Loven svarer ganske til den for høståret 1963-64 gældende kornlov (årbog 1962-63, side 150).
Som begrundelse for at regeringen havde fundet det rigtigt at fremsætte forslag til en uforandret kornlov for høståret 1964-65. henviste landbrugsministeren ved fremsættelsen dels til, at den hidtidige kornordning måtte betragtes som en del af de landbrugsordninger, der i 1963 blev vedtaget som led i helhedsløsningen, dels til at der ikke inden for landbrugsorganisationerne havde været enighed om ændring af den hidtil gældende form for kornordning.
Ministeren oplyste i denne forbindelse, at repræsentanter for landboforeninger og tolvmandsforeninger bl. a. havde fremført ønske om forhøjelse af såvel brødkornsprisen som af basisprisen for foderkorn. De foreslåede forhøjelser af kornpriserne og de øvrige foreslåede ændringer havde imidlertid ikke kunnet tiltrædes af repræsentanterne for De samvirkende Husmandsforeninger, der havde fremsat forslag om, at den hidtidige kornordning skulle ændres således, at den i fremtiden kun skulle indeholde bestemmelser, der sikrede det kornsælgende landbrug en vis minimumspris for nettosalget af korn. Dette forslag havde ikke mødt tilslutning fra repræsentanterne for det større landbrug.
Lovforslaget, der gav anledning til en omfattende principiel debat, fik under behandlingen i folketinget kun støtte fra regeringspartierne.
Carl Petersen (S) udtalte, at han ikke følte sig overbevist om kornlovens nytte i fremtiden, idet loven kostede det øvrige samfund betydelige beløb, dels i form af de direkte tilskud, dels i form af hvad det kostede at realisere de partier af brødkorn, som ikke kan anvendes til brødfremstilling. Hertil kom bl. a. den forringelse af brødkvaliteten, som faktisk fandt sted — uden at brødet derfor kunne karakteriseres som dårligt — samt de politiske vanskeligheder, som denne lovgivning havde medført i de senere år.
Når hans parti alligevel ville stemme for at gennemføre lovforslaget, skyldtes det, at kornloven for 1963-64 var et led i helhedsløsningen, og at loven derfor trods alt også burde gælde for høståret 1964-65 og dermed helhedsløsningsperioden ud.
Jens Chr. Christensen (V) understregede, at et forslag til kornordning måtte have to formål, primært at hindre en alt for stor stigning i flæskeproduktionen, og sekundært at sikre en nogenlunde stabil kornpris. Det foreliggende lovforslag havde ladet hånt om helhedsløsningens eftervirkninger, idet disse havde vist, at der var blevet pålagt landbrugserhvervet forøgede udgifter, som erhvervet ikke havde fået dækning for. Han henviste i denne forbindelse til, at man siden kornordningen for høståret 1959-60 havde benyttet uforandrede priser for brødkorn, uanset at landbrugets produktionsomkostninger i de mellemliggende år var steget med 20 pct. Han fandt dette forhold urimeligt og påpegede, at en pristalsregulering af brødkornsprisen ikke ville betyde nogen væsentlig fordyrelse af brødkornprisen. Med hensyn til foderkornet udtalte han, at det var nødvendigt, at den danske kornpris gradvis blev tilnærmet kornprisen i fællesmarkedslandene. I øvrigt ville en højere basispris på foderkorn, således som venstre havde foreslået i forbindelse med kornordningen for 1963-64, have haft den betydning, at man havde undgået den voldsomme svineproduktionsstigning, der efter hans opfattelse var udsigt til i løbet af efteråret 1964. Foruden en forhøjelse af basisprisen kombineret med et tillæg pr. måned de første 6 måneder af høståret burde der gennemføres importstop for at sikre kornsalget i begyndelsen af høståret. Endelig fandt han, at bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 5, om regulering af basisprisen, når flæskepriserne faldt, var uheldig, idet bestemmelsen alene virkede som beskyttelse for de store svinefabrikker.
H. C. Toft (KF) mente ikke der henset til den igangværende udvidelse af svineproduktionen var grundlag for at fremsætte forslag om en uændret videreførelse af den gældende kornordning. Dels burde forslaget have været fremsat på et tidligere tidspunkt, dels burde det have indeholdt højere basispriser på foderkorn end de hidtil gældende og desuden have været kombineret med de månedlige tillæg til basisprisen, som var indeholdt i kornloven for 1962-63. Også han fandt bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 5, urimelig og mente, at denne bestemmelse vedrørende nedsættelse af basisprisen ved faldende flæskepriser burde udgå af lovforslaget. Endelig mente han det nødvendigt at hæve priserne på rug og hvede, såfremt hans partis ønske om højere basispriser på foderkorn skulle blive imødekommet, idet priserne på brødkorn og foderkorn måtte stå i et sådant indbyrdes forhold, at der ikke gennem prisforskellen animeredes til en urimelig stor produktion af brødkorn, som der ingen brug var for til menneskeføde.
Jens P. Jensen (RV) fandt de gældende priser på såvel brødkorn som foderkorn rimelige og kunne under hensyn hertil tilsige lovforslaget sit partis støtte.
Morten Lange (SF) fandt ikke, at en kornlov betød nogen større fordel, hverken for dansk landbrug eller for samfundet som helhed. Efter hans opfattelse måtte kornordningen og specielt dens brødkornsafsnit betragtes som højst urationel. I øvrigt kunne en tiltrængt forbedring af brødkvaliteten tilvejebringes, såfremt man i højere grad kunne importere brødkorn fra udlandet.
Den af landbrugsministeren foretagne henvisning til helhedsløsningen kunne ordføreren for socialistisk folkeparti ikke acceptere, idet han påpegede den glædelige udvikling i landbrugets eksportpriser.
Heller ikke Mose Hansen (Uafh) kunne anbefale den foreslåede uændrede forlængelse af kornloven. Efter hans opfattelse havde landbruget haft berettigede forventninger, dels om at brødkornprisen ville blive hævet i takt med de stigende omkostninger, dels om at foderkornprisen ville blive hævet op i nærheden af prisen for brødkorn, hvorved man ville opnå en bedre fordeling mellem brødkorn og foderkorn i sædskiftet og samtidig en besparelse for staten på brødkornordningen. Ligesom ordførerne for venstre og det konservative folkeparti ønskede han bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 5, om nedsættelse af basisprisen på foderkorn ved faldende flæskepriser strøget af forslaget.
I den af udvalget afgivne betænkning stillede et flertal (sociademokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) henviste til et af De samvirkende danske Landboforeninger fremsat forslag om en ændring af kornordningen, således at skellet mellem brødkornordning og foderkornordning ophævedes, hvorved staten ville blive fritaget for de økonomiske byrder ved brødkornordningen i dens hidtidige udformning mod til gengæld at yde et større tilskud til kornpuljen. Mindretallet udtalte, at dette forslag havde mindretallets udelte interesse derved, at der pegedes på en begyndende afvikling af den nugældende brødkornordning, hvortil statens udgifter andrager mellem 30 og 110 mill. kr. årligt. Ved en sådan afvikling ville man samtidig tilgodese en stigning i basisprisen for foderkorn, der i nogen grad kunne modvirke den voldsomme stigning, der kunne forudses i flæskeproduktionen. En del af de statsmidler, der ville blive sparet ved en afvikling af brødkornordningen, kunne i stedet anvendes til billiggørelse af de kornkøb, der foretages af de mindre landbrug.
Under hensyn til at udvalgets flertal imidlertid kategorisk havde erklæret, at kornloven var et led i helhedsløsningen og derfor ikke kunne ændres, ville mindretallet afstå fra at stille ændringsforslag.
Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) udtalte i betænkningen, at det ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet mindretallet fandt en sådan kornfordyrende lov ganske uhensigtsmæssig som produktionsregulator. I øvrigt fandt dette mindretal, at den særlige hjemmemarkedsordning for brødkorn betød en forringelse af vore næringsmidler.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 72 stemmer mod 9 (SF samt Storgaard); 68 medlemmer (V, KF, Axel Sørensen og Aage Fogh (RV) samt Erik A. Jensen) undlod at stemme.