Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 2, jfr. §§ 12 og 30, i bekendtgørelse nr. 223 af 25. maj 1960 af lov om opførelse af arbejderboliger på landet de fornødne midler til videreførelse af den i nævnte lov omhandlede udlånsvirksomhed m. v. til rådighed for finansåret 1963-64.

I overensstemmelse med den skete stigning i jordpriser og byggeomkostninger foretages en forhøjelse af de hidtil gældende lånesatser. Således er den hidtil gældende lånesats til køb af byggegrund, 2.000 kr. (i særlige tilfælde 2.500 kr.), forhøjet til 2.200 kr. (i særlige tilfælde dog 2.800 kr.). Den almindelige lånesats til opførelse af bygninger er forhøjet fra 32.000 kr. til 35.000 kr., og lånesatsen til dækning af udgifter til supplerende tekniske installationer er forhøjet fra 2.500 kr. til 3.000 kr.

Svarende til disse forhøjelser af udlånssatserne forhøjes rådighedsbeløbene for lån af statskassen med i alt 3 mill. kr., heraf 2,5 mill. kr. til lån og tilskud i henhold til arbejderboliglovens kap. IV og 0,5 mill. kr. til lån i henhold til arbejderboliglovens kap. VI, hvorimod rådighedsbeløbet for lån af jordfonden er ansat til samme beløb som i den hidtil gældende udlånslov.

Lovforslaget blev ved første behandling anbefalet af ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det radikale venstre og socialistisk folkeparti, idet dog Niels Eriksen (V) rejste spørgsmålet om lempeligere omsætningsvilkår for disse ejendomme. Niels Ravn ønskede i højere grad at anvende privat finansiering og var i øvrigt betænkelig ved den foreslåede forhøjelse af rådighedsbeløbene, ligesom han ønskede undersøgt, om ikke der ude i kommunerne fandtes andre uudnyttede boligreserver. Grøndahl (Uafh.) opfordrede ministeren til at tage lovforslaget tilbage eller subsidiært nøjes med et rådighedsbeløb på halvdelen af det foreslåede. Angående denne lovgivning som helhed udtalte han bl. a. følgende:

„Denne lov har efter min mening i hovedsagen socialt sigte, og i den nuværende økonomiske situation, hvor der ikke kan siges at herske mangel på boliger i landdistrikterne og den dårligt betalte landarbejder er forsvundet, ville det være en rimelig og naturlig foreteelse, om en lov, som tiden og udviklingen er løbet fra, blev afviklet.

Angående den specielle udlånssats for de supplerende tekniske installationer udtalte han endvidere:

„I tider som disse synes jeg der havde været en udmærket anledning til at spare de 3.000 kr. pr. hus til installation af centralvarme, bad og wc og nøjes med at gøre plads i husene til ovennævnte behageligheder, som låntagerne så, efterhånden som de fik råd til det, på egen bekostning senere kunne installere."

I den af udvalget afgivne betænkning stillede et mindretal bestående af de konservative udvalgsmedlemmer ændringsforslag gående ud på indførelse af øget privat finansiering og svarende hertil en nedsættelse af såvel rådighedsbeløb som udlånssatser, mens landbrugsministeren med tilslutning af udvalget stillede et ændringsforslag gående ud på indsættelse af følgende bestemmelse som et nyt stykke 2 i udlånslovens § 4:

„Landbrugsministeren kan endvidere bemyndige statens jordlovsudvalg til at frafalde det i forannævnte § 22 A indeholdte krav om konvertering af lån, undergivet de før 1. april 1959 gældende lånevilkår, når en ejendom efter ejerens død eller ved skifte i levende live overtages af den anden ægtefælle. Frafaldes konverteringskravet, og er renteefterbetaling hjemlet i lånevilkårene, overtager erhververen pligten til renteefterbetaling for ægtefællens ejerperiode."

Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag, mens ministerens ændringsforslag vedtoges.

Det således ændrede lovforslag vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 96 stemmer, idet dog 21 medlemmer (KF Uafh. samt Rosing) undlod at stemme.