Luk

Luk
Luk

Luk

L 74 Lov om ændringer i lukkeloven.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lars P. Jensen (S)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 141 af 17-05-1961
Ved loven udvides kioskernes vareområde, således at disse nu også får adgang til salg af kuglepenne, fotografiske film og de såkaldte billigbøger.

Endvidere bestemmes det, at politiet kan tillade, at butikker på visse lejrpladser holdes åbne på samtlige ugens dage i tiden fra kl. 6 til kl. 22 i den tid af året, hvor pladsen holdes åben for overnatning. Salg må dog kun finde sted til lejrpladsens beboere, og de pågældende handlende må kun forhandle et ved bekendtgørelse nærmere fastsat varesortiment.

Det bestemmes ligeledes, at butikker i Københavns hovedbanegård og i civile lufthavne må holdes åbne i den almindelige butikslukketid, når der kun forhandles et ved bekendtgørelse afgrænset varesortiment.

Endelig gives der politiet bemyndigelse til — med tilslutning fra vedkommende kommunalbestyrelse og efter indhentet erklæring fra den stedlige handelsforening — at tillade, at der ved større arrangementer, som må forventes at blive besøgt af et stort antal turister, må sælges tobak, fotografiske film, mineralvand, mælk, chokolade- og sukkervarer, is, frugt, blomster, frimærker og postkort samt visse souvenirs, når salget foregår på pladser og til tider, der er godkendt af politiet. Med hensyn til denne bestemmelse, der blev indsat under udvalgsbehandlingen, anførte udvalget i betænkningen følgende:

„Man har inden for udvalget drøftet spørgsmålet om at give adgang til et udvidet salg i visse tilfælde, hvor større arrangementer, udstillinger el. lign. medfører særlig stort besøg af turister. Som eksempel kan nævnes den årlige blomsterudstilling i Vallø slotspark, som over en kortere periode medfører turistbesøg af langt over 100 000 mennesker. Fra udvalgets side må man finde det ønskeligt, at der i sådanne ganske særlige tilfælde åbnes adgang til salg af tobak, fotografiske film, forfriskninger, chokolade, frugt etc. Ved større arrangementer tænkes der ikke på rent lokale, selv store møder, men alene på sådanne stævner, udstillinger o. lign., hvor det må forventes at ikke alene turister fra store dele af landet, men også fra udlandet vil komme til stede, således at det ikke alene er egnens beboere, men formålsmæssigt og erfaringsmæssigt folk fra større dele af landet og fra udlandet, der vil besøge arrangementet."

Ved lovforslagets fremsættelse gjorde handelsministeren rede for de forhandlinger, der i handelsministeriet havde været ført med repræsentanter for Turistforeningen, butikshandelen og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund om mulighederne for at holde visse butikker åbne uden for de almindelige åbningstider, ligesom han omtalte en række henvendelser, ministeriet havde modtaget om lempelser på andre områder i den gældende lukkelovsordning.

Ministeren sammenfattede resultaterne af sine overvejelser i følgende afsluttende bemærkninger:

„Det forekommer mig ikke rimeligt, at en lov som lukkeloven efter blot 10 års forløb skulle underkastes en almindelig revision, og jeg mener derfor, at der ikke bør blive tale om, at man nu går ind i spørgsmål om principielle ændringer i lukkelovgivningen, som — tror jeg — stort set har virket tilfredsstillende og gjort det muligt, at butikshandelens folk har kunnet få en rimelig fritid, sådan som praktisk talt alle andre i vort samfund har.

Hensigten med det foreliggende forslag er således på ingen måde at lægge op til en diskussion om lukkelovens principper, men alene at give visse, meget begrænsede, muligheder for, at turisterne, som vi jo gerne ser her i landet, kan få en noget bedre service, end vi hidtil har kunnet byde dem."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 140 stemmer.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Anker Lau (V), Ove Weikop (KF), Hilmar Baunsgaard (RV), Herluf Rasmussen (SF) og I. A. Rimstad (U)