Ved loven ændres § 26 i lov om invalide- og folkepension, jfr. bekendtgørelse nr. 223 af 19. juni 1961, som ændret ved lov nr. 50 af 14. februar 1962.

Loven har — ligesom den nedenfor under nr. 71 omtalte lov — til formål at forenkle de gældende regler vedrørende fordelingen af udgiften til en række sociale udgifter mellem staten og kommunerne.

I bemærkningerne til lovforslaget udtales herom:

„Det folketingsudvalg, der blev nedsat under behandlingen i indeværende folketingsår af forslaget om ændringer i invalide- og folkepensionsloven (om forhøjelse af grundbeløb m. m.), har henstillet, at der søges gennemført en forenkling af reglerne om refusion af kommunernes udgifter til invalide- og folkepension.

Ifølge de gældende regler refunderer staten fuldt ud kommunernes udgifter til folkepensionens mindstebeløb.

Herudover yder staten fuld refusion af nogle i loven angivne beløb for hver person, der modtager indtægtsbestemt folkepension. Disse beløb udgør ifølge loven for et ægtepar 400 kr. i hovedstaden, 500 kr. i købstæder og bymæssige bebyggelser og 600 kr. i det øvrige land og for enlige pensionister 2/3 af beløbene for ægtepar. Beløbene pristalsreguleres efter de samme regler, som gælder for reguleringen af de øvrige i loven omhandlede beløb.

Af den øvrige del af udgifterne til indtægtsbestemt folkepension refunderer statskassen kommunerne 46/70 medens 15/70 fordeles på landets kommuner efter reglerne om mellemkommunal refusion og 9/70 refunderes kommunerne af den fælleskommunale udligningsfond.

Af udgifterne til invalidepension refunderes 60/70 af invalideforsikringsfonden og staten, 6/70 fordeles på landets kommuner efter reglerne om mellemkommunal refusion, og 4/70 refunderes kommunerne af den fælleskommunale udligningsfond.

Der ydes kommunerne forskud på 80 pct. af den egentlige statsrefusion i løbet af selve det regnskabsår, i hvilket kommunerne afholder udgifterne, og resttilskuddet på de sidste 20 pct. ydes, efter at regnskabsåret er afsluttet og regnskabet er revideret.

Det tilskud, der ydes hver kommune fra den fælleskommunale udligningsfond, beregnes på grundlag af kommunens udgifter til invalide- og folkepension i det regnskabsår, der ligger 2 år forud for anvisningen af tilskuddet. Således er f. eks. det tilskud, der ydes i finansåret 1961-62, beregnet på grundlag af kommunernes udgifter i finansåret 1959-60.

Ved § 1, stk. 1, i lov nr. 25 af 5. februar 1958 om ophævelse af den fælleskommunale udligningsfond overtog statskassen de udligningsfonden påhvilende udgifter. Denne lov medførte ingen ændring i den bestående ordning, for så vidt angår refusionens størrelse og form.

Lovforslaget går ud på at afskaffe bestemmelserne i invalide- og folkepensionsloven om tilskud fra den fælleskommunale udligningstond og at forøge den almindelige statsrefusion med den andel, som hidtil har påhvilet udligningsfonden.

Herefter skulle statskassen refundere kommunerne 55/70 af den del af udgiften til indtægtsbestemt folkepension, som ikke i øvrigt fuldt ud refunderes kommunerne, medens statens og invalideforsikringsfondens andel i udgiften til invalidepension skulle forhøjes til 64/70.

For så vidt angår udgifterne til invalidepension, stilles der forslag om, at refusionsreglerne ændres i overensstemmelse hermed.

For så vidt angår ordningen vedrørende refusion af udgifterne til indtægtsbestemt folkepension, vil en yderligere forenkling kunne opnås ved afskaffelse af ovennævnte bestemmelse om statsrefusion af visse i loven angivne beløb for hver enkelt folkepensionist.

Den nævnte bestemmelse blev indført ved lov nr. 258 af 2. oktober 1956 i forbindelse med gennemførelsen af folkepensionsordningen. Bestemmelsen havde til formål at yde kommunerne en lettelse i den udgiftsforøgelse, som den nævnte lov ville medføre for kommunerne.

Ved lov nr. 44 af 1. marts 1961 er opholdskommunen imidlertid blevet fritaget for endeligt at bære nogen andel af udgiften ved indtægtsbestemt folkepension, idet den andel, opholdskommunen hidtil har båret, er blevet overtaget af staten. Der synes herefter ikke at være grundlag for at opretholde bestemmelsen om fuld statsrefusion af nogle i loven angivne beløb for hver enkelt person, der modtager indtægtsbestemt folkepension, og det foreslås derfor, at bestemmelsen udgår.

En afskaffelse af bestemmelsen vil medføre, at denne udgift, der hidtil fuldt ud er blevet refunderet af staten, vil blive refunderet efter de i øvrigt gældende regler for refusion af udgifter til indtægtsbestemt folkepension. Herved vil de beløb, der fordeles på landets kommuner efter reglerne om mellemkommunal refusion, blive forøget med ca. 28 mill. kr. årlig, og statsrefusionen af udgifterne til folkepension vil blive nedsat med samme beløb. For at undgå denne forøgelse af kommunernes udgifter til folkepension foreslås det, at statens andel i udgiften til indtægtsbestemt folkepension — der som foran anført skulle udgøre 55/70, såfremt statens andel skal indbefatte den hidtil af udligningsfonden afholdte andel — yderligere forøges med 1/70 til i alt 56/70 eller 4/5. Samtidig foreslås det, at den del af udgifterne til indtægtsbestemt folkepension, der fordeles efter reglerne om mellemkommunal refusion, og som hidtil har udgjort 15/70, nedsættes til 14/70 eller 1/5. Ved forhøjelsen af statsrefusionen med 1/70 forøges statskassens andel i de årlige udgifter til folkepension med ca. 23 mill. kr. årlig, medens kommunernes andel nedsættes med samme beløb.

Det forudsættes, at kommunerne efter de ændrede refusionsbestemmelsers ikrafttræden den 1. april 1962 ikke får udbetalt de tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond, som efter de hidtil gældende regler ville blive anvist i finansårene 1962-63 og 1963-64."

Lovforslaget gennemførtes i folketinget uden udvalgsbehandling. Det vedtoges uændret og enstemmigt.