Hovedbestemmelserne i den gældende danske arvelovgivning findes i den af Anders Sandøe Ørsted forfattede arveforordning af 21. maj 1845. Ved lov nr. 120 af 20. april 1926 er der givet særlige regler om ægtefællers arveret og uskiftet bo. Ud over de ændringer, arveforordningen herved er gennemgået, er der sket enkelte andre ændringer af forordningen, således i 1937 ved indførelse af arveret for børn uden for ægteskab og ved den nedenfor omtalte, i 1954 gennemførte begrænsning af arveklasserne.
Ved kongelig resolution af 13. maj 1936 blev der nedsat en kommission med den opgave at overveje spørgsmålet om revision af de gældende regler om arv og uskiftet bo og eventuelt at udarbejde forslag til forandring af lovgivningen på dette område. På grundlag af kommissionens lovudkast af 1941 fremsatte justitsministeren i rigsdagssamlingen 1946-47 et forslag til ny arvelov, som i det væsentlige var i overensstemmelse med kommissionsudkastet. Forslaget blev fremsat i landstinget og blev efter 1. behandling henvist til et udvalg, som imidlertid ikke nåede at afslutte sit arbejde inden landstingsvalget i begyndelsen af april 1947. Få dage efter valget blev forslaget i uændret skikkelse genfremsat i landstinget og efter ny 1. behandling atter henvist til udvalg, men udvalget nåede ikke at afslutte sit arbejde inden rigsdagssamlingens slutning.
Der er ikke senere blevet fremsat forslag til en ny samlet arvelov, men i folketingssamlingen 1953-54 fremsatte justitsministeren et begrænset forslag til lov om ændringer i arveforordningen, hvorved kredsen af legale arvinger foresloges indskrænket til afdødes livsarvinger, hans forældre og deres livsarvinger samt bedsteforældre og deres børn (afdødes onkler og tanter). Efter behandling i folketinget, hvor forslaget bl. a. ændredes således, at arveladerens fætre og kusiner medtoges som legale arvinger, vedtoges det som lov nr. 66 af 17. marts 1954 om ændringer i arveforordningen (arveklasserne).
Forinden var det på det nordiske justitsministermøde i Stockholm i december 1953 efter indstilling fra udvalget for nordisk lovsamarbejde blevet besluttet at gøre arvelovgivningen til genstand for fællesnordiske forhandlinger.
Til at deltage i fællesnordiske rådslagninger om ændringer i arvelovgivningen, såvel lovgivningen om legal arv og testamenter som lovgivningen om dødsboskifte, nedsatte justitsministeriet herefter den 24. juni 1954 et udvalg, som i juni 1961 afgav betænkning, indeholdende udkast til arvelov, udkast til lov om ændringer i skifteloven samt bemærkninger til lovudkastene.
Det heromhandlede lovforslag var i det væsentlige overensstemmende med udvalgets udkast. I forhold til gældende ret indeholder lovforslaget på en række punkter betydningsfulde ændringer:
Kapitel 1 indeholder de almindelige bestemmelser om slægtens arveret. Der findes ikke her nogen særlig bestemmelse om det arveretlige forhold mellem børn uden for ægteskab og deres forældre, og dette indebærer den ændring i forhold til gældende ret, at der indføres fuld gensidig arveret mellem børn uden for ægteskab og faderen og dennes slægt, på samme måde som det stedse har været tilfældet i forhold til moderen og mellem ægtebørn og deres slægt. Ved den i 1937 gennemførte ændring af arveforordningens § 9 indførtes arveret mellem børn uden for ægteskab og deres fader og dennes slægt, men i arveretten efter barnet gælder to begrænsninger. For det første tager faderen og hans slægt kun arv efter barnet, såfremt der er tilfaldet barnet formue som arv eller gave fra faderen og hans slægt, og da kun så meget, som i værdi svarer til, hvad barnet har modtaget. Og for det andet tager faderen og hans slægtninge ikke arv efter barnet, hvis faderen ved barnets avling har gjort sig skyldig i en kønsfrihedsforbrydelse. Mens den sidste begrænsning — som i øvrigt er uden større praktisk betydning — er foreslået opretholdt ved forslagets § 37, vil den førstnævnte begrænsning bortfalde ved forslagets gennemførelse.
Efter lovforslaget foreslås slægtens legale arveret afgrænset således, at arveladerens legale arvinger er hans livsarvinger, hans forældre og deres livsarvinger og hans bedsteforældre og deres børn (arveladerens onkler og tanter). Fætre og kusiner får således efter lovforslaget ikke legal arveret.
Lovforslagets kapitel 2 indeholder reglerne om ægtefællers arveret. Reglerne vil betyde en væsentlig styrkelse af den efterlevende ægtefælles arveretlige stilling. Når den førstafdøde ægtefælle efterlader sig livsarvinger, skal den efterlevende ægtefælle efter lovforslaget arve en tredjedel af arveladerens efterladte formue mod nu en fjerdedel, mens ægtefællen, når førstafdøde efterlader sig forældre eller søskende, skal arve hele hans formue mod nu halvdelen heraf. Hvis den længstlevende ægtefælle imidlertid ikke ved sin død har indgået nyt ægteskab, ikke efterlader sig livsarvinger og ikke ved testamente har truffet modstående bestemmelse, deles boet efter ham med halvdelen til hver af ægtefællernes arvinger.
Medens retsinstituttet "uskiftet bo med udarvinger" således bortfalder, opretholdes ved bestemmelserne i forslagets kapitel 3 den gældende adgang for den længstlevende ægtefælle til at hensidde i uskiftet bo med livsarvinger. De gældende regler herom foreslås i det væsentlige opretholdt uændret, men der foreslås dog enkelte ændringer.
Ved forslagets § 14, stk. 1, foreslås således en ændret formulering af reglen om, hvad der indgår i det uskiftede bo. Den gældende regel herom fastsætter, at i det uskiftede bo indgår, hvad ægtefællen erhverver, „for så vidt det ville være blevet fælleseje, hvis erhvervelsen var sket under ægteskabet". Bestemmelsen giver anledning til uklarhed med hensyn til sådanne erhvervelser, som efter deres art ikke kunne være indtruffet i ægteskabet, navnlig arv af førstafdødes særeje, livsforsikring på førstafdødes liv med længstlevende som begunstiget og erstatning til længstlevende for tab af førstafdøde som forsørger. Denne uklarhed løses ved forslagets § 14, stk. 1, idet i fremtiden alt, hvad ægtefællen erhverver, skal indgå i det uskiftede bo, medmindre der er truffet bestemmelse, som medfører, at det bliver særeje.
Endvidere arver efter lovforslaget livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle kun denne, såfremt de overlever den længstlevende ægtefælle eller de lever på det tidspunkt, da skiftet begæres, og der beregnes efter udkastet ikke ved skifte efter den længstlevende ægtefælles død arv efter førstafdøde til den længstlevende ægtefælle.
Denne ændring indebærer en væsentlig, praktisk forenkling i forhold til gældende ret, hvor i et uskiftet bo livsarvingernes arv efter førstafdøde i visse henseender betragtes som „falden arv". Dette kan have urimelige konsekvenser, hvis en af livsarvingerne afgår ved døden efter den førstafdøde af forældrene, men før den længstlevende.
Ved den længstlevende af forældrenes død bliver man så nødt til at genoptage boet efter den afdøde livsarving, og dette har medført overordentlig komplicerede skifteproblemer og i øvrigt den helt urimelige konsekvens, at man er tvunget til at genoptage boer efter småbørn, hvis eneste arvinger er deres forældre eller søskende.
Ved denne genoptagelse af boet kommer arven også hans udækkede kreditorer til gode. Det forekommer imidlertid urimeligt, at „det mellemdøde" barns kreditorer har mulighed for kortere eller længere tid efter, at deres skyldner er afgået ved døden, at få del i arven fra det uskiftede bo, som de ikke kunne røre i arvingens levende live.
Hvad der bliver tilbage efter dækning af kreditorerne, tilfalder den „mellemdøde"s arvinger, herunder hans eventuelle efterlevende ægtefælle. Selv hvor det „mellemdøde" barns ægteskab er opløst ved barnets død, vil det kunne være mindre naturligt, at der ved skiftet af det uskiftede bo skal udbetales arv til dets ægtefælle. Dette vil navnlig være tilfældet, når den pågældende ved det uskiftede bos ophør har indgået nyt ægteskab og måske helt har mistet forbindelsen med sine svigerforældre.
Formuleringen af de nye bestemmelser får til følge, at det „mellemdøde" barns kreditorer afskæres fra at få del i arven efter førstafdøde, og at det „mellemdøde" barns livsarvinger direkte bliver arvinger efter førstafdøde. Endvidere vil det „mellemdøde" barns ægtefælle ikke som efter gældende ret kunne få del i arven efter førstafdøde.
Efter gældende ret kan en ægtemand ved testamente bestemme, at hustruen, mens hun hensidder i uskiftet bo, kun kan råde over fællesboet med samtykke af en tilsynsværge. Denne særlige beføjelse for ægtemanden foreslås ophævet ved lovforslaget.
Ved forslagets kapitel 4 opretholdes regler om ægtefælles og livsarvingers tvangsarv. Efter gældende ret kan en arvelader, som efterlader sig livsarvinger, ved testamente råde over en tredjedel af sin efterladte formue, mens testationsretten, når han ikke efterlader sig livsarvinger, men ægtefælle, udgør to tredjedele af formuen. Ved forslagets § 25 ændres disse regler således, at halvdelen af den arvelod, som tilkommer arveladerens livsarvinger og ægtefælle, er tvangsarv. Dette indebærer, at en arvelader, som efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger, i alle tilfælde kan råde over halvdelen af sin formue ved testamente.
Ved forslagets kapitel 5 foreslås med forbillede i de svenske regler herom indført en særlig „forlodsret" til sikring af underhold og uddannelse for arveladerens uforsørgede mindreårige børn.
Reglerne går nærmere ud på, at arveladerens barn, hvis det er nødvendigt for at sikre det passende underhold og uddannelse til dets 21. år, på skiftet kan forlange forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset beløb. Ved fastsættelsen af dette kan der tages hensyn til, hvilke udgifter arveladeren har afholdt til andre børns uddannelse. Har flere børn forlodsret, og kan boet ikke udrede det samlede beløb, bestemmer skifteretten, hvor meget der forlods skal tillægges et eller flere af børnene. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente og går forud for anden arv, men fyldestgøres kun af tvangsarv, såfremt boets midler ikke i øvrigt strækker til.
Lovforslaget opretholder de gældende regler om aftaler vedrørende arv samt arveforskud, hvorimod arveforordningens regler om adgang for arveladeren til ensidigt at træffe bestemmelse om afkortning af børns eller børnebørns arv foreslås ophævet.
Reglerne om testamente er i lovforslagets kapitler 8-12 mere udførlige end de gældende bestemmelser i arveforordningen af 21. maj 1845. Ved udformningen af forslagets regler er der i vid udstrækning taget hensyn til den fortolkning af arveforordningen, der har fundet sted gennem retspraksis, og forskellige tvivlsspørgsmål er blevet løst. Også inden for testamentsretten indeholder forslaget imidlertid på flere punkter ændringer i forhold til gældende ret.
Ved § 55, jfr. § 50, foreslås indført adgang for arvingerne til at anfægte et testamente alene under påberåbelse af mangler ved dets oprettelse. Den omstændighed, at et testamente ikke er oprettet i overensstemmelse med de gældende formforskrifter, kan efter gældende ret ikke i sig selv påberåbes som grundlag for tilsidesættelse af testamentet. Men hvis den arving, som ønsker et sådant testamente tilsidesat, gør gældende, at testamentet er falsk, at det ikke er udtryk for arveladerens sidste vilje, eller at testator manglede evnen til fornuftmæssigt at oprette testamente, vil testamentet straks blive erklæret ugyldigt. Arvingens indsigelse skal ikke begrundes eller blot antageliggøres, ja, selv om testamentsarvingen fører bevis mod den fremsatte indsigelse, hjælper det ham intet, når testamentet ikke er oprettet i de rette former. Ved disse regler lægges der alt for stor vægt på indsigelsens formulering, og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger foreslås det derfor, at arvingen direkte kan påberåbe sig mangelen ved testamentets oprettelse. Men selv om testamentet ikke opfylder lovens krav til testamentsformen, vil det også efter forslaget blive opretholdt, hvis arvingerne ikke rejser indsigelse imod det.
De gældende regler om, at testamentariske bestemmelser om båndlæggelse af arvingers tvangsarv skal konfirmeres for at få gyldighed, foreslås ophævet, og der indføres ved § 59 adgang for en arving, hvis tvangsarv er båndlagt, til at forlange bestemmelsen herom tilsidesat, såfremt han godtgør at være i stand til på forsvarlig måde at råde over arven på egen hånd. Afgørelsen er henlagt til skifteretten.
Endvidere foreslås den gældende adgang til at opnå konfirmation af testamentariske bestemmelser om båndlæggelse af enkers bos- og arvelod ophævet.
Ny er reglen om, at testamenter, der træffer bestemmelse om en anvendelse af midlerne, der åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldige, og at et løfte om ikke at genkalde et testamente kun er gyldigt, når det foreligger i testamentsform.
Endelig kan nævnes den i forslagets § 69 omhandlede adgang for justitsministeriet til under nærmere angivne betingelser at tillade sådanne afvigelser fra testamentariske bestemmelser om anvendelse af arven, som ikke væsentligt fraviger testationens karakter.
En i udkastet indeholdt regel om, at der af midler, der tilfalder staten som arvingsløse kapitaler, skulle oprettes en særlig arvefond, er ikke medtaget i lovforslaget.
Folketingets 1. behandling af lovforslaget foretoges sammen med 1. behandling af forslag til lov om ændringer i skifteloven. Edel Saunte (S) gav i det store og hele udtryk for tilfredshed med lovforslaget. Hun fandt det dog urimeligt, at ægtefællens tvangsarv stadig kun var en sjettedel. Den burde sættes til en fjerdedel eller en tredjedel. Så var der spørgsmålet om uskiftet bo. Efter gældende ret kunne man ikke hensidde i uskiftet bo med særeje, men det var et spørgsmål, om man ikke burde indføre en adgang til at sidde i uskiftet bo i hvert fald med særeje, oprettet ved ægtepagt. I Norge havde man løst dette spørgsmål ved at tillade en særlig form for ægtepagt, der kunne skulle være gyldig ved skifte i levende live. Med hensyn til det „mellemdøde" barns stilling havde hun sympati for svigerbarnet, der efter de nye regler ikke skulle have arv. Ganske vist kunne dette spørgsmål ordnes ved testamente, men i så fald ville svigerbarnet komme til at betale arveafgift som ubeslægtet, hvilket hun fandt for hårdt. Hun henstillede, at finansministeren løste dette problem ved en ændring af arveafgiftsreglerne. Reglen om forlodsret anså Edel Saunte for en god regel, men grænsen burde sættes ved barnets 24. år.
Ib Thyregod (V) ville i udvalget se nærmere på den foreslåede begrænsning i slægtens arveret, hvorefter fætre og kusiner ikke skulle arve. Også spørgsmålet om det „mellemdøde" barns stilling måtte der ses nærmere på. Han var ikke sikker på, at lovforslagets løsning var den rigtige. Endelig måtte den foreslåede forringelse af livsarvingernes stilling og reglen om forlodsret overvejes nærmere i udvalget.
Også Erna Sørensen (KF) udtrykte betænkelighed ved, at staten som arvtager ifølge lovforslaget skulle gå forud for fætre og kusiner. Endvidere mente hun, at udvalget burde se nærmere på spørgsmålet om det „mellemdøde" barns stilling. Spørgsmålet om uskiftet bo med særeje måtte man nu se at få en løsning på. Med hensyn til den nye regel om forlodsret var hun ikke sikker på, at den ville virke så godt her i landet som i Sverige, hvor man jo ikke havde regler om uskiftet bo. Reglen ville nok give megen administration.
Else-Merete Ross (RV) fandt det vanskeligt at tage principiel stilling til lovforslaget kun 9 dage efter dets fremsættelse. Hun var dog enig med Edel Saunte i dennes betragtninger om forlodsret og om svigerbarnets stilling. Det principielle spørgsmål, om man ved arvelovgivningen burde begunstige den ældre eller den yngre generation mest, burde tages op i udvalget. Med hensyn til udelukkelsen af fætre og kusiner mente hun, at de fleste ville foretrække at lade fætre og kusiner arve forud for staten.
Herluf Rasmussen (SF) spurgte justitsministeren, om betænkningen om revision af ægteskabslovgivningen kunne blive færdig så betids, at eventuelle ændringer i arveloven kunne medtages inden lovforslagets færdigbehandling. Han så i øvrigt på lovforslaget med den største velvilje.
Rimstad (Uafh.) fandt det umuligt at danne sig og fremsætte principielle synspunkter om lovforslaget kun 9 dage efter dets fremsættelse. Han måtte stort set indskrænke sig til at give udtryk for tilslutning til lovforslagets hovedtendenser, styrkelsen af den efterlevende ægtefælles stilling og ligestillingen af børn, født i og uden for ægteskab. Han ville dog samtidig give udtryk for sin forbavselse over det nedsatte udvalgs ensidige sammensætning, idet han fandt, at det var en mangel, at hverken dommere, advokater eller lægmænd havde været repræsenteret i udvalget.
Justitsministeren erklærede sig villig til i udvalget af drøfte de rejste spørgsmål nærmere. Med hensyn til svigerbarnets stilling kunne ministeren oplyse, at man i finansministeriet havde til hensigt at overveje en revision af arveafgiftsreglerne i sommerens løb. Spørgsmålet om forlodsrettens udstrækning til det 24. år kunne man drøfte, men reglen var en i forvejen vidtgående nydannelse i arvelovgivningen. Over for Rimstads kritik af udvalgets sammensætning oplyste ministeren, at man havde indhentet erklæringer om lovforslaget bl. a. fra de kollegiale retter og Advokatrådet, og disse erklæringer ville blive stillet til rådighed for folketingsudvalget. Til Herluf Rasmussen kunne ministeren oplyse, at der nok ville gå adskillige år, før ægteskabskommissionen havde tilendebragt sit arbejde.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der ikke nåede at afslutte sit arbejde inden samlingens slutning.