Luk

Luk
Luk

Luk

L 95 Lov om retten til fotografiske billeder.

Af: Undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Lejre) ()
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 157 af 31-05-1961
Forslaget til nærværende lov fremsattes samtidig med forslag til lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker første gang 15. januar 1960 og henvistes ligesom dette lovforslag til behandling i et udvalg, som ikke nåede at afslutte arbejdet inden udløbet af folketingsåret 1959-60.

Det genfremsatte lovforslag var i alt væsentligt enslydende med det tidligere fremsatte, jfr. årbog 1959-60, side 481-82, idet der dog var foretaget enkelte ændringer svarende til ændringer i forslaget til lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i samme udvalg som dette lovforslag, og i den afgivne betænkning stilledes af undervisningsministeren med tilslutning af udvalget yderligere nogle ændringsforslag på linje med ændringsforslag, som stilledes til ophavsretslovforslaget.

De foreslåede ændringer vedtoges ved 2. behandling, og efter fornyet udvalgsbehandling, der medførte, at ikrafttrædelsestidspunktet ligesom for ophavsretslovforslaget sattes til 1. oktober 1961 (i stedet for 1. juli 1961), vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.

Loven ligger i sit indhold tæt op til loven om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker. Den vigtigste afvigelse består i, at beskyttelsesfristen er kortere end for disse, idet retten til det fotografiske billede varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.
Partiernes ordførere
Lars M. Olsen (S), Per Federspiel (V), Ellen Strange Petersen (KF), Helge Larsen (RV) og Morten Lange (SF)