Luk

Luk
Luk

Luk

L 22 Lov om ændringer i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.

Af: Finansminister Kjeld Philip (RV)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 79 af 25-03-1961
I overensstemmelse med en af lønningskommissionen af 1954 afgivet indstilling nedsatte finansministeriet den 19. september 1958 et udvalg med den opgave at overveje spørgsmålet om ændring af de for statstjenestemændene gældende tjenestetidsregler — bl. a. under hensyn til den i privaterhvervet stedfundne nedsættelse af arbejdstiden fra 48 til 45 timer ugentlig — samt i øvrigt at behandle spørgsmål og bestemmelser, som har tilknytning til tjenestetidsreglerne, og som det under hensyn til udviklingen måtte anses for nødvendigt eller ønskeligt at tage op til undersøgelse og eventuel revision. Udvalget skulle afslutte sit arbejde så betids, at eventuelle ændringer i tjenestetidsreglerne kunne træde i kraft den 1. april 1961.

Tjenestetidsudvalget afgav den 3. januar 1961 betænkning. Udvalget indstillede heri bl. a., at der som led i dets samlede forslag til ændring af tjenestetidsreglerne blev foretaget en regulering af lønnen til landpostbude med deltidstjeneste samt ydet godtgørelse dels for delt tjeneste, når denne er 4-delt eller strækker sig ud over 12 timer, dels for tjeneste på søn- og helligdage. Ved nærværende lov tilvejebringes der hjemmel for gennemførelse af de nævnte af tjenestetidsudvalget fremsatte forslag.

Endvidere indeholder loven bestemmelser om fremrykning af tidspunktet for den i lønningslovens § 46, stk. 3, omhandlede almindelige embedsregulering, om udvidelse af tjenestemændenes natpengeordning og om regulering af visse godtgørelser til remisearbejdere ved statsbanerne.

Lovforslaget blev ved 1. behandling i folketinget uden forhandling henvist til lønningsudvalget, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse i uændret affattelse.

Ved 2. behandling anbefalede samtlige ordførere det i få ord til vedtagelse. Om dets formål udtalte Holger Eriksen (S):

„Lovforslaget indeholder bestemmelser om en fremrykning af tidspunktet for omklassifieering af embeder og nedsættelse af den generelle tjenestetid fra 208 til 195 månedlige timer, svarende til en 45 timers arbejdsuge, en tilsvarende nedsættelse af deltidsarbejdet, stort set bortfald af firedelt tjeneste, forbedring af natpengeordningen, godtgørelse for tjeneste på søn- og helligdage og arbejde i større omfang end hidtil og større tillæg til remisearbejdere, der forretter tjeneste som lokomotivførere."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Viggo Hauch (V), Hans Baagø-Hansen (KF), Aksel Larsen (SF), Grethe Philip (RV) og Iver Poulsen (U)