Den aktuelle anledning til forespørgslens fremkomst var, efter hvad ordføreren for forespørgerne, Holmberg (V), anførte som motivering for forespørgslen, den seneste tids udvikling omkring spørgsmålet om en Øresundsbro og dennes placering. „Vi står her over for en af de største enkeltopgaver blandt de mange og store investeringsopgaver, som i de kommende år vil møde vort samfund, og det er naturligt, at der over hele landet er stor interesse for de problemer, som placeringen og bygningen af denne bro rejser. Selvfølgelig vil disse problemer i første række berøre de godt og vel I million mennesker, der bor i hovedstadsområdet og Nordsjælland og ikke at forglemme på Bornholm, hvis interesse i spørgsmålet om placering jo er helt åbenbar. Men når alt kommer til alt, er der her tale om en opgave af en størrelse og betydning, som rækker langt herudover og i virkeligheden vedrører hele landet. Disse spørgsmål og den økonomiske og investeringsmæssige helhed, hvori sagen nødvendigvis må ses, Vedrører i allerhøjeste grad dansk erhvervsliv som helhed og den enkelte borger ikke blot som trafikant, men i sidste ende som deltager i den produktion, der skal skabe grundlaget for løsninger af denne og alle de andre investeringsopgaver.

At en fast forbindelse over Øresund også og vel i særlig grad har betydning for Sverige, behøver jo ingen nærmere understregning, men det gælder i øvrigt også Norge. Det var derfor naturligt, at man på Nordisk Råds møde i 1953 enstemmigt henstillede til de nordiske regeringer på grundlag af fællesdrøftelserne at påbegynde de forberedende undersøgelser vedrørende bygningen af denne bro. Arbejdet er nu nået så vidt, at der foreligger en betænkning, og den højtærede minister har oplyst, at der desuden i eftersommeren kan forventes optaget kontakt mellem den svenske og den danske regering om sagens videre behandling.

Det er den situation, vi i dag står i, og vi har derfor både i venstre og i det konservative folkeparti ment, at folketinget ikke alene har krav på en debat om de mangesidede problemer, som spørgsmålet om bygningen og placeringen af Øresundsbroen rejser, men vi mener ligefrem, at folketinget har pligt til at fremkalde denne debat. Det ville være rimeligt, at det danske erhvervsliv og de organisationer og myndigheder, der er interesseret i disse forhold, får lejlighed til at høre, hvad regeringen og folketinget mener om hele dette spørgsmål ..."

Som svar på forespørgslen udtalte ministeren for offentlige arbejder, at regeringen ikke havde eksakte planer, hverken om hvorvidt, hvor eller hvornår der skal bygges en Øresundsbro. Den af det fælles svensk-danske Øresundsudvalg i december 1962 afgivne betænkning var sendt til høring hos statslige og kommunale institutioner i Sverige, og først når høringsfristen omkring 1. juni 1963 var udløbet, kunne der træffes aftale om, hvorledes den fortsatte planlægning mest praktisk kunne gribes an. „Det må derfor være helt indlysende, at den danske regering endnu ikke har taget noget standpunkt i denne sag, og jeg vil i denne forbindelse gerne gentage, hvad jeg tidligere har sagt her i tinget, at spørgsmålet om en etablering af en fast forbindelse over Øresund ikke er et internt dansk anliggende, men en sag, som skal løses ved samarbejde mellem Danmark og Sverige. Heraf følger naturligvis også, at spørgsmålet vedrørende forbindelsens placering bør forhandles mellem de to regeringer, før der kan blive tale om en realitetsdrøftelse i det høje ting. At folketinget til sin tid vil få indflydelse på, hvorvidt, hvornår og hvor en sådan fast forbindelse skal etableres, er helt klart. Men om det efter almindelig parlamentarisk praksis og specielt her, hvor det drejer sig om forhandlinger med et andet lands regering, vil være den rigtige fremgangsmåde at inddrage tinget direkte i den forestående foreløbige planlægning, det er jeg stærkt i tvivl om.

Jeg kan i øvrigt nævne, at Øresundsudvalgene i deres konklusion har anbefalet, at der med henblik på fortsættelsen og ajourføringen af udvalgenes arbejde nedsættes et dansk-svensk arbejdsudvalg, og det er min hensigt ved den kommende forhandling med min svenske kollega at søge truffet aftale om nedsættelse af et sådant udvalg. Gennem periodiske beretninger fra dette udvalg skulle det derefter være muligt at holde det høje ting og eventuelt samtidig Nordisk Råd, hvor der jo også er stor interesse for sagen, løbende underrettet om planlægningen."

Diskussionen havde navnlig drejet sig om, hvorvidt den eventuelle bro burde bygges mellem København og Malmø eller mellem Helsingør og Helsingborg, og det var ministerens opfattelse, at „mange af de fremkomne udtalelser til gunst for den sydlige placering i lige så høj grad varetager specielle erhvervsøkonomiske eller lokale interesser, som man i debatten beskylder jernbanernes repræsentanter i udvalget for at have varetaget jernbanernes særlige interesse i broens placering. Det er, som om mange af de kredse, der i øjeblikket i den offentlige polemik angriber udvalget for at have set for ensidigt på sagen, ikke rigtigt har gennemlæst betænkningen i dens helhed, og navnlig synes man at have overset, at en kombineret forbindelse på linjen Helsingør-Helsingborg kan bygges for ca. 800 mill. kr., mens den samme forbindelse ved København-Malmø vil koste ca. 1.340 mill. kr., altså en direkte merudgift på ca. 540 mill. kr.

Nogle af betænkningens kritikere, som har været opmærksom på denne store merudgift, har hævdet, at erhvervslivets interesse og den forventede større lokale trafik på en København-Malmø forbindelse skulle kunne retfærdiggøre denne meget store merudgift. Hertil vil jeg gerne bemærke, at udvalgene på grundlag af deres undersøgelser har beregnet, at mens en kombineret forbindelse ved Helsingør-Helsingborg, der skulle åbnes midt i 1970erne, i forhold til den nuværende færgedrift vil give en forrentning på henved 10 pet. om året, vil en tilsvarende forbindelse mellem København og Malmø kun give 6 pct.s forrentning ..."

Ministeren var imidlertid parat til fordomsfrit at tage hensyn til, hvad der måtte blive anført pro et contra fra kommuner og fra erhvervslivets side. Han mente i øvrigt, at man her i landet først og fremmest måtte samle opmærksomheden om at få tilvejebragt en Store-Bæltsforbindelse. „Jeg har også tidligere sagt, at disse to ting i nogen grad hører sammen, men jeg vil altså gerne understrege, at for mig står det sådan, at Store-Bæltsforbindelsen er det vigtigste spørgsmål, når talen er om de store broarbejder."

I den efterfølgende ret omfattende debat deltog foruden de nævnte: Horn (S), Ninn-Hansen (KF), Else-Merete Ross (RV), Arne Larsen (SF), Iver Poulsen (Uafh), Niels Mørk (S), Conrad Kofoed (V) og H. Larsen (Bjerre) (S).