Luk

Luk
Luk

Luk

L 114 Lov om ændring i lov om folkekirkens lønningsvæsen m. v.

Af: Kirkeminister Bodil Koch (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 112 af 15-04-1964
Ved loven bemyndiges kirkeministeren — med henblik på postvæsenets spidsbelastning ved månedsskifterne - til at lade lønninger og pensioner m. v. til folkekirkens tjenestemænd udbetale indtil 6 søgnedage før forfaldsdagen. Bestemmelsen herom svarer ganske til den ved lov nr. 113 af 30. marts 1963 (årbog 1962-63, side 140) foretagne ændring i § 31 i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd. Det drejer sig i begge tilfælde om en rent praktisk foranstaltning, som gennemførtes på foranledning af henvendelser fra generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet.

Under lovforslagets behandling i folketinget føjedes hertil en bestemmelse, hvorved det i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m. v. § 81, stk. 1, sidste punktum, fastsatte rådighedsbeløb for kirkeministeren forhøjes fra 50.000 kr. til 160.000 kr.

Om denne forhøjelse anføres i betænkningen fra lønningsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter at være undergivet 1. behandling i folketinget:

„På de årlige finanslove bevilges der under § 19.2.25. beløb til folkekirkens repræsentation i udlandet m. v., herunder beløb til deltagelse i kirkelige møder i udlandet. Derimod er der ikke nogen stående bevilling på finansloven til afholdelse af udgifter vedrørende tilsvarende møder her i landet, og kirkeministeriet må derfor ret jævnligt rette henvendelse til de bevilgende myndigheder om beløb til sådanne møder m. v. Da denne fremgangsmåde findes ret upraktisk, også når man tager i betragtning, at det som regel drejer sig om meget beskedne beløb, foreslås det, at disse fremtidig afholdes af den i § 81, stk. 1, i lov om folkekirkens lønningsvæsen m. v. nævnte radighedssum til kirkelige formål. Af den foreslåede forhøjelse på i alt 110.000 kr. er 60.000 kr. tænkt reserveret til dette formål.

Da den omhandlede rådighedssum også i øvrigt har vist sig utilstrækkelig, er den med henblik på andre formål af kirkelig-kulturel art foreslået forhøjet med yderligere 50.000 kr."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider.

På foranledning af Viggo Hauch (V) lovede kirkeministeren ved sagens 3. behandling, at hun løbende ville holde folketinget underrettet om, hvordan det forhøjede rådighedsbeløb var blevet anvendt.

Med den nævnte ændring vedtoges lovforslaget enstemmigt.