Loven, der bygger på den af landbokommissionen af 1960 afgivne betænkning (betænkning nr. 306 af 15. febr. 1962), er det første resultat af denne kommissions overvejelser af, hvorvidt den i de senere år stedfundne produktionstekniske udvikling inden for landbruget har medført sådanne forskydninger i produktionsforholdene, at ændringer i landbrugets struktur og i den bestående jordlovgivning er påkrævet.

Af de foreliggende opgaver i så henseende tages der ved denne lov dog kun stilling til spørgsmålene om nedlægning og sammenlægning af de for små landbrugsejendomme, hovedparcellers mindstestørrelse ved udstykning og indførelsen af et nyt boniteringssystem.

Hvad de to sidste spørgsmål angår, fastsættes ved en ændret affattelse af § 19, stk. 1, i loven om landbrugsejendomme følgende:

„Ved udstykning af en landbrugsejendom skal der forblive en bebygget hovedparcel tilbage, hvis mindstestørrelse under hensyn til gennemsnitstaksten for dens jorder fastsættes efter følgende skala:

Gennemsnitstaksten for Hovedparcellens
hovedparcellens jorder mindstestørrelse
75 og derover ............................................. 15 ha
70 - indtil 75 ............................................ 16 -
65 - — 70 ............................................ 17 -
60 - — 65 ............................................ 18 -
55 - — 60 ............................................ 19 -
50 - — 55 ............................................ 20 -
45 - — 50 ............................................ 21 -
40 - — 45 ............................................ 22 -
35 - — 40 ............................................ 23 -
30 - — 35 ............................................ 24 -
25 - — 30 ............................................ 25 -
20 - — 25 ............................................ 26 -

Ved beregningen af hovedparcellens størrelse kan arealer med takster under 20, søarealer og arealer med skovskyld samt uudskiftede andele i fælleslodder ikke medtages."

Herved har man, for så vidt angår hovedparcellernes mindstestørrelse, afløst de hidtidige på forholdet mellem hartkorn og areal byggende grænser og i stedet indført en udstykningsgrænse, der baseres på jordernes produktionsevne. Til grund for denne nye skala ligger en boniteringstabel, der er udarbejdet af den af landbrugsministeriet i 1949 nedsatte jordboniteringskommission. Den nye formulering betyder i øvrigt, at mindstestørrelsen for hovedparceller forøges til ca. det dobbelte af den hidtil gældende.

Vedrørende nedlægning og sammenlægning af landbrugsejendomme bestemmes ved en ændret affattelse af lovens § 25, at der er adgang til nedlægning af landbrugsejendomme under 5 ha af bedste jord svarende til 7 ha af middelgod jord, når jorden sammenlægges med ejendomme, som ikke derved kommer op over 12 ha af bedste jord svarende til ca. 17 ha af middelgod jord, og i øvrigt at disse grænser for nedlægning og sammenlægning sættes i forhold til hovedparcellers mindstestørrelse. Som eneste begrænsning er fastsat, at sammenlægning kan nægtes, såfremt de pågældende ejendomme efter sammenlægningen ikke skønnes at ville være bekvemt beliggende for samlet drift.

Endvidere kan landbrugsministeriet, når ikke særlige forhold taler derimod, give tilladelse til nedlægning af disse ejendomme, selv om deres jord anvendes til supplering af noget større ejendomme.

Landbrugsministeriet kan endvidere efter indhentet erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse og statens jordlovsudvalg meddele tilladelse til nedlægning af en landbrugsejendom uanset dennes størrelse, såfremt ejendommen eller dens tilliggende sammenlægges til landbrugsmæssig drift med en eller flere bekvemt beliggende landbrugsejendomme, der ikke herved bringes op over den i lovens § 24 angivne størrelse (over 65 000 kr. i grundbeløb). Ved afgørelsen af, om en sådan tilladelse bør gives, skal navnlig tages hensyn til, om der på stedet er brug for tillægsjord til mindre landbrugsejendomme.I så fald kan der som betingelse for tilladelse til nedlægningen stilles krav om ordning af tillægsjordsproblemet, eventuelt således, at der til statens jordlovsudvalg afhændes jord til dette formål til den på egnen gældende handelspris. Det bør ved afgørelsen ligeledes tages i betragtning, om sammenlægningen vil være til hinder for gennemførelsen af en hensigtsmæssig jordfordeling.

Endelig er der foretaget visse ændringer i lovens § 27, hvorved især tilsigtes en noget udvidet adgang for landbrugsministeriet til at give staten og kommunerne og i særlige tilfælde private tilladelse til at nedlægge landbrugsejendomme, som erhverves med henblik på ikke-landbrugsformål, f. eks. byggeri og industriel virksomhed. På den anden side gør bestemmelsen det til pligt for erhververen at anvende jorderne til landbrugsmæssig drift, indtil de overgår til andet formål, eventuelt at sælge de jorder, som ikke skal anvendes til formålet, til forening med bekvemt beliggende landbrugsejendomme.

Ved lovforslagets fremsættelse gav landbrugsministeren en udførlig redegørelse for sigtet med de foreslåede bestemmelser og udtalte i denne forbindelse bl. a.

„Der er i så at sige alle kredse almindelig enighed om, at et stort antal landbrugsejendomme er for små til under nutidens forhold med den stærke mekanisering og rationalisering, der er sket efter krigen, at kunne give deres indehavere fuld beskæftigelse og et rimeligt udbytte.

Af de ca. 196 000 landbrugsejendomme, som vi har i dag, er ikke mindre end ca. 37 000 eller 18,9 pct. under 5 ha, medens ca. 54 000 eller 27,8 pct. er mellem 5 og 10 ha. Over de sidste 25 år er der sket en nedgang i antallet af de helt små brug under 5 ha på ca. 18 000. Der er altså en tydelig tendens i retning af, at antallet af disse små brug reduceres, og det er nødvendigt, at de regler, der efter den gældende lov i nogen grad lægger hindring i vejen for en frivillig udvikling henimod noget større brugsstørrelser, fjernes."

Efter nærmere at have gennemgået de foreslåede ændringer i loven om landbrugsejendomme sluttede ministeren med følgende bemærkninger om det fremtidige arbejde med jordlovgivningen m. v.:

„De foreslåede ændringer til landbrugsloven kunne gøre det naturligt med det samme at pudse statshusmandsloven af på forskellige punkter. For imidlertid ikke på dette sene tidspunkt af samlingen at bebyrde folketinget med flere lovforslag end allerhøjest nødvendigt, og da de påkrævede ændringer ikke har aktualitet lige med det samme, har jeg besluttet at stille et sådant forslag i bero.

Om landbokommissionen kan jeg i øvrigt oplyse, at kommissionens arbejde fortsættes. Ud over de spørgsmål, som det nu fremsatte lovforslag drejer sig om, har kommissionen været inde på en række andre spørgsmål, der vedrører den nugældende lovgivning om landbrugets struktur. Nævnes kan således de frie jorders stilling, forpagtningsforholdene og spørgsmålene om samdrift af landbrugsejendomme og landbrugsforpligtelsens omfang. Disse og andre spørgsmål vil blive taget op i en forestående møderække i kommissionen. Ligeledes er det tanken i kommissionen at optage en gennemgang og overvejelse af landbrugets finansieringsforhold, herunder statens udlånsvirksomhed. Det er så kommissionens mening at afgive betænkninger, efterhånden som arbejdet på de forskellige områder afsluttes."

Lovforslaget gennemførtes uden væsentlige ændringer, idet der under udvalgsbehandlingen kun indsattes en bestemmelse om, at de foreslåede ændringer i loven om landbrugsejendomme skulle optages til revision i folketingsåret 1965-66. Lovforslaget støttedes af socialdemokratiet, venstre, det radikale venstre og socialistisk folkeparti, hvorimod det konservative folkepartis medlemmer af udvalget fremsatte følgende udtalelse i udvalgsbetænkningen:

„Et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) tiltræder det nævnte ændringsforslag [om revisionsbestemmelsen], men kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet man er af den opfattelse, at landbrugsforpligtelsen skulle ophæves for de mindste ejendomme, og anser det for ude af takt med nutidige forhold, at man nu gennemfører en lovændring, hvorefter der stadig vil være pålagt landbrugspligt på ejendomme med ned til kun 1 ha jord eller 2.000 kr.s grundbeløb. Mindretallet finder under hensyn til den skete udvikling og til, at der fremover må påregnes yderligere afgang fra landbruget og dermed en fremtidig mangel på ejere til at overtage de nuværende bedrifter, at det må anses for hensigtsmæssigt, at antallet af ejendomme — på frivilligt grundlag — nedbringes væsentligt ved ophævelse af landbrugsforpligtelsen for de mindste ejendomme.

Den af flertallet ansatte frie sammenlægningsgrænse på 12 ha af den bedste jord bør efter mindretallets formening være betydelig højere, og udstykningsgrænsen — hovedparcellens mindstestørrelse — finder mindretallet ligeledes for lavt ansat.

Mindretallet havde fundet det rigtigt allerede på nuværende tidspunkt at give en friere adgang til samdrift af ejendomme for derved at give bedre mulighed for den nødvendige strukturrationalisering, navnlig for de mindre ejendomme.

Under hensyn hertil kan mindretallet som nævnt ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse."

Ved 2. behandling tog Mose Hansen (Uafh.) ligeledes afstand fra lovforslaget, idet han udtalte sig på linje med den af de konservative udvalgsmedlemmer fremsatte mindretalsudtalelse. Også Peter Larsen (V), som talte i stedet for partiets ordfører, Niels Eriksen, der var fraværende, erklærede sig på flere punkter enig med den konservative mindretalsudtalelse, men gav dog på partiets vegne tilslutning til lovforslaget, idet han bl. a. udtalte:

„Venstre betragter de foreslåede ændringer som et fremskridt og vil medvirke til at gennemføre dem, men vi har ikke dermed lagt os endeligt fast i en stillingtagen til disse og dermed beslægtede problemer. Der er adskillige andre ting, som må ændres, når vi har fået problemerne tilstrækkeligt undersøgt og klarlagt. Jeg tror, det ville være klogt at vente med at konkretisere disse ting, til der er foretaget en tilbundsgående undersøgelse."

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 89 stemmer. Ingen stemte imod, men 20 medlemmer (KF og Uafh. samt Rosing) undlod at stemme.