Luk

Luk
Luk

Luk

B 15 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en afrustningskommission.

Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning var enslydende med et — ligeledes af medlemmer af socialistisk folkeparti — i februar 1963 fremsat forslag, der henvistes til behandling i et folketingsudvalg, som ikke afgav betænkning. Angående dets tekst og begrundelse henvises til, hvad der er anført i årbog 1962-63, side 473-475.

Ved genfremsættelsen af forslaget angående den foreslåede af- rustningskommission anførte Aksel Larsen (SF) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Vi foreslår at kommissionen skal undersøge afrustningens konsekvenser for Danmarks økonomi i almindelighed og i forbindelse hermed udtale sig om de økonomiske foranstaltninger, der bør træffes i forbindelse med dansk afrustning. Kommissionen skal desuden overveje spørgsmålet om, hvad soldater og befalingsmænd skal beskæftiges med, når hær, flåde og luftvåben afskaffes, og fremkomme med forslag eller ideer om, hvad militære bygninger, anlæg og arealer kan anvendes til.

Nu har de militære værn jo fået tildelt en række civile opgaver såsom fiskeriinspektion og anden kontrol med farvandene, forskellige andre bevogtningsopgaver, redningstjeneste, fyr- og vagervæsen o. s.v. Sådanne opgaver skal også løses, når Danmark er afrustet, og derfor får kommissionen til opgave at fremkomme med forslag til disse opgavers løsning.

Der hersker jo i folketinget enighed om, at Danmark har forpligtelser over for De Forenede Nationer, også når det gælder opretholdelse af freden eller afværgelse af konflikter, hvor sådanne truer. Formelt foreligger der ganske vist ikke sådanne forpligtelser, men ingen tænker sig, at vi skulle unddrage os vore moralske forpligtelser. Derfor har Danmark også bidraget med visse styrker eller mandskab til støtte for De Forenede Nationers indsats ved Suez og i Congo. Vi godkender fuldt ud de overvejelser, der er i gang mellem de nordiske landes regeringer om at sikre, at vore lande permanent kan stille sådanne styrker til rådighed.

Det mener vi også et afrustet Danmark bør gøre i en tid, hvor den internationale nedrustning ikke har gjort sådanne fremskridt, at opstilling og udsendelse af FN-styrker er blevet unødvendig. Derfor foreslår vi, at kommissionen skal undersøge, hvorledes sådanne danske styrker kan opstilles — antagelig på frivillighedens grundlag — når dansk afrustning er gennemført.

Endelig foreslår vi, at kommissionen skal udarbejde forslag til ophævelse af de forskellige love vedrørende det militære forsvar og til ændring af andre love. Det er meget vel tænkeligt, at andre opgaver vil melde sig under kommissionens arbejde med problemerne, og vi vil være yderst tilfredse, hvis man allerede under folketingets behandling af vort forslag til beslutning kan påpege sådanne."

Ved sagens 1. behandling havde foruden ordføreren for forslagsstillerne kun udenrigsministeren ordet. Han udtalte:

„I sin fremsættelsestale sagde det ærede medlem hr. Aksel Larsen, at han ikke fandt anledning til at gentage den fremsættelsestale, hans partis ordfører holdt, da det tilsvarende forslag blev fremsat i sidste samling. Jeg kan for mit vedkommende også henholde mig til de bemærkninger, jeg gjorde vedrørende forslaget, da vi havde det til behandling i den foregående samling. Der er hverken i det, det ærede medlem sagde i sin fremsættelsestale dengang, eller i den udvikling, der er foregået, siden vi sidst havde forslaget til folketingsbeslutning til behandling, sket noget, som giver mig anledning til at fremsætte yderligere bemærkninger.

Jeg skal derfor nøjes hermed, idet jeg samtidig vil gentage, at for så vidt der er interesse for, at forslaget behandles i et udvalg, vil jeg naturligvis gerne bidrage i den udstrækning, hvori udvalget måtte ønske det, til en sådan behandling."

Efter forhandlingens slutning henvistes forslaget til folketingsbeslutning på forslag af Søgaard (S) til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S) og Aksel Larsen (SF)