I september 1945 og august-september 1946 førtes i Reykjavik forhandlinger mellem en dansk og en islandsk delegation om forskellige spørgsmål i forbindelse med bortfaldet og afviklingen af den i den dansk-islandske forbundslov af 30. november 1918 indeholdte overenskomst, som blev ophævet 1944. Herunder kom man fra islandsk side (men uden for forhandlingernes ramme) tilbage til det gentagne gange tidligere fra islandsk side fremførte, men hidtil afviste ønske om overlevering til Island af de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande udover den afgivelse af håndskrifter m. v. af arkivmæssig karakter samt af museumsgenstande, som fandt sted henholdsvis i 1927 og 1930.

Undervisningsministeriet afviste de fremsatte islandske ønsker, men efter at sagen var blevet fremdraget i folketinget i efteråret 1946, nedsatte ministeriet under 13. marts 1947 en kommission med den opgave at fremkomme med en redegørelse for de hensyn af politisk, historisk og retlig samt almen kulturel og videnskabelig art, som naturligt måtte skønnes at burde tages i betragtning ved afgørelsen af spørgsmålet. Kommissionen afgav betænkning i oktober 1951 og afviste énstemmigt tanken om udlevering af museumsgenstande ud over dem, der allerede var afgivne som gave til Island i 1930, mens den med hensyn til håndskrifterne afgav den ønskede redegørelse og hertil knyttede nogle afsluttende bemærkninger, hvori en række mindretal udtalte deres opfattelse af, hvad der eventuelt kunne tænkes afgivet.

Der blev ikke umiddelbart efter betænkningens afgivelse indledet forhandlinger om udlevering af håndskrifter. Først i 1954 blev spørgsmålet om en løsning af håndskriftsagen berørt over for Island. Der fremsattes da fra dansk side nogle tanker til overvejelse gående ud på, at håndskrifterne skulle være dansk-islandsk fælleseje og bestyres af en af begge landes regeringer nedsat kommission. Den del af håndskrifterne, som indholdsmæssigt alene eller i overvejende grad vedrører Island og islandske forhold, skulle placeres som en samling i Island, mens den del af håndskrifterne, som indholdsmæssigt er af fælles nordisk karakter eller alene vedrører de andre nordiske lande, skulle forblive i København.

En løsning af sagen efter disse retningslinjer kunne Island ikke gå med til og overbragte i marts 1954 den danske regering sit afslag. Håndskriftsagen har herefter i en årrække af den danske regering været betragtet som ikke værende aktuel.

Der er siden 1954 på mange måder fortsat givet udtryk for det stærke islandske ønske om udlevering af håndskrifter fra danske samlinger, og ved det her omhandlede lovforslag ønskede regeringen at imødekomme det islandske folks ønsker på en sådan måde, at håndskriftssagen førtes til en definitiv løsning.

Lovforslagets § 1 omhandler håndskrifter m. v. i Den arnamagnæanske Stiftelse, der omfatter de håndskrifter og arkivalier, som Arne Magnussen indsamlede, væsentligst i Island, men for en del også i Danmark i de sidste år af 1600-tallet og de første årtier af 1700-tallet. Ifølge Arne Magnussens testamente af 1730 skulle alle hans efterladte bøger og papirer, både de trykte og de skrevne, tilhøre Københavns universitet, og den i 1760 konfirmerede fundats, der ifølge testamentet skulle have samme kraft og gyldighed, som hvis den var indført i dette, indeholdt den nærmere udførelse af hans vilje.

Konsistorium ved Københavns universitet fører tilsyn med stiftelsen.

Dansk videnskab har foretaget og foretager stadig ikke mindst efter oprettelsen af det særlige Arnamagnæanske institut en intensiv og omfattende videnskabelig udforskning og udgivelse af samlingens håndskrifter, ligesom man har iværksat en omfattende konservering og restaurering af håndskrifterne.

Lovforslagets § 1 har følgende indhold:

„Uanset bestemmelserne i den af kong Frederik V den 18. januar 1760 konfirmerede fundats for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) foretages der en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes dér i overensstemmelse med fundatsens regler.

Alle i original eller afskrift foreliggende diplomer vedrørende Island og sådanne andre arkivalier, som kan antages at have haft deres plads i islandske lokal- og privatarkiver, anses for islandsk kultureje.

Håndskrifter anses for islandsk kultureje, dersom værket vides eller med betydelig sikkerhed må antages at være forfattet af eller oversat af en islænding og det tillige indholdsmæssigt alene eller i overvejende grad vedrører Island og islandske forhold eller tilhører den islandske senmiddelalderlige fiktionslitteratur. Disse kriterier finder anvendelse, hvad enten håndskriftet er den originale affattelse eller en afskrift. Med et håndskrift forfattet eller oversat af en islænding sidestilles blandede håndskrifter, dersom de overvejende falder ind under ovennævnte kriterium."

Ifølge lovforslagets § 2 kan der samtidig med delingen af Den arnamagnæanske Stiftelse fra det kgl. bibliotek til den islandske stiftelse afgives sådanne håndskrifter, som i det væsentlige kan sidestilles med dem, der i medfør af delingen tilfalder Island.

I bemærkningerne til lovforslaget oplyses, at efter en foreløbig skønsmæssig gennemgang af håndskriftsamlingerne — Den Arnamagnæanske Samling og det kgl. biblioteks håndskrifter — ville en afgivelse til Island efter disse kriterier omtrentlig medføre, at der fra Den Arnamagnæanske Samling, som i alt omfatter ca. 2 600 håndskrifter (hvoraf flere hundrede er rent danske), afgives ca. 1 700 håndskrifter, hvortil kommer ca. 1 350 originaldiplomer og ca. 6 000 diplomafskrifter. Fra det kgl. bibliotek vil efter de nævnte principper blive afgivet ca. 100 håndskrifter, hvoraf 7 af de 14 såkaldte skindbøger, som Frederik den III erhvervede.

Da man fra islandsk side havde lagt så overordentlig vægt på udlevering af endnu 2 af skindbøgerne, bestemte § 2 videre, at der yderligere fra det kgl. bibliotek til den islandske stiftelse skulle afgives Flatøbogen og Codex regius af Eddadigtene (Den ældre Edda) uanset at de faldt uden for det opstillede kriterium. Til gengæld var det ifølge bemærkningerne til lovforslaget hensigten, at Njals saga, Gl. Kgl.s 2868-69 og Codex Wormianus af Snorres Edda (Yngre Edda) skulle forblive i Danmark.

Om afgørelsen af placeringen af håndskrifterne m. v. efter lovforslagets kriterier, hvortil krævedes en nøje sagkyndig gennemgang, bestemte § 3:

Det overdrages et udvalg bestående af to repræsentanter for Københavns universitet og to udpeget af Islands universitet at gennemgå de i stiftelsens besiddelse værende håndskrifter og arkivalier og gøre indstilling om, hvilke af disse der overgives til Islands universitet i henhold til bestemmelsen i § 1.

Det påhviler endvidere samme udvalg at gennemgå de i det kgl. biblioteks besiddelse værende håndskrifter og gøre indstilling om, hvilke af disse der afgives til den islandske arnamagnæanske stiftelse i medfør af bestemmelsen i § 2.

Indstillingen forelægges statsministeren, der efter forhandling med den danske og islandske undervisningsminister træffer endelig afgørelse i begge spørgsmål.

Statsministeren træffer ligeledes bestemmelse om, at en passende del af legatets kapital overføres til Islands universitet, samtidig med beslutningens iværksættelse.

Endelig bestemte § 4, at den danske regering bemyndigedes til at afslutte en overenskomst med Island om overgivelsen af de pågældende håndskrifter, jfr. folketingsbeslutning om afslutning af en traktat mellem Danmark og Island om overførelse af dele af Den arnamagnæanske Stiftelses håndskrifter til forvaring og forvaltning af Islands universitet, side 468.

I det traktatudkast, som ledsagede forslaget til folketingsbeslutning, indeholdtes bestemmelser om den nærmere fremgangsmåde ved afleveringen, om tilbageholdelse i en årrække i Danmark af håndskrifter af betydning for udarbejdelse af den oldislandske ordbog og om gensidig lån af håndskrifter til brug for den videnskabelige forskning. Det udtaltes endvidere i udkastet, at Islands regering ved traktatens undertegnelse betragter spørgsmålet om overførsel til Island af i Danmark beroende håndskrifter og andre nationale islandske mindesmærker af enhver art som endeligt afgjort.

Ved lovforslagets 1. behandling gav Alsing Andersen (S) varm tilslutning til lovforslaget og det samtidig behandlede forslag til folketingsbeslutning. Forslagene var udtryk for en retfærdighedshandling over for det islandske broderfolk og ville yde et bidrag til øget nordisk samfølelse.

Ib Thyregod (V) udtalte, at der i venstre var en vis sympati for at yde Island en gave i form af islandske håndskrifter, men det burde klart slås fast, at det var en gave, og at der ikke var tale om et islandsk retskrav. Det var imidlertid den almindelige opfattelse inden for venstre, at forslagene var uheldigt formuleret og forhastede. Den samme opfattelse havde man af regeringens fremgangsmåde i denne sag. Venstre mente, det havde været rimeligt at høre, hvad oppositionen mente, inden man fremsatte disse forslag, men regeringen havde end ikke ladet sagen forhandle i det udenrigspolitiske nævn. Det havde også været naturligt, om man havde afventet udtalelser fra Københavns universitet og Den arnamagnæanske Stiftelse i stedet for at nøjes med at tilstille Københavns universitet lovforslaget til udtalelse, men fremsætte lovforslaget uden at afvente denne. Taleren pegede på en række problemer, som måtte overvejes nøje og undersøges inden lovforslagets gennemførelse: hensynet til forskningen, hensynet til det almindelige princip, at de i museerne opbevarede kostbarheder fra forskellige lande ikke kan kræves udleveret af de lande, hvorfra de stammer, og endelig princippet om stiftelsers urørlighed. Også spørgsmålet, om der forelå ekspropriation, måtte klares. Af disse grunde ønskede han en grundig undersøgelse inden lovforslagets gennemførelse.

Poul Møller (KF) kritiserede stærkt ud fra lignende synspunkter som Ib Thyregod regeringens fremgangsmåde, hvorved den havde bragt folketinget i en uværdig stilling. Regeringen burde have søgt at forhandle sig til rette med Københavns universitet og have søgt politisk føling inden lovforslagets fremsættelse. Foruden de billighedsbetragtninger, som kunne anføres for og imod en udlevering, og som det var nødvendigt at søge afklaret, fremhævede han de juridiske betragtninger i kommissionsbetænkningen af 1951, hvorefter statsmagten ikke kunne gribe ind i legatets bestyrelse, i hvert fald ikke uden at det måtte opfattes som ekspropriation. Han erklærede sig villig til at deltage i overvejelse af, om man eventuelt fra universitetets eller stiftelsens side — og fra statens side for så vidt angik det kgl. bibliotek — kunne finde frem til en gave, der var tilstrækkelig generøs, og som kunne give det islandske folk nogle af dets fortidsminder tilbage, men uden at der blev grebet ind i retssynspunkter.

Helge Larsen (RV) gav på sit partis vegne tilslutning til de fremsatte forslag og håbede, at gaven kunne være i orden til det islandske universitets forestående 50 års jubilæum.

Også Aksel Larsen (SF) kunne give tilslutning til forslagene. Efter hans opfattelse kunne man godt være gået videre end foreslået, idet hans principielle mening var, at Island burde have, hvad der var skrevet af islændinge i Island. Også han kritiserede den af regeringen anvendte fremgangsmåde og mente, at man i forvejen burde have søgt en forhandling med folketingets partier.

Rimstad (Uafh.) gik imod forslagene, som han betragtede som en krænkelse af universitetets ejendomsret til håndskrifterne, der havde mindst lige så stor national værdi for Danmark som for Island. Han opfordrede ministeren til at trække lovforslaget tilbage.

Uden for ordførernes række talte Erik Eriksen (V) for den foreslåede udlevering, men kritiserede den valgte form. Thestrup (KF) var også tilhænger af udlevering, men forinden burde der foretages en undersøgelse af, om Københavns universitet havde en sådan ejendomsret, at den var til hinder for udlevering, om en udlevering kunne skabe præcedens, og om videnskabens fortsatte forskningsarbejde med håndskrifterne kunne sikres også efter udleveringen. Ole Bjørn Kraft (KF) anbefalede en velvillig behandling. Morten Lange (SF) fandt den foreslåede gave rimelig, men han fandt det overmåde ønskeligt, at folketinget kom til at handle på basis af en indstilling fra Københavns universitet.

Undervisningsminister Jørgen Jørgensen udtalte i sine svarbemærkninger til den konservative ordfører, at det konservative parti i 1957 havde frarådet nedsættelse af et fra islandsk side ønsket udvalg af sagkyndige fra Danmark og Island til at forberede en løsning af håndskriftsspørgsmålet og i stedet for havde henstillet til regeringen, hvis den havde forslag at stille, da at fremsætte disse i folketinget.

Justitsminister Hans Hækkerup erklærede, at der efter hans opfattelse ikke var tale om ekspropriation ved den foreslåede deling af Den arnamagnæanske Stiftelse.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvortil også henvistes forslaget til folketingsbeslutning.

I udvalgsbetænkningen udtaltes bl. a.:

„Der er i udvalget enighed om at tiltræde de i kommissionsbetænkningen af 1951 side 80-90 anførte retlige synspunkter, der konkluderer i, at Island ikke har noget som helst retskrav på udlevering af håndskrifter fra Den arnamagnæanske Samling eller fra det kgl. bibliotek.

Drøftelserne i udvalget af spørgsmålet om at overgive dele af håndskriftsamlingerne til Island har derfor alene været ført på grundlag af billighedsbetragtninger. Der er i udvalget enighed om, at lovgivningsmagten inden for grundlovens rammer er beføjet til at foretage en deling af Den arnamagnæanske Samling og foretage de herfor nødvendige ændringer i fundatsen."

Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) tilsluttede sig den foreslåede overgivelse af håndskrifter til Island. Flertallet forudsatte, at fornøden restaurering af håndskrifterne samt fotokopiering fandt sted inden overgivelsen, at denne betegnede en definitiv løsning af håndskriftssagen, samt at overleveringen ikke kunne påberåbes som præcedens over for eventuelle fremtidige ønsker om udlevering af genstande fra danske samlinger.

Et mindretal (N. Chr. Christensen (V) og Erik Eriksen (V)) ville også medvirke til forslagenes fremme, men beklagede, at der ikke var givet udvalget mere tid til at sætte sig ind i de problemer der var rejst vedrørende delingen af Den arnamagnæanske Samling, idet udvalget ikke havde haft nogen reel mulighed for at foreslå ændringer i det af undervisningsministeren fremsatte lovforslag.

Et andet mindretal (Helga Pedersen (V) og Ib Thyregod V)), der principielt var positivt indstillet over for en vis udlevering af håndskrifter som gave til Island, kunne tiltræde den af det første mindretalforskningsarbejdefremsatte kritik af forslagenes behandling, men mente ikke under de foreliggende omstændigheder at kunne medvirke til forslagenes gennemførelse.

Et tredje mindretal (Poul Møller, Edv. Jensen og Poul Sørensen) kunne ikke medvirke til forslagenes vedtagelse, men udtalte: „Selv om mindretallet fuldt ud forstår det islandske folks ønske om at erhverve sig de pågældende skrifter, er det dog særdeles betænkeligt at foretage udleveringer fra videnskabelige samlinger ud fra nationalpolitiske hensyn, og mindretallet befrygter, at en så omfattende udlevering som den foreslåede kan medføre uønskede konsekvenser. Mindretallet har gjort sig bekendt med det omfattende forskningsarbejde, der udføres af Den arnamagnæanske Stiftelse og vil anse det for urimeligt, om dette arbejdes fundament, skrifterne, nu skal splittes.

Mindretallet anerkender vel lovgivningsmagtens ret til ved lov at gennemtvinge en udlevering, men det må i så fald være enig med det flertal af retslærde, der betragter en sådan lov som ekspropriation.

Mindretallet mener ikke, at betingelserne for en tvangsmæssig ejendomsopfattelse er opfyldt, og har derfor den opfattelse, at forslagene burde have været forhandlet med samlingens retmæssige ejere, inden regeringen havde forpligtet sig over for Islands regering. Mindretallet mener i det hele taget, at en varig — og for alle parter tilfredsstillende — ordning bedst lod sig gennemføre ved direkte forhandlinger imellem samlingens ejere og Islands universitet. Mindretallet beklager i øvrigt, at regeringen — uden forinden at have orienteret folketinget — ønsker at gennemtvinge denne lovgivning i løbet af fem uger."

Som bilag til udvalgsbetænkningen var optrykt udtalelser om lovforslaget fra Københavns universitet og Den arnamagnæanske Stiftelses bestyrelse, udtalelser fra de retsvidenskabelige fakulteter ved Københavns og Århus universiteter om, hvorvidt lovforslaget havde karakter af ekspropriationsforslag (hvilket flertallet af medlemmerne mente) samt en række andre aktstykker, som var tilvejebragt på udvalgets foranledning eller tilstillet udvalget.

Ved 2. behandling vedtoges nogle af ministeren og udvalget i betænkningen foreslåede rent tekniske ændringer i lovforslaget, der derefter gik til fornyet udvalgsbehandling. I tillægsbetænkningen indstillede et flertal (udvalget undtagen de konservative medlemmer samt venstremedlemmerne Helga Pedersen og Ib Thyregod) lovforslaget til endelig vedtagelse, mens et mindretal (de konservative samt venstremedlemmerne Helga Pedersen og Ib Thyregod) ikke kunne medvirke til gennemførelsen.

Ved 3. behandling af lovforslaget, der foretoges sammen med 2. (sidste) behandling af forslaget til folketingsbeslutning, vedtoges lovforslaget med 110 stemmer mod 39. Imod stemte de tilstedeværende medlemmer af det konservative folkeparti undtagen Hanne Budtz, Ole Bjørn Kraft og Niels Ravn, en del medlemmer af venstre samt de uafhængige.

Efter lovforslagets vedtagelse fremsatte 61 medlemmer (23 V, 31 KF, 6 Uafh. samt Rosing (Grønland)) i medfør af grundlovens § 73, stk. 2, krav om, at lovforslaget først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted og lovforslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing (jfr. Folketingstidende sp. 4651), hvilket krav blev taget til følge af regeringen (jfr. Folketingstidende sp. 4822).