Luk

Luk
Luk

Luk

L 28 Lov om ændringer i lov om totalisatorspil.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1962-63
Status: Stadfæstet
Lov nr. 206 af 31-05-1963
Ved loven, der undergik visse ændringer under udvalgsbehandlingen, foretages en mindre nedsættelse af totalisatorafgiften, ligesom der skabes hjemmel for at give tilladelse til oprettelse af indskudskontorer.

Afgiftsnedsættelserne finder sted dels ved en ændring af skalaen i totalisatorlovens § 2, stk. 1, dels ved indsættelse af nogle nye bestemmelser i samme paragrafs 2. stykke.

Ved nævnte skalaændring gennemføres for omsætninger mellem 150.000 kr. og 425.000 kr. en afgiftsnedsættelse, der dog maksimalt vil kunne andrage 5.000 kr. pr. løbedag. Denne skalaændring, der har til formål at imødekomme de af heste- og cykelvæddeløbsforeningerne fremsatte ønsker, ville anvendt på totalisatoromsætningen i 1962 have betydet en samlet afgiftsnedsættelse på ca. 568.000 kr., hvoraf ca. 254.000 kr. ville være kommet de to store københavnske travbaner til gode.

Tilføjelserne til lovens § 2, stk. 2, der særlig bar til formål at tilgodese de mindre væddeløbsbaners interesser, er formet som to nye punktummer, der har følgende ordlyd:

„Endvidere fradrages ved hestevæddeløb og cykelvæddeløb, der finder sted den 1. januar 1963 og senere, henholdsvis 1.500 kr. ved hestevæddeløb og 2.000 kr. ved cykelvæddeløb. Ved totalisatorspil i forbindelse med kapflyvninger med brevduer kan der, når særlige forhold taler derfor, efter finansministerens bestemmelse indrømmes et fradrag, dog højst af samme størrelse som fastsat vedrørende hestevæddeløb."

Denne udformning af de pågældende bestemmelser er et resultat af udvalgsbehandlingen, idet finansministerens oprindelige forslag gik ud på, at der ved heste- og cykelvæddeløb kun skulle beregnes afgift, når indskudssummen oversteg 15.000 kr.

Bestemmelserne om oprettelse af indskudskontorer, der har til formål at begrænse bookmakervirksomhed, er givet i form af en ny affattelse af totalisatorlovens § 6. Det nye heri er, at finansministeren kan tillade, at indskud til totalisatorspil også modtages på andre steder og på andre tider end hidtil tilladt, idet dog de nærmere betingelser herfor fastsættes af ministeren.

Endelig indsattes under udvalgsbehandlingen en bestemmelse i form af en ny affattelse af totalisatorlovens § 3, stk. 1, hvorefter de ved lov nr. 171 af 7. juni 1958 indsatte maksimumsgrænser for, hvor stor en del af indskudssummerne der skal gå tilbage til spillerne, ophæves, mens minimumsgrænserne opretholdes.

Under lovforslagets behandling i folketinget var der en vis modstand mod bestemmelsen om adgang til oprettelse af indskudskontorer. Et mindretal (Ninn-Hansen og Reedtz-Thott) henviste således i udvalgets betænkning til, at der under udvalgsbehandlingen var indhentet en sagkyndig udtalelse, hvori det var antaget, at indskudskontorer snarere ville udvide end indskrænke bookmakervirksomhed. Mindretallet kunne derfor ikke medvirke til bestemmelsens gennemførelse.

Efter at den pågældende bestemmelse ved lovforslagets 2. behandling var vedtaget med 83 stemmer mod 18, fremsatte det nævnte mindretal i udvalgets tillægsbetænkning følgende udtalelse:

„Et mindretal (Ninn-Hansen og Reedtz-Thott) beklager, at lovforslaget giver finansministeren bemyndigelse til at tillade oprettelse af indskudsboder, men kan under hensyn til den øgede støtte, de øvrige lovændringer vil medføre for de idrætsgrene, der er omfattet af denne lovgivning, stemme for lovforslaget ved tredje behandling."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Erhard Jakobsen (S), Holger Hansen (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Herluf Rasmussen (SF), Axel Sørensen (RV) og Axel Grøndahl (U)