Efter gennemgribende ændringer af lovforslaget under udvalgsbehandlingen i folketinget har loven fået følgende indhold:

§ 1. Med det formål at yde bistand til udviklingslandene oprettes under udenrigsministeriet „styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene". Styrelsen har til opgave:

1. at tilrettelægge og gennemføre dansk medvirken til de projekter i udviklingslandene, der finansieres af FN eller de herunder hørende særorganisationer,

2. at tilrettelægge og gennemføre sådanne danske projekter, der finansieres af danske statsmidler,

3. at yde statstilskud til egnede projekter, der udføres af andre organer, samt at koordinere og føre tilsyn med sådanne statsstøttede projekter,

4. at forelægge for de kompetente myndigheder spørgsmålet om ydelse af statslån, særlige kreditgarantier og garantier for private investeringer, der måtte være en forudsætning for at gennemføre et bistandsprojekt eller videreføre dette, jfr. § 7, stk. 1 og 2,

5. at koordinere Danmarks indsats i internationale drøftelser, der vedrører bistand til udviklingslandene,

6. at være rådgivende for myndigheder og private organisationer,

7. at forestå eller yde hjælp til rekrutteringen, uddannelsen og vejledningen af danske eksperter såvel til det arbejde, der udføres gennem FN eller de herunder hørende særorganisationer, som til det, der udføres direkte af Danmark,

8. at iværksætte direkte eller gennem særlige organer oplysningsvirksomhed om FN og de herunder hørende særorganisationer, om udviklingslandene og den tekniske bistand,

9. at yde statstilskud til private organisationers oplysningsvirksomhed om samarbejdet med udviklingslandene,

10. at organisere tilvejebringelsen og bearbejdelsen af materiale af betydning for tilrettelæggelsen af bistandsarbejdet og oplysningsarbejdet,

11. at koordinere tilrettelæggelsen af ophold i Danmark af studerende fra udviklingslandene samt påtage sig udarbejdelsen af studieprogrammer og sørge for ophold og forplejning i den udstrækning, andre organer ikke har ansvaret for disse opgaver,

12. at tilrettelægge fælles kursus for udenlandske studerende,

13. at gennemføre offentlige indsamlinger til fordel for arbejdet i udviklingslandene og administrere de indkomne midler og eventuelle andre gaver.

§ 2. Udenrigsministeren udnævner styrelsens medlemmer og udpeger endvidere blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

Styrelsens medlemmer udnævnes for 3 år.

Styrelsen omfatter indtil 9 medlemmer.

§ 3. Der nedsættes et „råd for teknisk samarbejde med udviklingslandene" med den opgave at være rådgivende for regeringen og styrelsen og yde sagkyndig vejledning og bistand til gennemførelsen af de i § 1 nævnte opgaver. Rådet skal i øvrigt følge styrelsens virksomhed, og styrelsen aflægger hvert år beretning over for rådet om sin virksomhed i det forløbne år og om sine væsentligste planer for det kommende år.

§ 4. Udenrigsministeren beskikker rådets formand og medlemmer for 3 år.

Som medlemmer af rådet kan beskikkes dels personer udpeget af myndigheder, institutioner og organisationer, der må anses for særligt interesserede i spørgsmål om bistand til udviklingslandene, dels personer, der skønnes at have særlig sagkundskab eller erfaring med hensyn til de under rådet henhørende opgaver. Styrelsens medlemmer er i denne egenskab medlemmer af rådet.

Efter rådets etablering skal forslag om nye rådsmedlemmer forelægges rådet til udtalelse, ligesom rådet kan stille forslag til udenrigsministeren om optagelse af nye medlemmer.

§ 5. Udenrigsministeren fastsætter styrelsens og rådets forretningsorden.

Sekretariatsforretningerne i forbindelse med styrelsens og rådets virksomhed varetages af udenrigsministeriet.

§ 6. Styrelsens og rådets administrationsudgifter bevilges på de årlige finanslove, på hvilke også optages særlige beløb som rådighedssummer til ydelse af tilskud til oplysningsarbejdet i Danmark, til meddelelse af stipendier til personer fra udviklingslandene, til udsendelse af eksperter, til mindre projekter i udviklingslandene eller i Danmark samt til forskningsvirksomhed.

Til større opgaver søges gennem udenrigsministeriet tilvejebragt de nødvendige midler.

§ 7. Der stilles indtil 100 mill. kr. til rådighed for udenrigsministeren til ydelse af statslån i henhold til aftaler indgået mellem den danske stat og andre stater eller internationale organisationer i forbindelse med gennemførelsen af bistandsprojekter med dansk indsats. Låneaftalerne skal i de enkelte tilfælde godkendes af finansudvalget.

Efter indstilling fra styrelsen kan handelsministeren inden for en beløbsramme på 150 mill. kr. udstede garantier mod tab på private kreditter ydet til udviklingslandene som led i disses tekniske udvikling. Beløbet vil eventuelt kunne forhøjes med finansudvalgets tilslutning.

§ 8. Denne lov træder i kraft den 1. april 1962.

Det af udenrigsministeren fremsatte lovforslag byggede på en betænkning af 6. maj 1961 fra det af regeringen i januar 1961 nedsatte udvalg vedrørende tilrettelæggelse og udvidelse af Danmarks bistand til udviklingslandene.

Om baggrunden for lovforslaget anførte udenrigsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Baggrunden for lovforslaget er ønsket om at kunne foretage en væsentlig udvidelse af Danmarks indsats på dette felt. Den politiske udvikling i de sidste år — ikke mindst frigørelsen af de mange nye stater i Afrika — har gjort det klart, at de mere velstående lande må bidrage til de tilbagestående landes udvikling såvel teknisk, humanitært som økonomisk. Behovet for hjælp på disse områder er umådeligt og bliver større for hver dag. Samtidig har velstanden her i landet nu nået et niveau, hvor vi bør have råd til i stigende grad at beskæftige os med de vældige problemer, som de mange mindre heldigt stillede mennesker i andre dele af verden er stillet over for, og som de seneste års udvikling såvel i det mellemfolkelige samarbejde som i transport- og kommunikationsmidler har bragt os i nær berøring med. En forstående og fremsynet tilrettelæggelse af forholdet til udviklingslandene vil måske blive denne og de kommende generationers største udenrigspolitiske problem. Hjælpen til udviklingslandene må derfor tillægges en stadig stigende betydning i den mellemfolkelige politik. Denne hjælp er et af de vigtigste midler til efterhånden at skabe en mere ligelig fordeling af goderne i verden og sikre en mere stabil og rolig udvikling henimod en højere levestandard for alle folkeslag. En forøgelse af denne bistand med henblik på at opnå bedre levevilkår for de store dele af verdens befolkning, der i dag lider nød, vil være en af de måder, hvorpå Danmark i de kommende år vil kunne bidrage til en varig sikring af verdensfreden.

Begrebet „udviklingslande" dækker over lande på vidt forskellige udviklingstrin og med helt forskellige problemer på politiske, økonomiske, sociale, tekniske og andre områder. Men for flertallet af disse lande gælder, at levestandarden er meget lav, samtidig med at mange af dem råder over store naturrigdomme, som ikke kan udnyttes på grund af manglende teknisk kunnen. Udviklingslandenes egne hjælpekilder vil, hvis de anvendes effektivt, kunne danne grundlaget for en mere almen velstandsforøgelse i disse lande, som på længere sigt vil komme os alle til gode bl. a. i form af øget samhandel.

Især på det økonomiske område står udviklingslandene imidlertid over for meget store vanskeligheder. De fleste af disse lande er råvareproducerende. Bytteforholdet mellem råvarer og industrivarer har i de senere år udviklet sig stærkt til ugunst for udviklingslandene. ... Medmindre konjunkturerne ændrer sig, kan denne udvikling på kort sigt kun brydes ved en international økonomisk politik, som stabiliserer råvarepriserne, og som fjerner de eksisterende hindringer for handelen med råvarer. Men en sådan politik må suppleres med en direkte hjælp til udvikling af disse landes egen økonomi.

En sådan hjælp skal i første række være en hjælp til selvhjælp, idet det er en væsentlig forudsætning, at udviklingslandene selv bidrager, bl. a. ved at tilvejebringe en effektiv administration og ved at skabe samfundsinstitutioner — også på uddannelsesområdet — som svarer til det lokale miljø og behov. Selv om det naturligvis må overlades til udviklingslandene selv at tilrettelægge deres interne politik uden indblanding eller påtryk udefra, vil mange af disse lande næppe i løbet af en kortere periode være i stand til at opbygge et effektivt samfundsmaskineri uden støtte udefra. Ydelse af støtte og vejledning af denne art er en af De Forenede Nationers vigtigste opgaver. Danmark har derfor hidtil ydet langt den største del af sin bistand gennem FN og de herunder hørende internationale organisationer, både for så vidt angår den tekniske, økonomiske og humanitære bistand.

Det af udvalget fremsatte forslag bygger på den konklusion, at den væsentligste del af Danmarks bistand til udviklingslandene også fremtidigt bør ydes gennem FN eller i samarbejde med FN. Dette stemmer overens med udviklingslandenes egne ønsker, idet disse foretrækker den multilaterale bistand, som er upolitisk og anses for mindre ydmygende, fordi den ydes gennem en organisation, som udviklingslandene selv er medlem af. Endvidere må hensynet til betydningen af en styrkelse af FN og til en international koordinering af de tekniske bistandsydelser i sig selv tillægges stor vægt. Regeringen er enig med udvalget i, at man som hidtil i stort omfang bør yde bistand gennem de multilaterale kanaler.

En række andre hensyn taler dog for, at man samtidig også væsentligt forøger bevillingerne til bilateral bistand. Først og fremmest har vore egne levevilkår udviklet sig således, at vi foruden at opretholde og forøge den multilaterale bistand har råd til sideløbende hermed at påbegynde en bilateral indsats. Der har i den senere tid vist sig en stigende interesse i befolkningen for at deltage i dette arbejde. Fra mange sider og ikke mindst fra ungdommen har regeringen modtaget opfordringer til at gøre mere for udviklingslandene. Det ville være af stor værdi, at arbejdet med teknisk bistand kunne hvile på et bredt folkeligt grundlag ... Mån bør dog også ved ydelsen af bilateral bistand i alle tilfælde søge etableret kontakt og om muligt et samarbejde med FN.

Også fra de danske erhvervs side er der en stigende interesse for en indsats i udviklingslandene; dette taler ligeledes for en udvidelse specielt af den bilaterale indsats. Det er et spørgsmål, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang handelspolitiske hensyn bør indgå i overvejelserne vedrørende bistanden til udviklingslandene. Selv om det primære hensyn skal være at hjælpe udviklingslandene, vil bistanden sikkert i mange tilfælde kunne få et solidere og varigere grundlag, hvis den efterhånden kan støttes på en gensidig handelsmæssig interesse. Det er derfor af afgørende betydning for at kunne skabe et sådant stabilt grundlag for Danmarks samarbejde med udviklingslandene, at erhvervslivets aktive medvirken sikres. Såfremt den tekniske bistand til en vis grad koordineres med erhvervslivets interesser, vil de investeringer, som måtte følge i den tekniske bistands kølvand, kunne blive af betydning ikke alene for udviklingslandenes økonomiske udvikling, men også for dansk eksport. Således har de mange internationale kursus, der har været afholdt i Danmark, utvivlsomt skabt fremtidige kunder for danske maskiner og andre varer, ligesom udsendelsen af danske eksperter og leverancer af dansk demonstrationsmateriel har skabt betydelig interesse for danske varer.

Den danske bistandsindsats har hidtil væsentligst været baseret på gaveydelser til udviklingslandene, og dette bør formentlig også være tilfældet i de førstkommende år. Der består imidlertid et enormt behov såvel for egentlig kapitaltilførsel til landenes almindelige investeringer som for støtte til gennemførelse af kapitalkrævende specialprojekter ... Selv om egentlig økonomisk bistand til dækning af udviklingslandenes kapitalbehov fra dansk side som hidtil fortrinsvis bør ydes gennem de internationale organisationer, må man dog være forberedt på, at spørgsmålet om direkte låneydelser i forbindelse med konkrete bistandsprojekter kan antages at ville blive aktuelt, efterhånden som den bilaterale bistand øges.

Udvalget har ikke ment at kunne angive nogen bestemt størrelse for de årlige bevillinger til den danske bistandsindsats. Udvalgets forslag til en ny administration bygger dog på den forudsætning, at der i løbet af en kortere årrække vil kunne blive tale om at yde bistand af enhver art såvel fra offentlig som privat side — herunder også medregnet eventuelle lån og kreditydelser, dog bortset fra normale eksportkreditgarantier — for 50-100 mill. kr. pr. år svarende til 1/8-1/4 pct. af nationalindtægten. På længere sigt mener udvalget, at man må indstille sig på, at denne samlede hjælpeindsats må have et endnu større omfang, og anser ikke et beløb på 400-500 mill. kr. årligt svarende til 1 pct. af nationalindtægten for et urimeligt mål. Regeringen er enig med udvalget i, at man fremover må regne med en meget betydelig forøgelse af bistanden, og anser en sådan forøgelse både for forsvarlig set i forhold til velstandsforøgelsen i Danmark i de senere år og for nødvendig på baggrund af de herskende internationale politiske forhold. Men regeringen anser det for rigtigt, at man ikke lægger sig for fast på bestemte årlige bevillinger, men først tager stilling til størrelsen af bevillingerne, efterhånden som egnede konkrete projekter foreligger.

Samtidig med en forøgelse af statsbevillingerne bør imidlertid også befolkningen aktivt drages med ind i arbejdet, og jeg anser det derfor for ønskeligt, om en vis del finansieres fra private kilder, dels fra erhvervslivet, dels ved offentlige indsamlinger. Selv om udvalget tilsyneladende stiller sig lidt skeptisk over for disse muligheder, er det mit indtryk, at interessen og formentlig også offerviljen er betydelig både hos erhvervene og i offentligheden. Jeg nærer håb om, at den landsindsamling til fordel for bistandsprojekter i udviklingslandene, der er planlagt til foråret 1962, og som det vil blive en af den nye administrations første opgaver at gennemføre, vil demonstrere denne offervilje.

Hvis hele denne udvidelse af den tekniske bistandsindsats gennemføres, vil de hidtidige organer imidlertid ikke kunne overkomme administrationen deraf. Regeringsudvalget for teknisk bistand, der netop i disse dage kan fejre 10 års jubilæum, har under civilingeniør Saxilds ledelse udført et fremragende pionerarbejde, men allerede med den i det sidste par år skete udvidelse af den danske bistandsvirksomhed har det været vanskeligt for regeringsudvalget at overkomme den forøgede arbejdsbyrde. ...

Der har samtidig, efterhånden som flere og flere opgaver tages op af forskellige myndigheder og private organisationer og der ydes større bevillinger, vist sig et stigende behov for en koordination. Der er foruden regeringsudvalget for teknisk bistand og de danske kontaktorganer for de i FNs tekniske bistandsprogrammer deltagende organisationer adskillige andre myndigheder og private organisationer, der beskæftiger sig med teknisk bistand og får statstilskud til deres virksomhed. Foretages der nu en yderligere udvidelse af den danske bistandsindsats, må det forventes, at endnu flere interesserede kredse inddrages i arbejdet for udviklingslandene. Det vil yderligere forøge behovet for koordination. Der bør derfor søges gennemført størst mulig samordning af disse institutioners og organers arbejde, ligesom statstilskuddene til disse så vidt muligt bør koncentreres og samordnes.

Det foreliggende lovforslag tager sigte på oprettelsen af et råd for teknisk samarbejde omfattende repræsentanter for alle interesserede danske myndigheder og organisationer, der skal være rådgivende for regeringen med hensyn til retningslinjerne for Danmarks bistandsvirksomhed. Endvidere foreslås oprettet en styrelse, der skal koordinere alt dansk bistandsarbejde og være ansvarlig for gennemførelsen af tekniske bistandsprojekter, kurser, oplysningarbejder m. v., og et sekretariat, som under ledelse af en direktør skal bistå de nævnte organer og varetage de løbende forretninger.

...

Endelig tænkes i forbindelse med sekretariatet og under direktørens ledelse oprettet et institut til varetagelse af de egentlige forskningsmæssige opgaver vedrørende udviklingslandenes problemer, herunder indsamling og bearbejdning af materiale om disse spørgsmål, idet et sådant arbejde må anses for at være af stor værdi for den rigtige tilrettelæggelse af hjælpen til de enkelte udviklingslande. Det er ikke tanken, at dette institut til at begynde med skal omfatte mere end 2-3 videnskabelige medarbejdere, men det er muligt, at omfanget af dette forskningsmæssige arbejde senere vil nødvendiggøre en udvidelse. Det forudsættes, at instituttet indleder et nært samarbejde med allerede bestående faglige og videnskabelige organisationer og institutioner, således at den her i landet eksisterende sagkundskab og erfaring i videst mulig udstrækning inddrages i det kommende arbejde og tilrettelæggelsen heraf.

Etableringen af dette institut er en væsentlig forudsætning for at iværksætte et nordisk samarbejde på dette område. I de møder, der har været i den nordiske ministerkomité for samordning af hjælpen til udviklingslandene, har dette spørgsmål indgående været drøftet. Der er enighed om, at institutter af denne art, der måtte blive oprettet i de nordiske lande, skal arbejde meget snævert sammen og om muligt have fælles ledelse. I Sverige tænkes oprettet et Afrika-institut i Uppsala; her i Danmark kan vi måske siges at have særlige forudsætninger for at koncentrere os om Asien eller i hvert fald visse asiatiske lande.

...

Jeg vil ikke foregribe de nye organers arbejde ved at komme nærmere ind på retningslinjerne for den fremtidige bistands virksomhed, men vil gerne fremhæve betydningen af, at der snarest bliver gennemført en undersøgelse af mulighederne for en udvidelse af antallet af stipendiepladser for studerende fra udviklingslandene; og de institutioner og læreanstalter, som er af særlig betydning i denne henseende, må forberede sig på snarest at blive opfordret til at tage dette spørgsmål op til konkret overvejelse. Endnu vigtigere er det måske hurtigt at få iværksat en undersøgelse af mulighederne for en udvidelse af uddannelseskapaciteten her i landet for danske eksperter, der kan udsendes til udviklingslandene. Også dette vil formentlig rejse spørgsmålet om en udvidelse af vore hjemlige læreanstalter og andre undervisningsinstitutioner.

Samtidig med denne reorganisering af den danske bistandsvirksomhed er det regeringens hensigt at søge det nordiske samarbejde på dette område udvidet. Mulighederne i så henseende vil komme op til mere detaljeret drøftelse på Nordisk Råds møde i februar 1962, men det kan allerede nu siges, at der i den særlige ministerkomité, som er nedsat under Nordisk Råd — foruden spørgsmålet om samarbejdet mellem nordiske u-landsinstitutter — er enighed om at forsøge et nordisk samarbejde på en række andre felter som f. eks. fællesnordisk kursusvirksomhed og igangsættelse af en eller flere fællesnordiske bistandsprojekter i afrikanske udviklingslande. Da Norge og Sverige for tiden er i gang med en lignende omorganisering af deres bistandsvirksomhed som den, der her foreslås, skulle der netop i den kommende tid være særlig gode muligheder for at etablere et effektivt nordisk samarbejde på dette område, der bl. a. vil muliggøre, at de nordiske lande i fællesskab kan give sig i kast med løsningen af opgaver, som de hver for sig ikke ville have det fornødne menneskemateriale eller de fornødne finansielle ressourcer til at løse ... "

Under sin fremsættelsestale havde udenrigsministeren givet udtryk for ønsket om, at partiernes ordførere under behandlingen af lovforslaget også ville fremsætte nogle bemærkninger om deres principielle syn på spørgsmålet om en udvidet dansk støtte til udviklingslandene. Under lovforslagets 1. behandling blev der derfor af ordførerne fremsat en række principielle betragtninger.

K. B. Andersen (S) var positivt stemt over for det samarbejde mellem rige og fattige nationer, som der her var tale om. Der var mange grunde til at gå ind for en stærkt udvidet bistand til udviklingslandene. Man kunne nævne Danmarks forpligtelser i henhold til FN-pagten, men det afgørende var, at det ville være umuligt at sikre en fredelig og stabil udvikling, hvis verdens goder fordeltes mere og mere skævt. Hjælpen måtte imidlertid ikke ydes som en almisse, men som en hjælp til selvhjælp.

Socialdemokratiet var enig med regeringen i, at hovedvægten i hjælpearbejdet måtte lægges på den multilaterale hjælp gennem FN. Det var nok muligt, at det endnu i dag var lettere at skabe forståelse i befolkningen, når det drejede sig om bilateral hjælp, men man måtte arbejde henimod en bred folkelig forståelse for ydelse af hjælp på multilateral basis.

K. B. Andersen ville gerne understrege det synspunkt, at hjælpen skulle gives uden politiske hensigter eller betingelser af nogen art. Der var ingen grund til at sondre skarpt mellem tilsyneladende forskelligheder med hensyn til demokratisk styresæt, også fordi landenes forudsætninger med hensyn til uddannelse var så forskellige fra vore.

K. B. Andersen glædede sig over, at oplysningsarbejdet havde fået en central placering. Vi måtte nok som hovedregel foretrække at sende danske eksperter ud for at organisere undervisningsmæssig bistand fremfor i stor stil at modtage stipendiater her.

Per Federspiel (V) var enig i, at bistandsspørgsmålet, der jo først og fremmest var af udenrigspolitisk art, var vigtigt, og at det fortjente omhyggelig overvejelse, men bistandsydelsen måtte betragtes som et overgangsfænomen på samme måde som i sin tid Marshallhjælpen. Forskellige organisationer var allerede i gang med hjælpearbejde, men en koordination var nødvendig. Han var ikke enig med udenrigsministeren i dennes antagelse af, at multilateral hjælp stemte overens med u-landenes ønske. I Europarådet var det en samstemmende opfattelse, at der fra u-landenes side var ønsker om bilaterale kontakter, men enkelte opgaver, f. eks. malariabekæmpelse og oplysningsarbejde, egnede sig bedst til løsning på multilateral basis. Over for de u-lande, som havde særlig tilknytning til Det europæiske Fællesskab, måtte bistandsspørgsmålet nok løses på europæisk basis. Princippet for hjælpevirksomheden måtte i øvrigt være gensidighed, respekt for u-landenes selvstændighed.

Per Federspiel fandt, at det var en fejl, at Det danske Missionsselskab med dets store erfaring ikke var taget med i lovforslaget. Det i lovforslaget foreslåede administrationsapparat fandt han for stort og omstændeligt, og han håbede, at man måtte kunne nå til en rimeligere ordning under udvalgsbehandlingen.

Også Hanne Budtz (KF) betonede, at bistanden måtte betragtes som en hjælp til selvhjælp. Også erhvervsmæssige synspunkter måtte imidlertid tages i betragtning. I øvrigt måtte hele bistandsspørgsmålet betragtes ud fra en medmenneskelig opfattelse.

Ligesom Per Federspiel undrede Hanne Budtz sig over, at det af regeringen nedsatte udvalg ikke som medlem havde haft en repræsentant for Det danske Missionsselskab. Hun var ligeledes enig i kritikken af det foreslåede store apparatur. En væsentlig udvidelse af bistanden til u-landene var nødvendig, men lovforslaget måtte underkastes en nøje drøftelse i udvalget.

Else-Merete Ross (RV) så med velvilje på en betydelig forøgelse af bistanden til udviklingslandene. Hun fandt imidlertid, at regeringsudvalget i for stort omfang gik ind for bilateral hjælp, der efter hendes mening enten ikke styrkede FN eller styrkede FN på en mindre direkte måde end den multilaterale hjælp. Det var forretningsmæssige synspunkter, der lå bag ønskerne om bilateral hjælp, og hun var ikke sikker på, at der var forståelse for disse sunspunkter i u-landene. Handelen med u-landene måtte opbygges på rent forretningsmæssig basis og burde ikke kædes sammen med bistandsspørgsmålet.

Betænkningens ønske om en udvidelse af vore læreanstalter for at skabe bedre muligheder for uddannelse af eksperter kunne fru Ross fuldt ud tiltræde. Eksperterne var med til at skabe goodwill for det land, de kom fra, og Danmark kunne i øvrigt skabe sig goodwill ved under afstemninger i FN at tage positiv stilling til u-landenes problemer.

Man måtte spørge sig, om lovforslagets store tredelte centralorganisation nu også var det rigtige, og om det var hensigtsmæssigt at centralisere så stærkt.

Fru Ross fandt, at den i ministerens fremsættelsestale omtalte fællesnordiske kursusvirksomhed for stipendiater var en god idé, hvorimod hun var skeptisk over for fællesnordiske bilaterale projekter.

Morten Lange (SF) betonede, at vi selv og vore forfædre havde været med til at skabe de vanskeligheder, vi stod over for i dag. En øget indsats var nu nødvendig af hensyn til verdensfredens bevarelse. Vor tilknytning til NATO og senere måske til fællesmarkedet ville nok vanskeliggøre vore muligheder, men Danmark var dog stadig velanskrevet som ikke-kolonimagt. Vor indsats måtte imidlertid ikke hæmme løsningen af vore problemer i Grønland og vor indsats for at bedre kårene for vore dårligst stillede. Det var vigtigt, at hjælpearbejdet ikke blev inddraget i den kolde krig, og derfor var hjælp gennem FN den bedste løsning. Lovforslagets formulering var efter Morten Langes mening for rodet og løs.

Arne Bertelsen (Uafh.) fandt det vigtigt, at man satte sig grundigt ind i u-landenes problemer. Man kunne let gribe fejl, hvis man ikke kendte befolkningernes specielle forhold og særlige kår. Han fandt derfor, at bilateral hjælp burde foretrækkes. Man måtte imidlertid ikke glemme at løse vore egne problemer i Grønland.

Skulle de uafhængige kunne slutte op om bistandsprogrammet, måtte visse forudsætninger være opfyldt. Der måtte være tale om en virkelig hjælp og ikke blot om betaling til et stort administrationsapparat, og forsorgsproblemer i vort eget land — herunder Grønland — måtte løses først. Hjælpen til u-landene burde først og fremmest være en hjælp til selvhjælp, men Danmark havde vist ikke for tiden de nødvendige specialister, og hvis den nuværende politik fortsatte, ville vi have underskud af specialister om få år.

Edel Saunte (S) udtrykte et håb om, at nogle af de midler, der nu bevilgedes, blev brugt til at sætte undervisning i gang for kvinderne i de pågældende lande. Om man i øvrigt skulle anvende bilateral eller multilateral hjælp, måtte efter hendes mening afhænge af, hvad der i det konkrete tilfælde egnede sig bedst til løsning af opgaven.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning fremsatte et af udenrigsministeren tiltrådt forslag om en ny affattelse af lovforslaget, hvis titel også foresloges ændret. I betænkningen knyttede udvalget følgende kommentarer til de foreslåede ændringer:

„Under forhandlingerne i udvalget og gennem samråd med udenrigsministeren er der opnået enighed om, at lovforslaget omarbejdes efter følgende retningslinjer:

I § 1 angives lovens formål samt navnet på det nye organ — styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene — og samtlige de opgaver, der bør varetages af styrelsen.

Efter det ændrede forslag vil det således være styrelsen, der under udenrigsministeren har ansvaret for arbejdets rette udførelse, medens rådet får til opgave at følge styrelsens virksomhed og være rådgivende såvel i forhold til regeringen som i forhold til styrelsen. Sammenknytningen mellem styrelsen og rådet bevares, dels derved at styrelsens medlemmer tillige er medlemmer af rådet, dels derved at styrelsen skal aflægge beretning til rådet.

Videre er man enedes om, at sekretariatet henlægges som et særligt kontor under udenrigsministeriet.

Styrelsens opgaver.

Ad § 1, nr. 1. Samarbejdet med FN.

Det er udvalgets opfattelse, at styrelsens betydningsfuldeste opgave vil blive samarbejdet med FN og de hertil knyttede underorganisationer, og at bestemmelse herom derfor bør anføres først.

Ad § 1, nr. 5. Samarbejde med delegationer.

Det er udvalgets opfattelse, at en samordning bør skabes med hensyn til de danske delegationers stillingtagen i de forskellige internationale organisationer, når drøftelserne drejer sig om teknisk bistand til u-landene. Det er derfor i denne bestemmelse pålagt styrelsen at koordinere Danmarks indsats på dette område f. eks. ved en gennemdrøftelse med delegationerne af de problemer, der kan forventes at komme til behandling i internationale forsamlinger.

Ad § 1, nr. 7. Rekruttering af eksperter.

Der er i udvalget enighed om, at rekruttering af eksperter er af central betydning for muligheden af en udvidet dansk bistandsindsats i u-landene. Styrelsen bør derfor snarest forelægge forslag dels om udvidelse af uddannelsesmulighederne inden for de fagområder, hvor den danske bistandsindsats fortrinsvis kan ydes, dels om vejledning af eksperter før udsendelsen og endelig om tilvejebringelse af lovhjemmel for gennemførelse af foranstaltninger med henblik på at betrygge eksperternes økonomiske stilling og muligheder i Danmark efter hjemkomsten.

Ad § 1, nr. 8 og 9. Oplysningsarbejdet.

Der er mellem udenrigsministeren og udvalget enighed om, at styrelsen, der kan nedsætte særlige udvalg til varetagelse af specielle opgaver, bør nedsætte et oplysningsudvalg, som kan bistå styrelsen ved tilrettelæggelsen af oplysningsarbejde.

Der er endvidere enighed om, at styrelsen bør overdrage udførelsen af det folkelige oplysningsarbejde til såvel ikke-statslige organisationer, der har bevist, at de magter at udføre et værdifuldt arbejde på dette område som f. eks. Mellemfolkeligt Samvirke, som til andre statslige organisationer som f. eks. UNESCO-nationalkommissionen. Man vil finde det rimeligt, at der stilles betydelige midler til rådighed for dette arbejde.

Videre er det udvalgets opfattelse, at styrelsen herudover bør kunne støtte andre organisationers oplysningsvirksomhed på dette område. Bestemmelsen er derfor foreslået opdelt i to numre.

I anledning af en fra undervisningsministeren modtaget henvendelse ønsker udvalget at understrege betydningen af det delvis planlagte, delvis påbegyndte oplysningsarbejde i skolerne. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at dette arbejde bør videreføres af undervisningsministeren, således at bevilling hertil ikke søges af udenrigsministeren, men af undervisningsministeren. Derfor bør dette arbejde ikke lægges direkte under styrelsen og bør kun henføres hertil, hvis undervisningsministeren måtte ønske det. Det er udvalgets opfattelse, at dette arbejde bør udvides og støttes økonomisk.

Ad § 1, nr. 10. Forskning.

Der er mellem udenrigsministeren og udvalget enighed om, at styrelsen bør nedsætte et rådgivende udvalg (forskningsudvalg) bestående af repræsentanter for bl. a. universiteterne, de øvrige højere læreanstalter og bibliotekerne. Dette udvalg må dels selv kunne tage initiativ til, at enkelte videnskabsmænd eller afdelinger af universiteterne eller læreanstalterne påtager sig forskningsopgaver, dels være rådgivende for styrelsen vedrørende udefra kommende forslag om støtte til gennemførelse af forskningsopgaver. Til denne udvalgsvirksomhed såvel som til udgifter til støtte af forskning bør afsættes et årligt beløb på styrelsens budget.

Forskningsudvalget vil også have til opgave at følge udviklingen inden for forskningen og eventuelt, om det skønnes fornødent, stille forslag til udenrigsministeren gennem styrelsen om oprettelse af det forskningsinstitut, som udvalget finder ikke for tiden bør oprettes. Udvalget bemærker, at det foreslåede dokumentationscenter i det store og hele svarer til de på nordisk basis drøftede forskningsinstitutter.

Ad § 1, nr. 11 og 12. Stipendiater.

Det er udvalgets opfattelse, at styrelsen må påtage sig de mere generelle opgaver for alle stipendiater og også i en række tilfælde den mere specielle planlægning, men at det på den anden side vil være naturligt, at de særlige organer og organisationer, der hidtil har beskæftiget sig med tilrettelæggelse af stipendiaternes specialstudier, også fortsætter hermed, dog således at styrelsen må sikre sig, at der ikke finder dobbelt tilrettelæggelse sted, samt at stipendiaternes almene kendskab til danske forhold ikke forsømmes. Styrelsen må derfor løbende afholde kursus af almen oplysende karakter for alle stipendiater.

Ad § 1, nr. 13, Indsamlinger.

Det er udvalgets opfattelse, at der kun undtagelsesvis skal iværksættes indsamlinger.

Styrelsens sammensætning.

Det er af afgørende betydning for den nye administration, at styrelsen bliver i stand til at arbejde effektivt og hurtigt.

Styrelsens medlemskreds bør derfor ikke overstige 9 personer. Især styrelsens formand må kunne påtage sig en væsentlig arbejdsbyrde; i det omfang dette nødvendiggør opgivelse af andet arbejde, bør udenrigsministeren have adgang til at yde økonomisk kompensation herfor. Styrelsens øvrige medlemmer må være i stand til at påtage sig det omfattende arbejde, som uundgåeligt vil være forbundet med medlemskabet, og bør — på grund af den sagkundskab, de repræsenterer — kun undtagelsesvis kunne møde ved personlige stedfortrædere, der udpeges med ministerens tilslutning. Udenrigsministeren bør have mulighed for at yde medlemmerne et rimeligt vederlag for deres arbejde i styrelsen.

Det er udvalgets opfattelse, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at udvide styrelsen med repræsentanter for de relativt mange ministerier, der har forbindelse med FNs underorganisationer. Derimod bør disse ministerier og andre særligt interesserede ministerier af hensyn til den nødvendige koordinering opfordres til at udpege tilforordnede repræsentanter, der får tilsendt dagsordenen for styrelsens møder, og som tilkaldes til alle møder i styrelsen, hvor sager af interesse for det pågældende ministerium kommer til behandling.

Ud over ministeriernes tilforordnede bør styrelsen etablere snæver kontakt med organisationer og eksperter, f. eks. fra Ydre Mission, der har særlig sagkundskab og erfaring inden for deres arbejdsområde, herunder tilkalde de pågældende ved behandlingen af spørgsmål, hvor deres sagkundskab kan være af særlig betydning.

Spørgsmålet om styrelsens sammensætning har været genstand for drøftelse mellem udvalget og udenrigsministeren.

Rådet.

Rådet bør efter udvalgets mening bestå dels af repræsentanter for organisationer, dels af enkeltpersoner, der har udført et arbejde på dette område, eller som repræsenterer viden, der kan være til nytte for arbejdet i rådet og styrelsen.

Styrelsen bør ud over sin årsberetning forelægge rådet alle vigtige planer inden for styrelsens arbejdsomrade. Rådet kan ikke alene rette henvendelse til styrelsen og udenrigsministeren, men også til den samlede regering om problemer inden for området, som rådet anser det for rimeligt at fremsætte en udtalelse om, Rådet kan nedsætte udvalg til behandling af særlige problemer.

Sekretariatet.

Med henblik på at undgå oprettelse af et særligt administrativt organ er der under forhandlingerne mellem udenrigsministeren og udvalget opnået enighed om,

at sekretariatet etableres inden for udenrigsministeriets rammer som et kontor med en selvstændig status under ledelse af en tjenestemand, med hvem der træffes aftale om forbliven i stillingen i en længere årrække.

Udenrigsministeren har i samråd oplyst, at han har tænkt sig en opdeling af sekretariatets arbejde i følgende tre sektioner:

Sektion I.

Vurdering og behandling af forslag til projekter i udlandet. Administration af projekter i udlandet.

Statslån til u-lande.

Kreditgarantier.

Koordinationsopgaver, herunder nordisk samarbejde.

Dagsordener for styrelsen.

Administration, herunder budgetlægning.

Sektion II.

Rekruttering af eksperter og ekspertassistenter til opgaver i udlandet.

Uddannelse og vejledning af eksperterne inden udsendelsen. Tilrettelæggelsen og gennemførelsen af kursus i Danmark for u-lands-deltagerne.

Stipendier for u-landsdeltagere, modtagelse og vejledning af stipendiater.

Sektion III.

Dokumentationscentral.

Assistance til privat oplysningsarbejde.

Redaktion af tidsskrift.

Om dette vil blive den endelige ordning, er tvivlsomt, f.eks. kan det vel tænkes, at en yderligere opdeling af sektion I eller II med tiden kan blive nødvendig.

Videre

at de heraf nødvendiggjorte personalemæssige udvidelser så vidt muligt gennemføres ved antagelse af kontraktansatte specialmedarbejdere, men at det derudover vil være påkrævet, at der ved ændring af normeringsloven tilvejebringes hjemmel for nyoprettelse af et begrænset antal tjenestemandsstillinger.

I betragtning af de økonomisk, juridisk og teknisk betonede opgaver og de dermed forbundne administrative opgaver, der vil blive pålagt sekretariatet, må der oprettes en tjenestemandsstilling som chef for sekretariatet i 26. lønningsklasse, der med hensyn til forskellige tillæg må sidestilles med chefen for udenrigsministeriets erhvervskontor. Stillingen bør opslås ledig, således at den kan søges af kvalificerede, uanset om vedkommende måtte være tjenestemand eller ej. Herudover bør normeres en souschefstilling i 26. lønningsklasse; den pågældende forudsættes bistået af kontraktansatte medarbejdere. Der bør åbnes mulighed for, at en begrænset del af det øvrige personale får tjenestemandsansættelse. En endelig beslutning vedrørende antallet af disse stillinger vil først kunne træffes, når der foreligger afgørelse om, hvor store midler den nye administration skal forvalte i de kommende år.

Under hensyn til ønskeligheden af at begrænse administrationens størrelse mest muligt bør der dog vises den størst mulige tilbageholdenhed ved stillingernes besættelse, således at de normeringsmæssige rammer først udfyldes, efterhånden som der foreligger et solidt grundlag for bedømmelsen af arbejdets omfang.

Lån, kreditgarantier af investeringsforsikringer.

1. Under hensyn til, at der må forventes at ville fremkomme tilfælde, hvor det vil være rimeligt, at en dansk bistandsindsats ikke ydes som gave, men helt eller delvis som lån, har udenrigsministeren foreslået udvalget, at der i loven afsættes et særligt beløb til ydelse af lån til udviklingslandenes regeringer. I betragtning af vanskelighederne ved på forhånd at afstikke generelle retningslinjer for de betingelser, hvorunder sådanne lån kan ydes, bør lønaftalerne i de enkelte tilfælde forelægges finansudvalget til godkendelse.

2. Dette vil ikke overflødiggøre det i ændringsforslagets § 7, stk. 2, indeholdte forslag om, at der stilles et beløb til rådighed for ydelse af garantier mod tab på private kreditter ydet til udviklingslandene som led i disses tekniske udvikling. Det anses dog ikke for praktisk at forelægge de enkelte garantiansøgninger for finansudvalget. Administrationen af garantiordningen foreslås henlagt under handelsministeren, der modtager indstilling fra styrelsen.

3. Udvalget har taget til efterretning, at udenrigsministeren agter at tage spørgsmålet op om gennemførelse af en forsikringsordning for kapitalinvesteringer i udviklingslandene. Før spørgsmålet er endeligt afklaret, vil det ikke være muligt at. lovfæste bestemmelser herom."

Ved lovforslagets 2. behandling advarede Per Federspiel (V) mod at tro, at samarbejde med u-landene kunne ske alene ved udsendelse af eksperter eller ved uddannelse her i landet af sagkyndige. Det drejede sig først og fremmest om at bringe orden i handelsbalancen med de oversøiske lande, og her var der en europæisk opgave. Han henstillede derfor, at den første opgave blev at undersøge, hvordan samarbejdet med OECD skulle finde sted.

Efter at ændringen af lovforslaget var vedtaget, vedtoges dette enstemmigt ved 3. behandling.