EFTA- konventionen paraferedes, om adgang til at indlede sådanne drøftelser. Under disse forhandlinger ville man fra finsk side søge at sikre de finske eksportinteresser og beskæftigelsen i Finland gennem et arrangement, som ikke stred mod landets handelsforpligtelser over for Sovjetunionen og andre tredielande. EFTA-ministrene hilste det finske initiativ velkomment og erklærede sig rede til at indlede sådanne drøftelser.
I fortsættelse heraf fremlagde man fra finsk side i begyndelsen af 1960 en række forslag vedrørende særordninger i relation til visse af EFTA-konventionens bestemmelser. I løbet af foråret 1960 førtes på baggrund heraf en række forhandlinger mellem repræsentanter for Finland og EFTA-landene. Under drøftelserne tilstræbte man fra dansk side ligesom fra de øvrige nordiske EFTA-landes side at nå til enighed om ordninger, som i videst muligt omfang tilgodeså både Finlands og EFTA-landenes interesser. På EFTA-ministermødet i Lissabon den 19. og 20. maj 1960 blev der opnået principiel enighed om samtlige tekniske spørgsmål vedrørende formen for det handelsmæssige samarbejde mellem EFTA-landene og Finland.
Forinden de afsluttende forhandlinger om associeringsoverenskomsten kunne finde sted ønskede den finske regering imidlertid at afklare forholdet til Sovjetunionen.
Dette spørgsmål blev drøftet under ministerpræsident Khrustjevs besøg i Helsingfors 2.-3. september 1960, og efter besøget udsendtes et kommuniqué, hvori man fra sovjetisk side anerkendte Finlands ønske om at opretholde sin konkurrenceevne i de vestlige markeder og erklærede sig rede til at indlede forhandlinger med Finland om, hvilke skridt der kunne træffes for at bevare og videreudvikle samhandelen mellem Finland og Sovjetunionen i tilfælde af, at Finland ønskede at indgå en kommerciel aftale med EFTA.
På baggrund heraf indledtes finsk-sovjetiske forhandlinger, som afsluttedes under præsident Kekkonens besøg i Moskva i slutningen af november 1960 med undertegnelsen af en finsksovjetisk toldaftale af 24. november 1960. Ved aftalen forpligter Finland sig under henvisning til nabolandsforholdet til for varer, som traditionelt indføres fra Sovjetunionen til Finland, eller som er indeholdt i bestående kommercielle aftaler mellem de to lande, at nedsætte og afvikle toldsatserne efter et skema, der svarer til det, der skal gælde for Finland i forholdet til EFTA-landene.
Efter indgåelsen af ovennævnte aftale med Sovjetunionen erklærede man sig fra finsk side rede til at optage de afsluttende forhandlinger med EFTA-landene om udformning af overenskomsten mellem EFTA og Finland. På EFTA-minister- mødet i Geneve den 14.-16. februar 1961 opnåedes der enighed om det forslag til en overenskomst, som EFTA kunne tilbyde Finland, og i tiden fra den 28. februar til 15. marts 1961 førtes på grundlag af dette forslag de afsluttende forhandlinger mellem Finland og EFTA-landene i Geneve. Disse forhandlinger førte til undertegnelsen den 27. marts 1961 i Helsingfors af en overenskomst om dannelse af en sammenslutning mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Frihandelssammenslutning og republikken Finland.
Det arrangement, der er indeholdt i overenskomsten, er et frihandelsområde omfattende på den ene side de lande, der deltager i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, og på den anden side Finland. Finland bliver således ikke medlem af EFTA, men af en ny sammenslutning mellem EFTA-landene og Finland.
Bortset fra visse undtagelser bliver det handelspolitiske forhold, herunder afviklingen af told og importrestriktioner, mellem Finland og EFTA-landene det samme som det, der gælder mellem EFTA-landene indbyrdes.
Til varetagelse af forholdet mellem Finland og EFTA-landene oprettes et fællesråd bestående af repræsentanter for de syv EFTA-lande og Finland.
Til overenskomsten er knyttet en protokol om dens anvendelse på fyrstendømmet Liechtenstein. Ifølge protokollen skal bestemmelserne i overenskomsten på samme måde som EFTA-konventionen finde anvendelse på Liechtenstein, så længe fyrstendømmet er i toldunion med Schweiz.
Samtidig med at folketingsbeslutningen vedtoges, gennemførtes en lov om ændring af toldloven med henblik på at muliggøre gennemførelsen af overenskomstens bestemmelser om afvikling af toldsatserne over for Finland (jfr. ovenfor under nr. 150).
II. Overenskomstens indhold.
Ved art. 1 oprettes der en sammenslutning mellem EFTA-landene og Finland. Artiklen indeholder endvidere i en henvisning til EFTA-konventionens art. 41, par. 2, hjemmelen til overenskomsten. Ifølge den nævnte bestemmelse i EFTA- konventionen kan frihandelssammenslutningens råd føre forhandlinger om afsluttelse af en overenskomst, hvorved der skabes en association, som er karakteriseret ved passende gensidige rettigheder og forpligtelser, fælles optræden og særlige fremgangsmåder. En forudsætning for en sådan overenskomsts ikrafttræden er det, at den godkendes af alle medlemsstater.
Ifølge art. 2 finder EFTA-konventionens bestemmelser med de i overenskomsten indeholdte forbehold og med visse undtagelser anvendelse på forholdet mellem EFTA-landene og Finland. De pågældende undtagelser er konventionens art. 1 (der fastslår organisationens navn, medlemskreds, område og institutioner), 32, 34, 35, 36,39 og 40-44 (omhandlende henholdsvis rådets sammensætning og beføjelser, administrative foranstaltninger, retlig stilling, privilegier og immuniteter, forbindelser med internationale organisationer, ratifikations-, ikrafttrædelses-, tiltrædelses- og udtrædelsesbestemmelser, territorial anvendelse og ændringer i konventionen). Endvidere indeholder art. 2 bestemmelse om overenskomstens geografiske område og formelle bestemmelser om forståelsen af en række udtryk i konventionens bestemmelser, når disse anvendes på forholdet mellem EFTA-landene og Finland. Endelig fastsættes 1. juli 1961 som den skæringsdato, der skal anvendes på forholdet mellem Finland og EFTA-landene i stedet for den i konventionen indeholdte skæringsdato, 1. juli 1960.
Det følger af art. 2, at der i forholdet mellem EFTA-landene og Finland gælder de samme regler om afvikling af told og importrestriktioner som dem, der ifølge konventionens art. 3 (med senere ændring) og art. 10 gælder mellem de syv EFT A-lande. Efter at medlemsstaterne på et ministermøde i februar måned d. å. har besluttet at foretage en yderligere reduktion af toldsatserne på 10 pct. den 1. juli 1961, har Finland erklæret sig indforstået med at foretage en tilsvarende nedsættelse, så at den samlede finske toldnedsættelse pr. 1. juli 1961 vil blive på 30 pct. Der er dog to grupper af undtagelser fra denne regel om at anvende EFTA-konventionens afviklingsskemaer. Art. 3 indeholder således en særlig tidstabel for afvikling af Finlands importtold for en række i tillæg I til overenskomsten opregnede varer. For disse varer, hvoriblandt tekstiler, læder og skotøj samt visse jern- og metalvarer, opnår Finland efter en første toldreduktion på 20 pct. den 1. juli 1961 en pause i toldafviklingen indtil den 1. januar 1965, hvorefter toldafviklingen bliver hurtigere end efter konventionen, så at den endelige afvikling efter tidstabellen også for disse varer vil falde sammen med de øvrige medlemslandes. Hvis samhandelen mellem Finland og medlemslandene tilsiger det, og beskæftigelsessituationen i de pågældende industrier i Finland og medlemslandene tillader det, kan fællesrådet imidlertid vedtage, at toldafviklingen for disse varers vedkommende skal fremskyndes.
Den basistold, som skal danne udgangspunktet for Finlands toldnedsættelser, skal ifølge art. 3, par. 3, være den pr. 1. juni 1961 i Finland faktisk anvendte told.
For at muliggøre en opretholdelse af Finlands import fra Sovjetunionen af de pågældende varer undtages ved art. 4 en række i tillæg II opregnede varer ved import til Finland fra de i konventionens art. 10 indeholdte bestemmelser om afvikling af kvantitative indførselsrestriktioner; det drejer sig især om faste og flydende brændselsstoffer og visse gødningsstoffer. Der sikres for disse varers vedkommende medlemstaternes leverandører lejlighed til at konkurrere med hensyn til en rimelig andel af importen på lige vilkår med andre leverandørlande. På begæring af en af medlemsstaterne vil bestemmelserne når som helst kunne tages op til revision.
I art. 5 tilsiger medlemslandene Finland mestbegunstigelse, for så vidt angår usynlige transaktioner, mens Finland, der ikke er medlem af OEEC og således ikke er bundet af de i OEEC aftalte liberaliseringsregler, med visse i tillæg III nærmere angivne forbehold påtager sig at tilstå medlemsstaterne en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, som den 1. maj 1960 tilstås Finland af medlemsstaterne, hvilket i praksis vil sige, at Finland påtager sig at efterleve OEECs liberaliseringskode for usynlige transaktioner i relation til medlemsstaterne.
Som nævnt i de indledende bemærkninger er den institutionelle opbygning for den frihandelssammenslutning, der etableres mellem EFTA-landene og Finland, en anden end EFTAs egen.
Der oprettes ved art. 6 et fællesråd, hvori hver af deltagerne i overenskomsten skal være repræsenteret med én stemme, og som skal udøve de beføjelser og funktioner, der tillægges det ved overenskomsten. Fællesrådet kan under udøvelsen af sit hverv træffe beslutninger, som er bindende for deltagerne, og rette henstillinger til disse. Dets beslutninger skal, hvor intet andet er bestemt, vedtages ved enstemmighed. Til beslutninger, som skal træffes ved stemmeflertal, kræves, at mindst fem deltagere giver deres samtykke.
Med hensyn til fællesrådets forhold til det i henhold til konventionen nedsatte råd hedder det, at rådets enstemmigt trufne beslutninger, som uden forbehold godkendes af Finland, også skal være bindende for Finland og finde anvendelse i forholdet mellem Finland og medlemsstaterne. For så vidt angår beslutninger, som af rådet er truffet ved stemmeflertal, og som efter henstilling fra en deltager forelægges fællesrådet, kan dette bestemme, at disse skal være bindende også for Finland. Der kræves, for at en sådan bestemmelse kan vedtages i fællesrådet, kun afgivelse af fire bekræftende stemmer. I forbindelse med overenskomstens vedtagelse er det aftalt, at denne bestemmelse ikke alene dækker rådets ved stemmeflertal trufne beslutninger, men også dets på samme måde vedtagne henstillinger.
Ifølge art. 7 skal overenskomsten godkendes af signatarstaterne og træde i kraft, når godkendelsesinstrumenterne er deponeret hos Sveriges regering.
Enhver stat, der tiltræder konventionen, skal ifølge art. 8 under forudsætning af rådets godkendelse også tiltræde overenskomsten, mens stater, der indtræder i et associeringsforhold i overensstemmelse med konventionens art. 41, par. 2, kan tiltræde overenskomsten på sådanne vilkår, som fællesrådet fastsætter.
Efter art. 9, par. 1, kan såvel Finland som EFTA-landene (sidstnævnte ved en beslutning i EFTA-rådet) opsige overenskomsten med tre måneders varsel, idet fællesrådet i så fald dog kan bestemme, at de konventionsbestemmelser, som i medfør af overenskomstens art. 2 finder anvendelse på forholdet mellem EFTA-landene og Finland, fortsat skal finde hel eller delvis anvendelse i en periode på ikke over 9 måneder. En medlemsstat, der udtræder af konventionen, betragtes som samtidig udtrædende af overenskomsten, mens en medlemsstat, der ønsker at udtræde af overenskomsten alene, kan gøre dette med tre måneders varsel.
III. Landbrugsvarer.
Landbrugsvarer og fiskevarer indtager ifølge overenskomstens art. 2 samme stilling i overenskomsten som i EFTA- konventionen. Bortset fra bestemmelserne om dumping er de af overenskomsten omfattede handelspolitiske bestemmelser således ikke gældende for disse varer.
I stedet er der i konventionens art. 22-25 fastsat særlige bestemmelser for landbrugsvarerne og i art. 26-28 særlige bestemmelser for fiskevarer. Disse bestemmelser er ifølge overenskomstens art. 2 gjort anvendelige på forholdet mellem EFTA-landene og Finland. Det samme er med de i overenskomstens art. 2 nævnte undtagelser tilfældet for de efterfølgende bestemmelser i konventionen, herunder bestemmelserne om klageproceduren.
Der har sideløbende med forhandlingerne om overenskomsten været ført forhandlinger om afsluttelsen af en dansk-finsk landbrugsvareaftale af den i EFTA-konventionens artikel 23 om indgåelse af tosidige aftaler til fremme af samhandelen med landbrugsprodukter omhandlede art. Under forhandlingerne, der fandt sted i København i april 1960, er der truffet en aftale, der blev undertegnet den 27. marts 1961.
Overenskomsten er udformet efter samme retningslinjer som de med andre EFTA-lande indgåede landbrugsvareaftaler. Den indeholder finske tilsagn om velvillig overvejelse af danske ønsker om lettelser for samhandelen med landbrugsprodukter og om, at den finske importpolitik og støttepolitik vil blive ført på en sådan måde, at danske producenter får mulighed for at bevare markedet i Finland for varer af interesse for det danske landbrug og for inden for rammen af det finske importbehov at få andel i den finske forøgelse af forbruget af de pågældende varer. I aftalen indgår endvidere finske toldlettelser og/eller importkontingenter for flæsk og svinekød, sukkerroer, æbler og pærer, æblepulp, frø, planteskoleprodukter og blomsterløg. Spørgsmålet om samhandelen med grønsager er — som i aftalen med Sverige — henskudt til særlige forhandlinger, og det er i øvrigt i aftalen bestemt, at de to landes myndigheder regelmæssigt vil drøfte spørgsmål vedrørende aftalens gennemførelse.
Forslaget til folketingsbeslutning blev i folketinget tiltrådt af samtlige partier og vedtoges enstemmigt.