Forslaget til nærværende lov indeholdt oprindelig en del bestemmelser, der ved 2. behandling udskiltes af lovforslaget og — med enkelte ændringer — gennemførtes som en særlig lov, jfr. nærmest foregående sag. De tilbageværende bestemmelser behandledes derefter, i overensstemmelse med en af folketinget truffet beslutning, videre i det udvalg, hvortil lovforslaget var blevet henvist efter 1. behandling.

Resultatet blev, at også de bestemmelser, der ikke var optaget i den først vedtagne lov, gennemførtes med nogle ændringer. I en af udvalget afgivet tilføjelse til den tidligere foreliggende betænkning udtales:

„Udvalget har siden afgivelsen af betænkningen den 23. januar d. å. over forslag til lov om ændring i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v. holdt 3 møder om den del af lovforslaget, som af folketinget den 28. januar d. å. sendtes tilbage til fortsat behandling i udvalget. Udvalget har herunder haft samråd med finansministeren.

Efter de i udvalget med finansministeren førte drøftelser er der af ministeren stillet nedenstående ændringsforslag nr. 1-5, som udvalget tiltræder. Om ændringsforslagene henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget har drøftet lovforslagets bestemmelser om straf for afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger og har i den anledning fra finansministeren modtaget følgende oplysninger om de af ligningsdirektoratet anvendte bødesatser: „Normalbøden for svig andrager 2 gange skattebeløbet, medens normalbøden for grov uagtsomhed andrager ca. 1 gang skattebeløbet. I sidstnævnte tilfælde vil bøden dog kunne gradueres fra ca. ½ til ca. 1½ gang skattebeløbet, hvorhos bødesatsen for løndifferencer og lignende let kontrollable indtægtsdifferencer ofte vil være lavere.

Efter kontrollovens ikrafttræden har den højeste bøde for skattesvig under en administrativt afgjort sag været ca. 214 gange skattebeløbet.

Domstolenes praksis er i det store og hele i overensstemmelse med den administrative praksis, dog med en tendens til skærpelse, specielt for de mindre bøders vedkommende.

Når domstolene idømmer frihedsstraf, hvilket næsten altid er sket i sager, der falder ind under forannævnte offentliggørelses - cirkulære, andrager tillægsbøden som oftest godt 1 gang skattebeløbet.

Den højeste bøde, der efter kontrolloven er idømt af en domstol, udgør ca. 4,3 gange skattebeløbet. I den pågældende sag blev der ikke idømt frihedsstraf, uagtet der var nedlagt påstand derom. Det skal dog i denne forbindelse bemærkes, at der endnu ikke har været indbragt en sag for retten mod en skatteyder, der tidligere har været dømt for overtrædelse af kontrolloven, men at man må forvente, at en bødesats, der betydeligt overstiger den normale på ca. 2 gange for svig, vil blive bragt i anvendelse for recidivister.

For så vidt angår forhold, der af domstolene er bedømt som groft uagtsomme, er der i adskillige tilfælde idømt bøder på 2 gange skattebeløbet."

Udvalget har endvidere drøftet den under nr. 10 foreslåede bestemmelse, hvorefter politiet skal yde skattemyndighederne bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem finansministeren og justitsministeren. Finansministeren har i den anledning erklæret, at han kan tiltræde, at det i de regler, der skal fastsættes om politiets bistand i skattesager, bestemmes, at det er ligningsrådet, som skal afgøre, om politiets bistand skal søges.

Udvalget indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af finansministeren foreslåede ændringer."

De i betænkningen stillede ændringsforslag, der ikke var af principiel karakter, blev alle vedtaget uden afstemning.

De ændringer, som loven foretager i den forud gældende kontrollov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 29 af 30. januar 1964, går i hovedsagen ud på følgende:

I lovbekendtgørelsens § 2 indføjes en bestemmelse om, at også indtægter, som ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan kræves specificeret i selvangivelsen.

I § 6 har man udvidet ligningsmyndighedernes ret til at kræve sig bevisligheder af forskellig art forelagt, ligesom der i § 8 C, stk. 2, er indført skærpede bestemmelser angående oplysningspligt for banker m. v. Den pågældende bestemmelse har nu følgende affattelse:

„Banker, sparekasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, er pligtige på forlangende af skatterådet eller højere ligningsmyndighed at give de skattelignende myndigheder alle oplysninger om navngivne personers indskud eller lån, når vedkommende er eller må formodes at være skattepligtig. Oplysning kan således forlanges om størrelsen af lån og af indestående eller forvaltede midler og disses af kastning, om bevægelser på indskuds- eller lånekonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks, om diskonterede veksler samt om sikkerhedsstillelse for lån og kreditter. For så vidt angår ikke navngivne, kan der efter finansministerens bestemmelse kræves oplysning om indestående eller forvaltede midler og disses afkastning med angivelse af ejerens, eventuelt tillige den dispositionsberettigedes, navn og bopæl."

Samtidig har man skærpet Straßen for afgivelse af urigtige oplysninger, som afgives til skattemyndighederne i svigagtig hensigt. Det hedder nu i § 13, stk. 1:

„Den, der i svigagtig hensigt afgiver urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger til brug ved afgørelsen af, om skattepligt påhviler ham selv eller en af ham repræsenteret person, eller til brug ved skatteansættelsen eller skatteberegningen med hensyn til hans egen eller en af ham repræsenteret persons indkomst og formue, straffes, hvad enten det offentlige har lidt tab derved eller ej, med bøde indtil 5 gange det beløb, der ved det svigagtige forhold er eller, såfremt oplysningerne var blevet taget til følge, ville være unddraget det offentlige, eller i særlig grove tilfælde med hæfte eller fængsel i indtil 2 år."

Mens der tidligere i § 16 var hjemlet skattemyndighederne ret til at begære politiets bistand, hvor strafansvar efter nærmere angivne bestemmelser må antages at være forskyldt, bestemmes det nu, at politiet yder skattemyndighederne bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem finansministeren og justitsministeren.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.