Luk

Luk
Luk

Luk

L 66 Lov om foretagelse af visse ekspropriationer m. v.

Af: Minister for offentlige arbejder Kai Lindberg (S)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 91 af 30-03-1961
Lovens §§ 1-3 og 5 indeholder tilsvarende bestemmelser som ekspropriationslovene for de nærmest foregående finansår, jfr. senest lov nr. 52 af 24. februar 1960 (årbog 1959-60, side 303).

I § 4 er derimod optaget en ny bestemmelse af følgende indhold:

Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til for staten eller for en offentlig havn at erhverve — om fornødent ved ekspropriation efter de i § 1 nævnte regler — de arealer m. v., som udkræves til

a) lageranlæg for flydende brændsel og drivmidler af enhver art, når produkterne skal tilføres lageret gennem en fast forbindelse med dansk havneområde,

b) fremføring af rørledninger til de under a) nævnte anlæg fra dansk havneområde samt

c) anlæg af pumpestationer, administrationsbygninger, tjenesteboliger og andre nødvendige supplerende foranstaltninger for de under a) og b) nævnte lager- og rørledningsanlæg.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte ministeren for offentlige arbejder bl. a.:

„Den i lovforslaget indeholdte nye bestemmelse om ekspropriation til lageranlæg m. v. for flydende brændsel må ses på baggrund af de senere års stærke udvikling af forbruget af mineralolieprodukter og det dermed følgende øgede behov for lagerplads og distribution.

Der er således foretaget betydelige udvidelser af oliehavnsområderne i nogle af landets største havne, for Københavns havns vedkommende på Prøvestenen.

Den stærke koncentration af lagre for olieprodukter på nogle få store havne, der alle er beliggende i eller umiddelbart i nærheden af store byområder, øger brandrisikoen, ikke mindst ved oplagring af de mest brandfarlige væsker, bl. a. benzin, og transporten igennem byområderne er en belastning for trafikkapaciteten. Der kører således i øjeblikket en tankbil til eller fra Prøvestenen og gennem Københavns trafik næsten hvert minut i døgnet rundt til forsyning af Sjælland og Lolland-Falster. Hertil kommer, at lagerkoncentrationen på Prøvestenen vil ligge særdeles udsat for ødelæggelse i tilfælde af krig.

Den konkrete baggrund for den foreslåede bestemmelse er, at man for Sjællands vedkommende må forudse krav om yderligere udvidelser på Prøvestenshavnen.

Selv om der nu er et olieraffinaderi under opførelse ved Kalundborg og yderligere et raffinaderi er planlagt til udførelse ved Stigsnæs, må der, hvis man vil skabe forudsætninger for en spredning, søges etableret et lageranlæg inde i landet, men på en sådan måde, at Prøvestenshavnen fortsat kan tjene som anløbshavn for de store oceangående tankskibe. Dette kan gøres på den måde, at det flydende brændsel fra havnen pumpes gennem en rørledning til et område relativt fjernt fra havnen.

Der har gennem nogen tid været ført forhandlinger med olieselskaberne og Københavns havn om gennemførelse af en plan for løsning af de nævnte problemer, og således at der samtidig tages hensyn til selskabernes kommercielle synspunkter og til de foreliggende planer om den fremtidige byplanmæssige udvikling af det storkøbenhavnske område. Planen går ud på at oprette et lagerområde for flydende brændsel vest for København forbundet med Prøvestenen ved en rørledning, og dette lagerområde skulle samtidig tjene som beredskabslagre for en del olieprodukter.

Efter lovforslaget forudsætter en ekspropriation, at lageranlæggene bliver knyttet til en offentlig havn, og det bliver således alene offentlige hensyn, der bliver afgørende for, om ekspropriation kan finde sted.

I tilslutning til det her fremsatte lovforslag vil jeg gerne sige et par bemærkninger om, hvorledes arbejdet skrider frem i den kommission, som gennemgår de gældende lovregler om fremgangsmåden ved ekspropriationers foretagelse. Det af kommissionen nedsatte arbejdsudvalg har udarbejdet et udkast til en ny lov om ekspropriation af fast ejendom, og dette udkast har været til behandling på en række møder i kommissionens plenarforsamling i de sidste måneder. Kommissionen har efter denne gennemgang anmodet arbejdsudvalget om på ny at overveje forskellige ved drøftelserne fremdragne spørgsmål, og dette arbejde er i øjeblikket i gang. Under hensyn til, at lovudkastet berører adskillige principielle juridiske og administrative problemer, og til den betydning for landets borgere, som en ny lovgivning på dette område indebærer, er det jo ønskeligt, at overvejelserne bliver så grundige som muligt. Det kan dog efter de oplysninger, jeg har modtaget fra kommissionen, forventes, at arbejdet med udarbejdelsen af det pågældende lovforslag vil kunne tilendebringes i en nærmere fremtid."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og vedtoges — efter en forudgående kortvarig udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Svend Horn (S), Conrad Kofoed (V), K. Thestrup (KF), Arne Larsen (SF), Axel Sørensen (RV) og Iver Poulsen (U)