I lov nr. 277 af 27. maj 1950 om udøvelse af erhverv i Grønland er det fastsat, at søterritoriet ved Grønland er 3 sømil, og at retten til at drive erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt på det grønlandske land- og søterritorium er forbeholdt danske statsborgere med fast bopæl i Grønland samt andre danske, der måtte få særlig tilladelse hertil.

Spørgsmålet om en udvidelse af det grønlandske fiskeriterritorium var genstand for drøftelse i landsrådet i 1956, og i 1958 stillede landsrådet forslag om, at der ved Grønlands kyst indføres et fiskeriterritorium på 12 sømil.

Sagen blev stillet i bero på udfaldet af den første og senere også den anden Geneve-konference om retsordenen på havet.

På den første Genève-konference, der afholdtes i 1958, gik Danmark stærkt ind for, at lande eller områder, der har en isoleret geografisk beliggenhed, og hvis befolkninger for deres udkomme eller økonomiske udvikling i usædvanlig høj grad er afhængige af havet, skulle være berettiget til eksklusive fiskerirettigheder i en zone af op til 12 sømils bredde. Drøftelserne på konferencen gjorde det klart, at Island, Færøerne og Grønland i almindelighed blev anerkendt som hørende under denne kategori. Konferencen endte imidlertid, uden at der blev opnået enighed om en international fastsættelse af søterritoriets bredde og fiskerigrænser. Den danske regering fastsatte herefter på grundlag af en overenskomst med den britiske regering af 27. april 1959 fiskerigrænsen ved Færøerne til 12 sømil, idet der dog i et vist omfang blev adgang for britiske fartøjer til fiskeri indtil en linje, der stort set løber 6 sømil fra land [jfr. årbog 1958-59, side 537].

På den anden Genéve-konference, der blev indkaldt i 1960, stemte Danmark for et af USA og Canada fremsat forslag, hvorefter maksimumsgrænsen for søterritoriet skulle være 6 sømil og maksimumsgrænsen for fiskeriterritoriet 12 sømil. Efter forslaget skulle der være adgang for lande, der i en periode af 5 år regelmæssigt har fisket mellem 6 og 12 sømil, til fortsat at drive fiskeri inden for dette område i 10 år indtil 31. oktober 1970. Dette forslag opnåede imidlertid ikke et tilstrækkeligt flertal, og også denne konference endte således resultatløs.

Regeringen var herefter af den opfattelse, at det måtte anses for rimeligt og berettiget nu at fastsætte en fiskerigrænse for Grønland på 12 sømil, og dette sker ved den her omhandlede lov om ændring af loven om udøvelse af erhverv på Grønland, hvis §§ 1 og 2 affattes således:

§ 1. Kun danske statsborgere med fast bopæl i Grønland må drive erhvervsmæssig fangst, fiskeri eller jagt på grønlandsk landterritorium eller på havet ved Grønland inden for en afstand af 12 sømil fra kystlinjen eller fra andre basislinjer, som fastsættes af ministeren.

For så vidt angår fartøjer, der er hjemmehørende og indregistreret i fremmede stater, fra hvis fartøjer der gennem en længere årrække regelmæssigt er drevet erhvervsmæssig fangst, fiskeri eller jagt inden for den i stk. 1 nævnte grænse, kan ministeren fastsætte bestemmelser, hvorefter sådan fangst m. v. i en overgangsperiode fortsat skal være tilladt på områder inden for grænsen.

Med hensyn til danske statsborgere, der ikke er bosat i Grønland, kan ministeren fastsætte bestemmelser, hvorved der gøres undtagelse fra forbuddet i stk. 1.

§ 2. Ministeren kan fastsætte almindelige bestemmelser for fangst, fiskeri og jagt, derunder helt forbyde visse metoder samt omladning.

I øvrigt er der foretaget forskellige redaktionelle ændringer af erhvervsloven som følge af den nye affattelse af § 1.

Ændringerne trådte i kraft den 1. juni 1963.

Ved loven ophævedes lov nr. 73 af 29. marts 1957, hvorefter bestemmelsen om søterritoriet i erhvervslovens § 1 skulle kunne ophæves ved kgl. anordning.

Endelig bestemtes det, at den grønlandske erhvervslov skulle optages til revision senest i folketingsåret 1964-65.

Ved 1. behandling gav samtlige partiers ordførere tilslutning til den foreslåede udvidelse af det grønlandske søterritorium til 12 sømil. Helga Pedersen (V) ønskede dog i udvalget en nærmere undersøgelse af overgangsbestemmelserne (§ 1, stk. 2) og bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte almindelige bestemmelser om fangst, fiskeri og jagt (§ 2). Ninn-Hansen (KF) ønskede ophævelse af bopælskravet som betingelse for erhvervsudøvelse i Grønland. Ministeren havde intet imod at lade spørgsmålet om bopælskravets ophævelse drøfte i Grønlandskommissionen af 1960, men pegede på, at landsrådets tilslutning måtte være en forudsætning.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning der bl. a. siges:

„Der er i udvalget enighed om at tiltræde den udvidelse af fiskeriterritoriet ved Grønland til 12 sømil fra den 1. juni 1963, som lovforslaget tager sigte på.

Under et med ministeren for Grønland afholdt samråd har ministeren oplyst, at han i tilknytning til lovens gennemførelse agter at udfærdige en bekendtgørelse i henhold til lovens § 1, stk. 3, hvorefter ikke i Grønland fast bosiddende danske statsborgere umiddelbart får adgang til uden særlig tilladelse at drive erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt i området mellem den ydre grænselinje og en linje, der løber i en afstand af 3 sømil fra den indre grænselinje."

Der stilledes af ministeren og udvalget ændringsforslag vedrørende den i lovens § 1, stk. 2, omhandlede dispensationsbestemmelse (indsættelse af ordene „regelmæssigt" og „i en overgangsperiode").

Endvidere stilledes forslag om den nævnte revisionsbestemmelse, hvorom udvalget bemærkede:

„Ved den foreslåede revision finder udvalget det ønskeligt at pege på, at man, så snart det er forsvarligt, bør ophæve lovens sondring mellem danske statsborgere med fast bopæl i Grønland og andre danske statsborgere, således at de ikke i Grønland fast bosiddende danske statsborgere efterhånden får samme rettigheder som de i Grønland fast bosiddende danske statsborgere."

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene. Den fornyede udvalgsbehandling gav anledning til et enkelt redaktionelt ændringsforslag, der tiltrådtes ved 3. behandling, hvor lovforslaget vedtoges med 128 stemmer imod 3 medlemmer af socialistisk folkeparti (Herluf Rasmussen, Erik A. Jensen og Storgaard).