Som ordfører for forespørgerne indledte Herluf Rasmussen (SF) med at gøre opmærksom på, at man ikke havde til hensigt at genoptage diskussionen om de under krigen stedfundne likvideringer af personer, der mod betaling eller af andre grunde angav deres landsmænd til tyskerne. „Disse sager har ingen relation til det, vi beskæftiger os med her i dag. Tværtimod; vi har den største respekt for den disciplin, hvormed denne modstandsbevægelsens mest ubehagelige opgave blev løst.

Det er imidlertid noget ganske andet, når det drejer sig om et forsøg på likvidering eller fuldbyrdet likvidering af modstandsfolk, der stod midt i en kamp på liv og død mod en fjende, der ikke gav pardon.

I begyndelsen af december måned sidste år blev sagerne ganske periferisk berørt i forbindelse med et spørgsmål til den højtærede justitsminister, hvori der krævedes en politimæssig undersøgelse af de oplysninger, der i et københavnsk dagblad var fremkommet om forsøg på likvidering af en fremtrædende modstandsmand, nuværende generalmajor Aage Højland Christensen, under besættelsen.

Som alle ved, blev kravet afvist med den begrundelse, at der efter den højtærede justitsministers skøn ikke var rimelig formodning om, at den i spørgsmålet omtalte plan skulle være af forbryderisk karakter, hvortil yderligere blev anført i afvisningen, at planen jo ikke blev bragt til udførelse, og at der var forløbet ca. 17 år, siden begivenhederne skulle have fundet sted."

Udgangen blev da, at man „ikke gik med til at foretage en politimæssig undersøgelse, men overlod det til auditøren at skaffe oplysninger i sagen. Jeg finder stadig væk ikke denne løsning rigtig. I en sådan sag vil der meget hurtigt komme så stort et materiale frem, at det kan blive en aldeles håbløs opgave, selv for den dygtigste auditør, at finde orden i det, og så hjælper det ikke noget, at man indkalder kriminalfolk fra rejseholdet. Disse kriminalfolk arbejder kun for auditøren, de har ansvar over for auditøren, og de handler efter de afstukne rammer, som auditøren angiver.

Dertil kommer, at det jo ikke er særlig betryggende, at en forsvarsminister, der har kendt sagerne i mange måneder og ikke har følt sig foranlediget til at gribe ind, nu skal presses til at foretage en auditørundersøgelse, og man kan vel ikke sige, at lysten har drevet værket. Jeg er heller ikke særlig overbevist om, at man synes, det er betryggende, når det oplyses, at man har forsøgt at overtale generalmajor Aage Højland Christensen til at udsende en erklæring om, at det hele var grebet ud af luften.

I den forløbne tid er beskyldningerne yderligere blevet underbygget og har fået ledende modstandsfolk til at tage bladet fra munden, og der har været en hel del bemærkelsesværdige pressekommentarer."

Ingen kunne efter forespørgernes opfattelse være tjent med, at der „fortsat skal bæres ved til et bål, som måske slet ikke kunne holde sig glødende, hvis myndighederne på en aktiv og fyldestgørende måde på et meget tidligt tidspunkt havde grebet ind og fået klarlagt sagerne. Så fristes man til at spørge sig selv: er der da noget, man ønsker at skjule? Jeg tror slet ikke, at man vil skjule noget, men der er ikke noget at sige til, at folk tror det, når de ser, med hvilken langsommelighed hele apparatet arbejder."

Ordføreren omtalte derefter nogle sager, som han ønskede nærmere belyst.

Som svar på forespørgslen gav først justitsministeren en redegørelse for behandlingen af de såkaldte likvideringssager, ligesom han henviste til de redegørelser, der tidligere var udsendt angående resultatet af foretagne undersøgelser.

De mange overvejelser om likvideringssagernes behandling havde så godt som udelukkende haft til hensigt at sikre de likvideredes pårørende oprejsning i rimeligt omfang. „Der har ikke været større diskussion om, at navnene på de modstandsfolk, der traf bestemmelse om eller som foretog likvideringerne, skulle holdes hemmelig. Det er et princip, som justitsministeriet har holdt ubetinget fast på."

Forsvarsministeren omtalte derefter de sager, der faldt inden for hans område, derunder specielt den af ordføreren for forespørgerne nævnte sag vedrørende generalmajor Aage Højland Christensen.

Ved skrivelse af 7. december 1960 havde forsvarsministeriet anmodet generalauditøren om at få denne sag nærmere belyst gennem afhøring af personer, der måtte formodes at have kendskab til den.

Undersøgelsen blev derefter foretaget af auditøren hos forsvarschefen med bistand af kriminalpolititjenestemænd fra rigspolitichefens rejseafdeling. Undersøgelsen var foretaget efter ganske de samme retningslinier, som er gældende for politimæssige efterforskninger.

Som led i undersøgelsen var der foretaget afhøring af en række personer, der under besættelsen havde haft tilknytning til såvel modstandsbevægelsens Sjællandsledelse som til den lokale ledelse af modstandsarbejdet i Hillerød og omegn, distriktet Frederiksborg amt vest.

Efter de oplysninger, der kom frem ved undersøgelsen, kunne det, efter hvad forsvarsministeren oplyste, „fastslås, at der ikke har eksisteret planer om at likvidere nuværende generalmajor Højland Christensen under besættelsen, og at de fremkomne rygter skyldes kaptajn Truelsens misforståelse af visse udtalelser fra Sjællandsledelsens kontaktmand, Nissen Blom. Det har ikke i dag kunnet konstateres, hvilken ordlyd disse udtalelser har haft, hvorimod det ligger fast, at udtalelserne er fremsat af kontaktmanden for egen regning, og at de ikke har været alvorlig ment fra hans side."

Ordføreren takkede for besvarelsen, men var dog ikke helt tilfreds med de konklusioner, de to ministre var kommet til, hvilket nærmere begrundes. Der burde efter hans opfattelse foretages yderligere og mere dybtgående undersøgelser for at få sat bom for noget, der muligvis var forkert, og for at få givet oprejsning til folk, der havde krav på oprejsning.

I den efterfølgende debat deltog foruden de to ministre og ordføreren følgende partiordførere: Per Hækkerup (S), Helga Pedersen (V), Haunstrup Clemmensen (KF), Helge Larsen (RV) og Iver Poulsen (Uafh.). Desuden havde Frode Jakobsen (S) ordet.