Luk

Luk
Luk

Luk

L 56 Lov om ændring i lov om invalide- og folkepension.

(Om pension i udlandet).

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 43 af 01-03-1961
Loven giver hjemmel for i visse tilfælde at kunne udbetale folke- og invalidepension til personer, der bosætter sig i udlandet.

Efter den hidtil gældende lovgivning er bopæl her i landet en betingelse for at kunne oppebære pension. Regeringen kan kun gøre undtagelse fra bopælskravet ved indgåelse af overenskomst herom med andre stater på basis af gensidighed og kun med hensyn til statsborgere i vedkommende fremmede stat. Loven udvider denne adgang til at fravige bopælskravet ved indgåelse af konvention herom til også at omfatte danske statsborgere, således at en dansk folkepensionist, der flytter til et andet land, vil kunne bevare sin danske folkepension.

Der gives yderligere ved loven socialministeren mulighed for — når ganske særlige omstændigheder taler derfor — at bestemme, at invalide- eller folkepension undtagelsesvis vil være at udbetale til en person, der efter at have fået tillagt pension tager bopæl i udlandet. Denne bestemmelse er ikke afhængig af, om der er afsluttet overenskomst herom med det pågældende land.

Såfremt pension udbetales til en person, der flytter til udlandet, vil pensionen være at henføre til den kommune, der umiddelbart inden flytningen var opholdskommune for den pågældende.

I socialministerens fremsættelse siges bl. a.:

„Anledningen til lovforslagets fremsættelse er en rekommandation i 1959 fra Nordisk Råd, i hvilken de nordiske landes regeringer opfordres til at søge gennemført ændringer i bestemmelserne om folkepension i den i 1956 indgåede konvention mellem de 5 nordiske lande om social tryghed. Efter denne konvention er en statsborger i et af de nordiske lande, som flytter til et andet nordisk land, berettiget til folkepension i tilflytningslandet under samme betingelser som vedkommende lands egne borgere efter en ventetid på 5 år, og der er ikke i konventionen bestemmelser, der giver borgerne ret til i ventetiden at bevare folkepension fra fraflytningslandet.

Efter rekommandationen tænker Nordisk Råd sig de heraf flydende ulemper bragt ud af verden dels ved at nedsætte ventetiden for at opnå folkepension i et andet nordisk land end hjemlandet, dels ved at skabe mulighed for, at den, der har fået folkepension i et af de nordiske lande, medtager denne pension ved flytning til et andet nordisk land.

Under de påfølgende internordiske forhandlinger er man nået frem til et forslag til ændring af konventionen gående ud på, at erhvervet folkepension kan bevares ved flytning til et andet nordisk land, indtil ret til folkepension opnås i tilflytningslandet. For at den danske regering kan tiltræde en sådan ændring af den nordiske tryghedskonvention, er det .... nødvendigt at foretage en ændring af den danske folkepensionslovgivning, således at regeringen sættes i stand til at indgå overenskomster med andre lande om udbetaling af folkepension i udlandet, også når det gælder danske statsborgere.

Det forekommer imidlertid noget urimeligt, hvis en dansk statsborgers mulighed for at få udbetalt dansk pension i udlandet i alle tilfælde skulle være afhængig af, om der er indgået gensidig overenskomst herom med vedkommende land. Det er derfor samtidig foreslået, at socialministeren .... rent undtagelsesvis skal kunne bestemme, at en person, der allerede har fået tillagt dansk pension, kan medtage denne pension ved flytning til udlandet.

Der er herved særlig tænkt på pensionister, der har tilknytning til Danmark ved at have boet her i en årrække, men som er blevet enlige. Hvis sådanne ældre mennesker har børn i udlandet, som kan tage sig af dem, vil det være rimeligt, at de pågældende får mulighed for at flytte til det land, hvor børnene bor, og medtage deres pension.

Lovforslaget tilsigter således dels en yderligere udbygning af det allerede eksisterende samarbejde mellem de nordiske lande på det sociale område, dels at hjælpe ældre mennesker, der er vanskeligt stillet, men som vil kunne forvente støtte af børn eller andre nærstående personer, der er bosat i udlandet.«

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra alle partiernes ordførere og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Kaj Andresen (S), Søren Andersen (V), Gertie Wandel (KF), Grethe Philip (RV), Aksel Larsen (SF) og Ejnar Bækgaard (U)