Luk

Luk
Luk

Luk

L 107 Lov om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på løsørekøb af international karakter.

Af: Justitsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 122 af 15-04-1964
Loven har følgende indhold:

§ 1. Denne lov finder anvendelse på løsørekøb af international karakter.

Loven gælder dog ikke

a. køb af registreret skib eller luftfartøj.

b. køb af værdipapirer.

c. salg som led i en tvangsfuldbyrdelse eller i øvrigt ved rettens foranstaltning.

Med køb ligestilles aftale om levering af løsøregenstande, som først skal tilvirkes, hvis de nødvendige materialer skal ydes af den, der skal levere genstanden.

§ 2. Loven finder ikke anvendelse på spørgsmål om parternes evne til at indgå retshandler, aftalens form eller købets retsvirkninger for andre end parterne.

§ 3. Køber og sælger kan vedtage, at købet skal være undergivet et bestemt lands retsregler. Vedtagelsen skal ske ved udtrykkelig bestemmelse eller utvetydigt fremgå af aftalen. Andre spørgsmål om, hvorvidt parterne gyldigt har vedtaget anvendelse af et bestemt lands retsregler, bedømmes efter dette lands regler.

§ 4. Har parterne ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i § 3 vedtaget anvendelse af et bestemt lands regler, gælder reglerne i det land, hvor sælgeren havde bopæl, da han modtog bestillingen. Modtages bestillingen ved et sælgeren tilhørende forretningssted, gælder reglerne i det land, hvor forretningsstedet er beliggende.

Reglerne i det land, hvor køberen har bopæl, eller hvor det forretningssted, hvorfra bestillingen er afgivet, er beliggende, finder dog anvendelse, såfremt sælgeren eller hans repræsentant har modtaget bestillingen i dette land.

For køb på børs eller auktion gælder reglerne i det land, hvor børsen eller auktionen afholdes.

§ 5. Om fremgangsmåden ved undersøgelse af salgsgenstanden, frister for undersøgelsen og meddelelser vedrørende denne samt om forholdsregler, der skal træffes, hvis genstanden afvises, gælder reglerne i det land, hvor undersøgelsen skal foretages, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

§ 6. En udenlandsk retsregel finder ikke anvendelse, såfremt den er uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

§ 7. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren [fastsattes til 1. september 1964].

Lovens formål er gennemførelse i dansk lovgivning af Haager-konventionen af 15. juni 1955 om, hvilken lovgivning der skal anvendes på løsørekøb af international karakter.

Lovforslaget er udarbejdet i samarbejde med justitsministerierne i Finland, Norge og Sverige, og lovforslag af stort set samme ordlyd vil blive fremsat i de andre lande. Lovforslagets gennemførelse har givet regeringen det fornødne grundlag for at ratificere den forannævnte konvention. Den foreliggende konvention afviger imidlertid ikke på afgørende punkter fra de regler, der hidtil er blevet lagt til grund i Danmark, og loven har derfor ikke medført nogen væsentlig ændring af den gældende retstilstand.

Lovforslaget fremsattes i folketinget under titlen „Forslag til lov om internationalprivatretlige regler for løsørekøb" og fik ved dets 1. behandling en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere, idet dog navnlig Rimstad (Uafh) havde forskellige indvendinger mod formuleringen af lovforslaget og dets titel. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis enstemmige betænkning der fremsattes forslag om ændring af lovforslagets titel. Med denne ændring vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.
Partiernes ordførere
K. Axel Nielsen (S), Ib Germain Thyregod (V), Hagen Hagensen (KF), Herluf Rasmussen (SF), Else-Merete Ross (RV) og I. A. Rimstad (U)